Min mor lader som om hun er syg for ikke at arbejde og lever på vores regning
Min mor har aldrig haft det mindste ønske om at arbejde. Så længe min far levede, slap hun også for det han sørgede for det hele, kom hjem med pengene, og hun blev hjemme, komfortabel som hjemmegående. Men nu, efter hans død, virker det som om hun mener, at det er mit og min kones ansvar at forsørge hende. Og det er altså vi ikke enige i.
Min mor blev gift virkelig ung kun 19 år gammel. Min far, som var seks år ældre end hende, havde allerede afsluttet studierne, et stabilt job og nok løn til at kunne forsørge en familie uden bekymringer.
Hun elskede at fortælle om, hvordan de mødte hinanden som om det var et rigtigt eventyr med kærlighed ved første blik og hele molevitten, som om skæbnen bare havde bestemt, at de skulle være sammen.
Jeg troede også på det… lige indtil jeg blev femten. Så gik det op for mig: min mor har i virkeligheden aldrig haft lyst til at tage en uddannelse eller få sig en karriere. Det hele med brylluppet var bare et smart træk for at sikre sig et nemt liv uden ansvar.
Hun blev gravid med det samme og besluttede, at hun ville passe mig fuldtid ingen daginstitution, ingen dagplejemor, ingen hjælp udefra. Min far, som bare var så stolt af at kunne give hende den mulighed, sagde ikke et ord imod det.
Jeg har faktisk aldrig sat min fod i en børnehave, men jeg var nu heller ikke et svært barn. Min mor placerede mig bare i sandkassen ude på legepladsen, og så kunne jeg ellers underholde mig selv i timevis. Hun kom med lidt legetøj, og jeg kunne sagtens bruge timer på det uden at forstyrre hende.
Hun har aldrig gjort nogen indsats for at lære noget nyt intet kursus, ingen uddannelse, ikke ét eneste job udenfor hjemmet. Hun kaldte sig selv professionel hjemmegående og det var hun ret stolt af.
Jeg har aldrig selv brokket mig over hendes livsstil. Hvis min far accepterede det, følte jeg ikke, det var min sag at dømme.
Men da han døde, faldt det hele fra hinanden for hende. Hun tog sig ikke rigtigt af begravelsen, ordnede ikke papirarbejdet hun blev bare liggende i sengen, stirrede op i loftet og gentog hele tiden: “Hvordan skal jeg klare mig? Hvad skal jeg gøre nu?”
I starten troede jeg, det bare var sorg. Men stille og roligt forstod jeg: det var faktisk ikke tabet af min far, der slog hende ud det var tabet af sikkerheden og den nemme tilværelse.
Min far havde efterladt et lille opsparingsbeløb, men det var klart, at pengene ikke ville holde for evigt.
Et halvt år efter hans død fik hun den geniale idé, at vi skulle sælge vores treværelseslejlighed og købe to mindre én til hende og én til mig. Men hendes plan var, at min lejlighed skulle lejes ud, så hun kunne leve af indtægten derfra.
For hende lød det som den perfekte løsning. I virkeligheden var det tåbeligt pengene fra salget ville slet ikke kunne række til to nye lejligheder. Og selv hvis det kunne hvorfor skulle jeg dog sætte min egen fremtid over styr, bare så hun stadig kunne slippe for at tage ansvar?
Min kone og jeg betaler allerede af på vores eget boliglån. Vi har slet ikke råd til at forsørge endnu en voksen. Så jeg sagde rent ud til hende: Mor, du er voksen. Det er altså tid til at komme i gang med at arbejde.
Hun brokkede sig selvfølgelig, men til sidst og meget mod sin vilje fik hun et job i den lokale Netto. Og så begyndte dramaet.
Hvert eneste opkald var det samme: Jeg er så smadret! Mine ben gør ondt! Jeg kan ikke klare mere!
Hver uge tudede hun i telefonen og tiggede mig om at hjælpe, for hun magtede det sket ikke.
Så kom vinteren, og hun var faktisk så uheldig at falde på isen og brække benet. To måneder med gips ikke i stand til at komme nogen vegne. Naturligvis blev hun fyret. Og hvem måtte træde til?
Det gjorde vi.
Vi betalte hendes husleje, mad, medicin hvad skulle vi ellers gøre?
Men da hun kom på benene igen, havde hun pludselig fået alle mulige andre problemer.
Forhøjet blodtryk. Migræne. Ondt i ryggen. Svimmelhed. Hvilken sygdom du kan komme i tanke om, så havde hun den eller det sagde hun i hvert fald.
Lægerne undersøgte hende og fandt ikke noget særligt. Men hun spillede sin rolle så godt, at vi blev ved med at sende penge, alt imens samvittigheden nagede os over tanken om, at hun var overladt til sig selv.
Indtil jeg simpelthen ikke kunne mere.
Denne måned satte jeg foden ned. Jeg betalte hendes regninger, overførte hende 7.500 kroner og sagde: Det er sidste gang. Nu må du klare dig selv.
Hun begyndte at græde, kaldte mig en forfærdelig søn og beskyldte mig for at forlade hende.
Men skal jeg være helt ærlig? Det rører mig ikke. Hun er sund og rask. Hvis hun nægter at arbejde, kan hun jo finde sig en rig mand, der gider forsørge hende. Hun er trods alt kun 55, og ligner stadig én, der kan charmere sig til noget.
Men hvad tænker du er jeg alt for hård? Eller har jeg bare endelig sat en nødvendig grænse?
Min mor lader som om hun er syg for at undgå at arbejde og nasser på mig og min familie – nu har jeg…
