Husbondens elskerinde var virkelig smuk. Hvis hun selv havde været en mand, ville hun sikkert have valgt sådan én.
Kender du den slags kvinder? Dem der udstråler ro og selvtillid, næsten som om verden altid er til deres fordel. De går værdigt, ser folk lige i øjnene og lytter opmærksomt. Ingen stressede bevægelser, de behøver hverken bar ryg eller dyb udskæring for at tiltrække sig opmærksomhed. De har en indre ro og mister aldrig fatningen.
Ja, hun ville vælge hende som det stik modsatte af sig selv.
For hvem er hun selv? Evigt travl, skælder ud på både børn og mand, taber ting på gulvet, kommer altid for sent, arbejdet hober sig op, og chefen er aldrig tilfreds. Hun går altid i slidte bukser og overdimensionerede bluser. For hvem har tid til at stryge en kjole eller bluse? Hun kan ikke engang huske, hvornår hun sidst strøg en af de der blonder eller pufærmer. Heldigvis klarer tørretumbleren det meste, så alt føles næsten nystrøget uden besvær.
Men elskerinden hun er noget helt særligt. Kroppen, holdningen, benene, håret, øjnene ansigtet: Det er til at miste pusten over!
Og pust ud gjorde hun faktisk ikke, fra det øjeblik hun fandt ud af det. Eller, så det, rettere sagt. Et ærinde havde ført hende til en fjern bydel, og hun greb chancen for at spise hurtigt på det første ledige caféhjørne. Sulten overmandede hende man arbejder jo ikke på tom mave.
Stedet var stuvende fuldt, men hun fandt en plads i hjørnet, satte sig og studerede menuen et øjeblik, før øjnene tilfældigt gled op. Nej, hun tog ikke fejl. Hun genkendte straks sin mand. Bagfra. Og så også hende.
Han holdt hendes hænder i sine og kyssede hendes fingre. Frygteligt banalt, tænkte hun. Lige til en gammeldags kærlighedssang. Men kvinden var virkelig flot. Det kunne hun ikke benægte.
En sær følelse bredte sig. Som at røre ved noget brandvarmt du ser mærket efter, ved smerten kommer om et øjeblik, men indtil da lever du i stilhed i smertens venten. For at lindre flammerne blæser du på huden, så det ikke gør så ondt, når det rammer.
Det burde gøre ondt. Men indeni var hun tom. Følte ingenting.
Manden kom hjem til tiden, som han altid gør. I godt humør, afbalanceret. Han har altid været sådan rolig, solid, rummelig og med god humor. Hun plejer at fare op, stresse og skynde på alle. Hun kunne godt have brugt lidt af hans humor lige nu hendes egen slår slet ikke til.
Hele aftenen havde hun lyst til bare at spørge ligeud, uden følelser: Nå, hvordan går det med din elskerinde? Så jer på Café Europa forleden, hun er godt nok flot, dét må jeg give dig. Jeg havde heller ikke kunnet lade være!
Bare for at se sveden pible frem i hans pande, mens han prøvede at holde masken.
Hun kunne have fortsat: Hvad nu? Skal børnene møde deres nye mor? Og hvad skal der ske med mig? Medbringer hun egen lejlighed, eller flytter I hende bare ind hos os?
Men hun sagde ingenting. Og manden, som han plejer, lagde armen om hende i sengen og faldt hurtigt i søvn.
Måske har de ikke engang været i seng sammen endnu, tænker hun, mens hun rykker over på sin side af dobbeltsengen, og griner lydløst ad sig selv. Nu tænker hun ligesom én, der har set det med sine egne øjne og så bilder hun sig ind, at det hele bare er indbildning.
Måske er det hele forstadiet: flirt, fælles tanker og små hemmelige smil. Han er snu ikke en bevægelse, ikke et ord der afslører ham.
Hun ligger og vender og drejer sig, sover uroligt, drømmer om storslåede farverige blomster og andres elskerinder i røde kjoler.
Da hun vågner, føles hovedet tungt og kroppen går langsomt rundt i lejligheden. Hun får alligevel børnene sendt i skole.
Hele tiden tænker hun: Hvad gør man? Hvad gør danske kvinder, når de opdager, at manden har en elskerinde? Google det, måske?
Google er ikke til nogen nytte, og hun har ikke svarene selv. Måske skulle hun bare prøve at leve videre?
Men det gør hun jo alligevel. Alting er, som det plejer. Hverdagens rutiner, manden der altid kommer hjem til tiden, uden læbestift på skjorten, uden fremmed parfume. Børnene larmer, og om søndagen går de stadig i Grand Teatret og ser en film. Heller ikke sexlivet har ændret sig to gange om ugen. Nogle gange tre, hvis hun er detaljeret.
Måske forvekslede hun dem i caféen?
Det gjorde hun ikke. Hun ringede til ham i frokostpausen, men han tog ikke telefonen. Hun tog en taxa ud til selvsamme café, bildte chaufføren ind, at hun ventede på en pakke, vi skal bruge på arbejdet. Hans bil holdt der, og lidt efter kom han og elskerinden ud, steg ind, og kørte væk sammen.
Hun blev hvid i hovedet, bad chaufføren om et glas vand, foregav at ringe vredt til nogen og råbte ind i en tom mobil: Jamen, så må det være lige meget med pakken! Jeg skal altså tilbage på arbejde nu!
Det var åbenbart stadig vigtigt for hende, hvad taxachaufføren tænkte.
At vide, at manden har en elskerinde, ændrer alt. Skal man skilles? Måske. Hvordan lever man ellers? Tolerere det? Hvorfor?
Hun husker, hvordan en veninde oplevede det samme hendes mand skjulte det godt, men hun fandt alligevel ud af det. Der var skænderier og han nægtede til det sidste, selv da beskederne lå sort på hvidt. Han påstod, at han var blevet hacket af onde kolleger.
Dengang sagde hendes egen mand: Jeg ville aldrig lyve sådan det er bare ynkeligt. Hvis jeg dummer mig, må jeg indrømme det og tage ansvar. Jeg ville sikre familien, hvis jeg gik.
Hun blev stolt af ham den dag. Han virkede så ansvarsfuld.
Det er bare nemt at være fornuftig, når det ikke gælder én selv.
Når man står midt i det, med både kone og elskerinde foran sig, forsvinder modet og alle de kloge bemærkninger.
Hun gik hen til deres bord på caféen og satte sig roligt på den ledige stol. Elskerinden så overrasket op. Hendes mand stivnede og begyndte at rykke uroligt på stolen. Der var helt stille. Det underholdt hende nærmest at se på dem. Elskerinden vidste sikkert godt, hvem hun var. Måske havde hun vidst det hele tiden.
Manden prøvede at sige noget, men hun stoppede ham med et roligt tegn: Det er ikke, hvad jeg tror, vel? Men der er egentlig intet overraskende i det her. Sådan sker det bare. I må selv finde ud af, hvordan I ordner det: børn, fælles lejlighed, forældre der er ved at være gamle. I er voksne mennesker. I finder nok ud af det.
Og så gik hun roligt derfra. Den nystrøgne kjole klædte hende hun burde have brugt den noget oftere.
