FAR, MÅ JEG ELSKE DIG?
Anders var kendt som en tyv i sin hjemby. Huset var solidt, bedriften godt kørende, konen pligtopfyldende og arbejdsom, datteren artig hele hendes væsen mindede om hendes far. Sammen boede også deres yngste datter…
Alt kunne have været godt, hvis ikke alle omkring dem vidste, at denne velstand ikke var opstået gennem slid og arbejde, men var stjålet fra ordentlige borgere. Rygtet forsvandt ikke, men da ingen havde taget Anders på fersk gerning, gik han fri. Han “arbejdede” i nærliggende byer og landsbyer ikke i hjemstavnen, som han havde som et uskrevent forbud.
Første gang Anders blev gift, var han tyve år. Ikke fordi han var stormende forelsket men fordi pigen, han mødte, kom fra en god familie. Faderen var professor, moderen dekan. Pigen hed Mathilde. Hun var smuk, og Anders var stolt over at have scoret sådan en. Brylluppet var så stort, at folk talte om det i flere år og det kunne han godt betale.
Året efter begyndte Mathilde at undre sig. Anders arbejdede aldrig, men pengene syntes aldrig at slippe op. Hun spurgte, hvordan det kunne hænge sammen, og fik aldrig noget redeligt svar.
Så fik de datteren. Anders gjorde fortsat alt for familien. En dag, da Mathilde omplantede en af sine planter, fandt hun et lille bundt i bunden af urtepotten. Da hun foldede det ud, gispede hun: Guld-ringe, kæder, samlinger af smykker i hobetal. Gud, hvor kommer det fra? Kan det virkelig være Anders? Det er jo ulovligt!
Da Anders kom hjem, viste Mathilde ham fundet:
Vil du så forklare, hvor det her kommer fra?
Anders så hende i øjnene og sagde roligt:
Du kan da ikke være så naiv? Jeg er tyv. Er du tilfreds nu?
Mathilde tav. Næste dag lå der en seddel på køkkenbordet: Forlad huset. Tag alt, du finder nødvendigt, men jeg vil ikke leve med stjålet lykke. Glem mig og vores datter.
Anders havde forudset det. Mathilde var for anstændig til at acceptere hans livsstil. Han vidste, at der ikke var noget at gøre. Han pakkede sit tøj og gik.
De næste fire år sad Anders i fængsel for tyveri. Han tænkte ikke på at forbedre sig. Hans egen barndom havde været elendig ingen far, en mor som altid var fuld, skiftende fædre, og evig sult. Han svor, at hans familie aldrig skulle lide nød. Han ville gøre alt, bare de ikke manglede noget.
Da han blev løsladt, havde han lært ét: Arbejd alene, find en mindre samvittighedsfuld kone.
Den næste kone fandt han hurtigt. Hun var kun 17 år og nem at forme. Hendes mor sang ofte med venner ved lejrbål, faderen var for længst væk. Pigen, Katrine, var villig til at gifte sig med den første, som tilbød hende tryghed, og moderen protesterede ikke.
Anders forkælede både mor og datter det næste år. Han flyttede ind i deres lille lejlighed og renoverede alt, købte husholdningsmaskiner til dem. Ingen stillede spørgsmål de accepterede hans spil. Anders elskede Katrine rigtigt det overraskede ham selv. De fik et stort bryllup.
En datter kom til verden. Hun fik navnet Signe. Anders forgudede hende. Det virkede som om alt var perfekt men ikke hos Katrine. Hun følte aldrig den store kærlighed til Anders, kun taknemmelighed. Da Signe voksede op, begyndte det at rumstere i Katrine hun længtes efter lidenskab!
Hun fandt kærligheden i sin venindes bror: Karsten, den unge fysiklærer. Katrine nød både komforten hos Anders og lidenskaben hos Karsten. Men der var folk, som sladderede. En dag fik Anders det hele at vide. Han sagde til Katrine, at hun kunne gå til sin fysiklærer men datteren beholdt han.
Katrine råbte, skændtes og gik. Men et halvt år senere var hun tilbage:
Undskyld, Anders. Jeg mistede forstanden!
