Efter at have sat sin elskerinde af, tog Martin Kjeldsen sig tid til at sige et blidt farvel, før han kørte hjem gennem et køligt og let regnvådt København. Da han stod foran opgangen, pustede han ud og overvejede kortvarigt, hvad han egentlig skulle sige til sin kone. Han gik op ad trappen og låste sig ind.
Hej, råbte Martin. Mette, er du hjemme?
Jeg er i køkkenet, lød det roligt fra hans kone. Hej. Skal jeg sætte gang i frikadellerne?
Martin havde besluttet sig: Han måtte være direkte, beslutsom, handle som en rigtig mand! Sætte en stopper for sit dobbeltliv, mens kærestens varme kys stadig summede på læberne, før han blev suget tilbage i hverdagens rutiner.
Mette, sagde Martin og rømmede sig. Jeg er nødt til at sige dig noget Vi må gå fra hinanden.
Mette tog beskeden med en overraskende ro. Hun var notorisk svær at ryste; faktisk havde hendes stålsatte temperament fået Martin til kærligt at kalde hende “Den Danske Isblomst”.
Hvad mener du? spurgte hun dorsk, mens hun stak hovedet ud fra køkkenet. Skal jeg så ikke lave frikadeller?
Det bestemmer du selv, svarede Martin. Gør som du vil. Jeg flytter. Jeg har mødt en anden.
De fleste koner ville have reageret med råben og ballade, måske kastet en stegepande efter ham. Men ikke Mette.
Jamen altså, for en smart en, sagde hun blot. Hentede du mine støvler fra skomageren?
Nej, stammede Martin. Men hvis det er så vigtigt, kan jeg tage hen og hente dem med det samme!
Typisk dig, Martin, mumlede hun. Sender man dig efter støvler, tager du de forkerte med hjem.
Martin blev fornærmet. Hele situationen gik slet ikke, som han havde forestillet sig. Hvor var dramaet, følelserne, de store skænderier? Men hvad kunne han egentlig forvente af urokkelige Mette?
Forstår du ikke, hvad jeg siger, Mette? udbrød Martin. Jeg siger, at jeg forlader dig for en anden kvinde! Og alt du tænker på er støvler?
Ja, men i modsætning til mine støvler skal dine fødder ingen steder hen, sagde hun tørt. Du kan jo gå, som du lyster.
De havde været sammen længe, og Martin havde stadig svært ved at gennemskue, hvornår Mette ironiserede, og hvornår hun mente det alvorligt. Det var netop det rolige væsen, hendes kompromisløse ro, som i sin tid havde tiltrukket Martin. Plus Mettes praktiske sans og flotte figur.
Mette var pålidelig, trofast, uforstyrrelig som et solidt dansk anker. Men nu elskede Martin en anden. Med denne anden følte han passion, synd og sødme! Nu måtte han tage tyren ved hornene og starte forfra.
Mette, sagde han højtideligt og med sorg i stemmen. Tak for det hele, men jeg elsker en anden kvinde, og jeg elsker dig ikke længere.
Nå, fantastisk, sagde Mette. Du elsker mig ikke? Min mor var forelsket i naboen, min far elskede at spille skak og drikke snaps. Og se, hvor godt det gik her står jeg jo.
Martin vidste, det var håbløst at diskutere med hende. Hun tog aldrig fejl med sine dømmekraftige kommentarer. Al hans viljestyrke fes ud han havde ikke længere lyst til at skændes.
Du er skøn, Mette, mumlede han trist. Men jeg elsker altså den anden. Brændende, syndigt og sødt. Og jeg vil vælge hende, forstår du?
Den anden er det så Karen Madsen? spurgte Mette.
Martin trådte et skridt bagud. For et år siden havde han faktisk haft en kort affære med Karen, men hvordan kunne Mette vide det?
Hvorfra kender du? begyndte han og tav så. Nå, det er også lige meget. Nej, det er ikke Karen.
Mette gabte.
Så er det måske Trine Højgaard? Den har du nok gang i nu?
Det isede op ad Martins ryg. Trine havde også været en flirt, men det var længe siden. Vidste Mette det også?
Nej, det er hverken Trine eller Karen, sagde Martin. Det er en helt anden, en fantastisk kvinde, min drøm. Jeg kan ikke undvære hende, og jeg flytter til hende. Ikke prøv at få mig fra det!
Så er det sikkert selvfølgelig Majken, konkluderede Mette. Ih, Martin Martin du er noget af et fjols. Din drømmekvinde er altså Majken Helene Mølgaard. Treogtredive, ét barn, to aborter Skal jeg fortsætte?
Martin sank sammen. Hun havde gættet rigtigt hans forhold var til netop Majken Mølgaard.
Men hvordan? hviskede han. Har du overvåget mig?
Det er ret enkelt, Martin, svarede Mette, lettere overbærende. Jeg har jo været jordemoder her i byen i tyve år. Jeg kender halvdelen af kvinderne bedre, end du gør! Det kræver bare et blik for at gennemskue, hvor du har været så åbenlys er du altså.
Martin tog sig sammen.
Lad gå, du har ret, sagde han tappert. Men det ændrer ikke noget. Jeg forlader dig.
Du er fjollet, Martin, svarede Mette. Havde du bare spurgt mig til råds! Majken er altså ikke noget særligt, bare lidt ekstra ballade i hverdagen, intet andet det siger jeg som fagperson. Ved du overhovedet noget om hendes helbred?
N-næh indrømmede Martin svagt.
Så kan du godt lige smutte under bruseren. Og i morgen ringer jeg til Søren på infektionsklinikken på Riget, så du kan blive tjekket uden lang ventetid, sagde Mette. Så snakker vi videre. Det er altså for pinligt, hvis min egen mand ikke engang kan finde en rask elskerinde!
Hvad skal jeg gøre? spurgte Martin ynkeligt.
Jeg går ud og steger frikadeller, sagde Mette. Og du tager dig et bad og tænker lidt over, hvad det egentlig er, du vil. Hvis du engang vil have et ordentligt og sundt forhold, så kom og spørg mig jeg kan give dig gode råd.
Og sådan gik det til, at Martin lærte, at ægte forståelse og kærlighed ikke er pomp og pragt, men findes i det daglige og at lykken ikke ligger i flugten fra hverdagen, men i evnen til at sætte pris på det, man har.
