LIVSERFARING “Bolle”
Erik, hvordan kunne du? Vi plejede jo at grine af den halvbeskidte landsbytøs sammen! jeg er rasende, tordner løs over min mands opførsel.
Undskyld, Iben, fanden tog ved mig. Jeg fatter ikke selv, hvordan jeg endte i seng med “Bolle,” Erik sidder og rynker brynene, bander lavmælt, nervøst sugende på sin cigaret.
Her for et par måneder siden flyttede en ny familie ind i opgangen: Mads, Lykke og deres femårige datter, Mille. Erik og jeg er begge omkring de tredive, vores søn er seks, og de nye naboer er omkring femogtyve. Vi bor dør om dør, så vi begyndte hurtigt at se hinanden en del.
Lykke er en solid pige fra landet, virkelig god til at gøre rent og lave mad. Særligt bagværk lagkager, småkager, hvedebrød det hele har sin faste plads på deres køkkenbord. Måske derfor bevæger Lykke sig helst sidelæns ind i køkkenet de fleste dage…
For sjov kaldte vi hende “Bolle” ikke ondt ment, men det passede til figur og madglæde. Hendes køkken var fyldt med glas med hjemmesylt selv kunne jeg slet ikke følge med på det punkt.
Til gengæld mente jeg selv, jeg var flot og velplejet. Lykke rendte altid rundt i en slidt morgenkåbe, håret sat op i en halvfærdig knold. Hendes mand Mads, tynd som en birkekvist, og deres buttede datter, var dog altid mætte og glade. Det var Ligegodt det, der var Lykkes force. Jeg så igennem fingre med hendes stil vi blev faktisk veninder.
Mads var tit væk hjemmefra, fordi han kørte lastbil langturskørsel. Han fandt Lykke i en lille landsbybutik, da han ville købe cigaretter. Hun lagde straks mærke til ham; Mads anede ikke, hvad han gik ind til.
Ni måneder senere havde Lykke født en datter til Mads, og han tog dem begge med til byen. Da han præsenterede familien for sin mor, nægtede hun at anerkende hverken ‘bonderøven’ Lykke eller den lille pige. Mads måtte derfor finde en lejebolig.
Erik kritiserer ofte Lykkes udseende:
Hvordan kan man være så ligeglad med sig selv? Hun kalder sig kvinde klagede han til mig.
Så blev Eriks mor syg. Hun blev sengebundet, og vi passede hende på skift, men til sidst gav det mest mening at hyre lidt hjælp. Lykke tilbød sig:
I skal næsten ikke betale. Jeg prøver bare at spare lidt sammen til en gave til Mads, en oppustelig båd til fisketurene. Sig det ikke til ham, det skal være en overraskelse, sagde hun begejstret.
Lykke, lad nu være med at fylde min svigermor for meget med mad. Hun har ikke appetit pga. sygdom, bad jeg “Bolle”.
Så skete det, at jeg skulle væk med arbejdet en lang tur til Aarhus. Jeg gav Erik, sønnen og Lykke klare instrukser og tog afsted.
En måned går. Da jeg kommer hjem, har Erik svært ved at se mig i øjnene, og Lykke undgår mig og ser ned, når vi mødes på trappen.
Mor, lav kartofler, som tante Lykke gjorde. Hendes frikadeller smagte også dejligt, siger min søn straks, da jeg træder ind ad døren.
Bød tante Lykke dig på mad? spørger jeg forsigtigt.
Ja, hun tog Mille med hjem til os og så gik far med hende ind til os, forklarer han.
Tankerne begynder at rumstere i hovedet på mig. Mads er på motorvejen, jeg har været væk…
Senere, efter aftensmaden, sætter jeg mig over for Erik.
Erik, jeg ved godt, hvad der er sket. Lad være med undskyldninger. Vores dreng har fortalt det hele, jeg håber stadig, det bare er noget sludder jeg bilder mig ind.
Iben, der er ikke sket noget. “Bolle” bad om hjælp til at fixe vandhanen, han ser mig direkte i øjnene.
Tag det roligt, jeg drillede dig bare. Jeg tror ikke, du ville kunne finde på noget med Lykke, siger jeg og føler mig lettet.
Alligevel begynder Erik at rende endnu hyppigere hen til sin sengeliggende mor og er pludselig længe væk.
En dag går jeg forbi svigermor hun er alene, rolig og velplejet. Hvor pokker er Erik og “Bolle”?
Jeg går over og banker på hos Lykke. Hun åbner døren med et træt blik. Inde i soveværelset ligger min slatne mand afslappet i hendes seng.
Som en dannet kvinde siger jeg ikke en lyd, men går bare hjem. Jeg kan ikke begribe det! Erik der plejede at rynke på næsen af Lykkes manglende sans for stil hygger sig altså med hende!
Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg knap nok hidse mig op over det. Da Erik lidt efter kommer hjem, peger jeg på badeværelset.
Tag et langt bad. Gør dig ren! Har du moret dig? Jeg fortæller Mads det hele. Han skal nok vise dig, truer jeg og holder masken, mens jeg fniser indvendigt. Jeg forestiller mig den spinkle Mads fægte med sine små næver foran den store Erik.
Lykke indrømmede selv det hele for Mads. Jeg ved ikke, hvordan han reagerede, men ugen efter var familien flyttet. Da de sagde farvel, sagde Mads med stolthed:
Det undrer mig ikke. Hvem kunne sige nej til min Lykke?
…Der er gået et stykke tid. En dag møder jeg “Bolle” på torvet.
Hej, veninde! Sur stadig? Til ingen verdens nytte. Ude på landet sker den slags hele tiden. Ingen skade sket, og din mand havde lidt fornøjelse. Du må ikke lade sådan en mand være alene for længe, lærer Lykke mig med landlig snusfornuft.
“Bolle” holder en lille pige i hånden, som til forveksling ligner min ErikJeg griner højt, trods alt. Lykke smiler sit store, runde smil, lægger en kold hånd på min arm og blinker.
Man skal ikke tage alting så tungt, Iben. Nu bager jeg boller for en hel jagtforening og gæt hvad? De elsker mig, som jeg er, morgenkåbe og det hele.
Vi står der midt på torvet, med en pose boller imellem os, og pludselig føles verden lettere. Jeg mærker en frihed i min mave, som om noget gammelt og surt endelig slipper taget. Måske har Lykke alligevel lært mig noget: At glæde kan ligge i det uperfekte, i bolledejen og de skæve valg.
På vej hjem nikker jeg til blomstersælgeren. Erik kan stadig ikke lide gærduften i vores køkken, men jeg finder opskriften på Lykkes boller frem alligevel. Jeg beslutter mig for at bage dem bare fordi jeg har lyst. Livet, tænker jeg, burde også hæve lidt engang imellem.
Mens mine boller står til hævning, smiler jeg for mig selv. Uanset hvad, skal jeg nok klare den. Med eller uden både Erik og boller.