Hun fortalte ikke, at hendes følelser for Karsten ikke var døde ud men at det var umuligt at leve for to lønninger, og uden Signe kunne hun ikke. Anders tilgav hende alt. Kærlighed gør blind, mild og tilgivende.
For at lægge afstand til fortiden købte Anders et hus i en lille landsby. Familien begyndte forfra. Kort tid efter fik de endnu en datter, Tine. Anders var lykkelig men det varede ikke længe.
Tine lignede… fysiklæreren. Katrine havde ikke ventet det, men det var ikke til at tage fejl af. Anders var rasende, pakket tasken og var væk i en måned. Da han kom hjem, ignorerede han barnet, og Katrine prøvede at undgå ham. Alt hans kærlighed gik til Signe hun skulle være hans efterfølger:
Jeg er tyv, og du skal også blive tyv, Signe! Ved du, hvorfor du hedder Signe? Fordi der i gamle dage var en berygtet tyvedronning, Signe Sølvhånd, som alle måtte beundre! Sådan en skal du blive!
Katrine sagde aldrig imod. Hun følte sig skyldig og tav for altid. Anders gjorde én forskel: Signe fik alt. Tine kun det som var til overs. Han kunne aldrig acceptere hende. Han kaldte hende molekylet og sagde drillende:
Nå Tine, hvornår fordamper du?
Som barn var Tine ofte syg, stille, sneg sig altid hen til Signe og frygtede sin mor, som slog hende for at tilfredsstille Anders. Katrine behandlede Tine som om alt var hendes skyld.
Da Tine var otte, gik hun forsigtigt hen til Anders:
Far, må jeg godt elske dig?
Anders kiggede ligegyldigt på hende:
Elsk din mor, jeg behøver ikke din kærlighed!
Naboerne syntes synd for Tine. Flere sagde direkte til forældrene:
Hvorfor behandler I hende som en fremmed?
Men Anders svarede hårdt, at de skulle passe deres egne børn.
Årene gik, og Tine skulle til afslutningsbal. Alle pigerne talte om kjoler. Hun turde ikke spørge Anders, men spurgte Katrine om en billig kjole. Moren købte en lille, blå kjole til datteren, som passede hendes blå øjne så smukt. Tine glædede sig; hun drømte om at blive aftenens stjerne og måske blive inviteret til vals af sin drømmekæreste, Mads.
Mens hun dagdrømte, stormede Anders ind på hendes værelse, rev strygejernet ned og begyndte at klippe den nye kjole i stumper og stykker:
Her har du dit bal, dit dumme molekyle! Så kan du lære ikke at stjæle mine penge, din nasser!
Tine gispede:
Far, hvilke penge? Jeg har ikke taget noget det lover jeg!
Hun kunne ikke engang græde, hun var lammet af chok. Senere viste det sig det var Signe, som havde lånt nogle penge og glemt at sige det. Der kom aldrig en undskyldning fra Anders.
Tine deltog aldrig i skoleballet. Hele natten lå hun og græd i puden.
Hun giftede sig senere med Mads, fik tre sønner og flyttede til København hun kom aldrig hjem igen.
Signe giftede sig med en præst, men de fik ingen børn. Med tiden adopterede de to søstre fra børnehjemmet.
Årene gik. Tine havde glemt vejen hjem, men en dag, på vej til svampejagt med sine sønner, mødte hun en gammel nabo i toget.
Hvorfor har du svigtet din far, Tine? Han ligger lammet på min sofa. Din stedmor løb fra ham til en anden, og pigerne viser sig ikke. Jeres hus brændte ned. Lynet slog ned nok fordi det var det største i landsbyen. Du må komme, før det er for sent.
Tine begyndte straks at pakke. Hun ville hævne sig, fortælle sin far, hvad rigtig kærlighed var. Hun ville minde ham om hans synder, og nu kunne han ikke modsige hende. Men da hun så ham, forsvandt vreden, og kun medfølelse var tilbage. De græd sammen, tav sammen.
Tine tog Anders med sig til København. I to år plejede hun ham. Hun blev hos ham til hans sidste åndedrag.
