Jeg har faktisk aldrig elsket min hustru, og det har jeg sagt til hende flere gange. Det var ikke hendes skyld vi havde et udmærket liv sammen.
Hun har aldrig skabt drama, aldrig bebrejdet mig noget hun har altid været venlig og omsorgsfuld. Men problemet bestod: kærligheden manglede.
Hver morgen vågner jeg med en trang til at tage væk. Jeg drømmer om at møde en kvinde, jeg virkelig kan elske. Men jeg havde aldrig forestillet mig, hvordan livet ville vende alt på hovedet på et øjeblik.
Ved siden af Karen føler jeg mig tryg. Ikke kun sørger hun for hjemmet på en næsten forbilledlig måde, men hun ser også fantastisk ud. Mine venner misunder mig og forstår ikke, hvordan jeg har fået så heldig en kone.
Jeg forstår heller ikke selv, hvad jeg har gjort for at fortjene hendes kærlighed. Jeg er bare en helt almindelig mand uden særlige evner. Og alligevel elsker hun mig Hvordan er det muligt?
Hendes kærlighed og loyalitet gav mig aldrig ro. Det nagede mig endnu mere at tænke på, at hvis jeg gik min vej, ville en anden tage min plads. En mere velhavende, flottere, mere succesfuld mand.
Når jeg forestillede mig hende sammen med en anden, blev jeg nærmest vanvittig. Hun var min, også selvom jeg aldrig havde elsket hende. Den følelse af ejerskab var stærkere end fornuften. Men kan man tilbringe et helt liv med én, man ikke elsker? Jeg troede det, men jeg tog fejl.
I morgen siger jeg det til hende, beslutter jeg, da jeg går i seng. Næste morgen, over morgenmaden, finder jeg modet.
Karen, sæt dig, jeg har noget, jeg skal tale med dig om.
Selvfølgelig, jeg lytter, min skat.
Forestil dig, at vi bliver skilt. Vi skilles, bor hver for sig
Karen griner:
Hvilke mærkelige tanker! Er det en slags leg?
Hør nu lige resten. Det er alvorligt.
Okay, jeg forestiller mig det. Og hvad så?
Vær helt ærlig: Finder du en anden, hvis jeg går?
Mads, hvad sker der med dig? Hvorfor vil du pludselig væk?
Fordi jeg ikke elsker dig og aldrig har gjort det.
Hvad? Mener du det? Jeg forstår ingenting.
Jeg vil gerne gå, men jeg kan ikke. Bare tanken om, at du finder en anden, giver mig ingen fred.
Karen tænker sig om et øjeblik, så svarer hun stille:
Jeg finder aldrig én bedre end dig, så du behøver ikke bekymre dig. Gå du bare, jeg kommer ikke til at være sammen med nogen anden.
Lover du det?
Selvfølgelig, forsikrer Karen.
Vent, men hvor skulle jeg tage hen?
Har du ikke noget sted at gå?
Nej, vi har jo været sammen hele vores liv. Jeg må nok blive tæt på dig, sukker jeg opgivende.
Det skal du ikke tænke på, svarer Karen. Efter skilsmissen deler vi lejligheden, så vi hver kan få en mindre.
Mener du det? Jeg havde ikke regnet med, at du ville hjælpe mig sådan. Hvorfor gør du det?
Fordi jeg elsker dig. Når man elsker et menneske, kan man ikke holde fast i dem imod deres vilje.
Der går nogle måneder, og vi bliver skilt. Kort efter finder jeg ud af, at Karen ikke holdt sit løfte. Hun har fundet en anden mand, og de lejligheder, hun arvede fra sin farmor, har hun ikke tænkt sig at dele. Jeg står tilbage med ingenting.
Hvordan skal jeg nogensinde kunne stole på kvinder igen? Jeg aner det ikke.
Hvad tænker du om Mads’ opførsel?
