I mange år troede jeg, at mit dårlige humør bare var normalt. Hver morgen vågnede jeg modvilligt, kunne knap komme ud af sengen, og tanken om at tage på arbejde føltes som en uoverkommelig byrde. Jeg boede stadig hos mine forældre og mine brødre. Jeg var fyldt 30 uden kæreste, uden børn og det var altid et tema derhjemme. Alt irriterede mig: larmen, spørgsmålene, andres meninger. Min familie sagde tit, at jeg var sur, at jeg altid havde et dårligt humør, at jeg ikke duede til noget som helst. Til sidst begyndte jeg selv at tro på det.
Jeg passede mit job, opfyldte mine pligter, men det sled på mig. Hvis jeg kom hjem og var udmattet, hørte jeg, at jeg klagede for meget. Hvis jeg gerne ville slappe af i weekenden, blev jeg kaldt doven. Hvis jeg gik ud, fik jeg straks spørgsmål om, hvornår jeg kom hjem igen. Sådan havde det været siden jeg var lille: jokes om min personlighed, kritik forklædt som sjov, kommentarer om, at jeg aldrig gjorde noget godt nok. Og hvis jeg endelig opnåede noget, var der altid et “men”.
En dag fik jeg tilbudt en forfremmelse på arbejdspladsen. Bedre løn, flere opgaver, men det betød også, at jeg skulle flytte til en anden by. Det var ikke nogen drømmeby ikke engang en særlig kendt eller charmerende en. Alligevel sagde jeg ja. Tænkte ikke længe over det. Jeg fandt mig et lille, møbleret studio i Odense, hvor jeg kunne bo alene. Ingen forklaringer. Ingen køreplaner. Ingen andres meninger end mine egne.
Forandringen skete med det samme. Allerede den første uge vågnede jeg med energi. Jeg begyndte at tage på arbejde før tid, uden den vægt, jeg før havde båret i kroppen. Jeg lavede mad til mig selv, gik ture, fik lyst til at tage pænt tøj på og møde nye mennesker. Jeg begyndte at sige meget mere på kontoret, tog imod invitationer. Ingen irritabel følelse. Den konstant anspændte stemning, jeg havde kendt så længe, forsvandt hurtigt.
Først troede jeg, det bare var på grund af et nyt kapitel. Friheden og de nye rammer. Men månederne gik, og følelsen vedblev. Jeg var ikke konstant udkørt. Jeg havde det godt med mig selv. En kollega, Helene, foreslog, at jeg prøvede at gå til terapi ikke fordi jeg så ud til at have det dårligt, men fordi hun gerne ville forstå, hvad jeg havde gennemlevet.
Hos psykologen begyndte jeg at tale om min familie. Om hvordan de havde gjort grin med mig, siden jeg var barn. Alt jeg gjorde var forkert: hvis jeg snakkede meget var jeg irriterende; hvis jeg sagde lidt var der noget galt med mig. Jeg havde aldrig følt, jeg havde ret til at tage mine egne beslutninger uden familiens kommentarer. Problemet var aldrig mig. Problemet var stemningen det evige pres, kritikken, den manglende frihed og den daglige følelsesmæssige udmattelse.
Det gik pludselig op for mig, hvorfor alting ændrede sig så hurtigt, da jeg flyttede. Der var ingen magi. Heller ikke held. Det var stilheden. Pladsen. Ingen, der overvågede hvert et skridt. Ingen, der gjorde mine sejre mindre. Ingen, der påmindede mig om, hvordan jeg burde være.
Nu har jeg boet alene i Odense et år. Jeg føler mig stabil, rolig, produktiv. Og i dag er jeg ikke ét sekund i tvivl: Jeg ville for alt i verden aldrig vende tilbage til at bo sammen med min familie.
