Jeg kunne ikke modstå det Jeg har svigtet min kone.
Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg ville befinde mig her. Men hverdagen havde lagt sig som en dyne over os dagene gled sammen til stilhed, pligter, gentagelser. Mellem os voksede en afgrund, vi aldrig talte om.
Hun var altid derhjemme. Mor, husholderske, kvinde med planer og travlhed. Vores samtaler drejede sig kun om regninger, madplaner, børnenes lektier. Latteren var forstummet, øjnene mødtes sjældnere, og passionen forduftede stille.
Så mødte jeg hende.
En ny kollega jeg kalder hende Amalie. Ung, strålende, ubekymret. Hendes latter ringede lyst gennem kontoret på Vesterbro, og hendes øjne glimtede af noget, jeg ikke havde set i årevis. Modsat min kone bar Amalie ingen ansvar, hendes liv summede af frihed og lethed. Jeg blev uundgåeligt draget mod det.
I begyndelsen var det bare småsnak. En intern joke, et kort smil. Dag for dag voksede mit behov for de øjeblikke, hvor hun var tæt på.
Så begyndte jeg at lyve.
Mine undskyldninger til min kone blev mange. Overtid, uopsættelige opgaver, vennen, der havde brug for mig. Hun spurgte ikke ind. Hun vænnede sig til mit fravær.
En måned flirtede jeg med Amalie. Overraskede hende med tulipaner, inviterede hende på middag steder i København, hvor jeg nærmest havde glemt jeg fandtes. Vi vandrede langs Nyhavns oplyste kanaler, vores hænder strejfede lydløst.
En aften, under den blå halvmåne på Knippelsbro, hviskede hun pludselig:
Vil du med hjem til mig?
Jeg nikkede.
Den nat overgav jeg mig. Begær, varme, glemsel.
Da jeg tidligt næste morgen låste mig ind i vores lejlighed på Østerbro, ramte en skyldfølelse mig overvældende.
Min kone var vågen.
Hun sad i mørket i stuen, benene trukket op under sig, ventede. Vores blikke mødtes. Straks forstod jeg, at hun vidste besked.
Kvinder ved altid besked.
Hun sagde intet. Råbte ikke, anklagede ikke. Der var kun det endeløse, tunge tavshed. Hun rejste sig uden et ord og gik ud i køkkenet.
Jeg flygtede ind på badeværelset, tændte bruseren, lod vandet strømme over mig som om det kunne vaske min skyld bort. Men nogle pletter går aldrig væk.
Senere, da jeg kom i køkkenet, stod hun og bryggede kaffe.
Jeg er træt, sagde hun lavmælt. Jeg går i seng.
Senere fandt jeg hende på sengen, stadig påklædt, sovende tungt. Ved siden af hende lå vores fotoalbum på natbordet.
Jeg åbnede det.
Og dér så jeg hende. Ikke den udtrættede, tyste kvinde ved min side de sidste år. Men den lyse, smilende og lykkelige kvinde, jeg engang havde forelsket mig i. Ved hendes side stod jeg stolt, forelsket, lykkelig.
Hvordan kunne jeg glemme alt det?
Den nat sov jeg ikke. Stirrede op i loftet, fyldt af anger. Så kom tanken, næsten hviskende: Kan jeg vinde hende tilbage?
Grålysningen var knap kommet, da jeg ringede til min mor og spurgte, om børnene måtte bo hos hende weekenden over. Hun svarede ja med det samme.
Jeg gik ud i køkkenet og lavede morgenmad.
Da jeg kom ind med bakke og kaffe, så hun overrasket på mig.
Hvad laver du?
Jeg vil gerne se dig smile.
Hun sagde intet. Men jeg syntes, jeg så et lille glimt i hendes øjne.
Den dag sendte jeg hende på spa. Da hun kom hjem, var hun smuk, strålende. Om aftenen spiste vi på vores yndlingsrestaurant, samme sted som vores allerførste date.
Næste dag tog jeg hende med i Det Kongelige Teater. Ligesom dengang vi ikke kunne undvære hinanden.
Amalie jeg svarede aldrig mere på hendes beskeder. Ingen opkald.
Jeg havde begået en fejl. En forfærdelig fejl.
Men den aften, da min kone lo igen, forstod jeg måske var det ikke for sent at begynde forfra.
