Guldfisken
Bodil Margrethe gik under regnen og græd. Tårerne løb ned ad kinderne, blandede sig med regndråberne.
Én glæde er der da regnen falder! Ingen ser, at jeg græder, tænkte hun stille for sig selv.
Hun tænkte også: Jeg har selv skylden! Kommer ubelejligt. Uindbudt gæst.
Hun gik der, snøftede og grinede midt i det hele, da hun kom til at tænke på en gammel historie, hvor svigersønnen spørger svigermoren: “Og nå, mor, vil du ikke engang have en kop te?”
Nu var det hende selv, der pludselig havde den rolle. Grinende og grædende om hinanden.
Da hun nåede hjem, smed hun det våde tøj, pakkede sig ind i et tæppe og græd nu for alvor. Hun var helt alene! Ingen kunne høre hende bortset fra den gyldne fisk i det runde akvarium! Ingen!
Bodil Margrethe havde altid været en interessant kvinde, og mændene havde beundret hende. Men det gik nu aldrig med Knut, Nikolas far. Han drak. Først kunne det gå han drak sig en lille én og gik i seng men sidenhen blev han jaloux. På alle! På manden i Brugsen, på slagteren, på den gamle med stokken, på naboen. En dag, hvor Bodil smilede til naboen i opgangen, gik Knut helt fra snøvsen. Han slog Bodil. Rigtig brutalt. For øjnene af deres søn.
Nikolas beskrev det hele for sine bedsteforældre. Bodils mor græd: Hvad er meningen! Derfor opdrager man altså ikke sin datter, for at en drukken idiot skal banke hende.
Hendes far sagde ikke meget tog sin jakke, gik ned og smed Knut ud over altanen fra fjerde sal. Han brækkede endda armen på vejen ned.
Faren truede: Hvis jeg ser dig nær min pige igen, så slår jeg dig ihjel. Så kan jeg sidde i fængsel, men du skal i hvert fald aldrig gøre ondt på min Bodil igen!
Knut forsvandt. Bodil giftede sig aldrig igen. Hun skulle jo opdrage Nikolas alene. Hvem vidste, hvad slags mand hun ellers fik? Mænd var der nok af, men hun turde ikke mere. Det var nok med Nikolas far.
Bodil havde ikke de store økonomiske bekymringer, for hun var uddannet ernæringsteknolog og arbejdede i en hyggelig lille restaurant i Odense. Hun klagede aldrig, sparede op til en lejlighed.
Da hun endelig havde penge nok, ville Nikolas giftes. Bruden hed Kirstine et smukt, old-dansk navn.
Så blev Bodil alene i sin lille lejlighed i Vollsmose, mens børnene fik både bryllupsfest og en ny toetagers lejlighed. Selvfølgelig de var jo en familie og havde mere brug for den.
Nu sparede Bodil op til børnenes nye bil. De kunne da ikke blive ved med at køre rundt i den gamle Skoda.
Hun ville end ikke være gået forbi dem i dag, hvis ikke regnen pludselig havde åbnet sluserne, mens hun var i nærheden, og hun ingen paraply havde.
Hun besluttede at søge ly og hygge sig med Kirstine. Bare en kop te, en lille snak fra kvinde til kvinde.
Men Kirstine åbnede døren, så undrende på sin svigermor og bød hende ikke engang indenfor.
Bodil Margrethe, ville du noget? Spurgte hun koldt i entréen.
Bodil blev helt forvirret, begyndte at undskylde:
Jamen, det … Det regner …
Det regner ikke mere! Du bor jo tæt på, du kan vel gå hjem, sagde Kirstine uden at invitere hende ind.
Ja, ja, selvfølgelig, svarede Bodil stille og gik tudende ud i resterne af regnen.
Hun græd, og hun græd, indtil hun faldt i søvn. Og så drømte hun om guldfisken i sit akvarium.
Fisken voksede sig stor, munden bevægede sig uden lyd men Bodil forstod hvert ord.
Du sidder her og tuder! Ingen byder dig endda på en kop te, da du kom i regnen! Og alligevel samler du stadig penge sammen til deres bil? Skal du leve hele dit liv for dem? Se på dig selv! Du er klog og flot. Du har penge. Om de er sat af til bilen de sætter ikke pris på det. Tag dig dog sammen, rejs ud til havet!
Bodil vågnede, da mørket var faldet på.
Fisken svømmede stadig tavs rundt, men Bodil kunne ikke længere forstå dens sprog. Men hun forstod meningen. Man må ikke ofre sig for utaknemmelige mennesker. Eller for frækkerts, som ikke engang vil dele en kop te eller lade én komme ind for at vente på, at regnen stilner af.
Så tog Bodil pengene, hun havde sparet op til børnenes bil, og købte en rejse til Skagen. Hun tog af sted, nød sandet og solen, og vendte hjem afslappet og smuk.
Sønnen og svigerdatteren opdagede ingenting, for de henvendte sig kun, når de havde brug for penge eller pasning.
Bodil begyndte nu også at slippe sin fortid. Hun undgik ikke længere mænd, og direktøren for restauranten, hvor hun arbejdede Søren Damgaard, en spændende og charmerende mand begyndte at se hende. Længe havde han håbet, men Bodil havde været for optaget af søn og svigerdatter. Nu udviklede forholdet sig. De gik på arbejde sammen og hjem sammen. Livet blev noget helt andet.
For nylig kiggede Kirstine forbi:
Hvorfor kommer du ikke længere, Bodil Margrethe? Nikolas har fundet den perfekte bil! antydede hun.
Hvad vil du, Kirstine? Spurgte Bodil roligt, armene over kors.
Kirstine ville til at svare, men ud fra stuen dukkede Søren op:
Skat, skal vi have te nu?
Ja, selvfølgelig! svarede Bodil glad.
Og byd gæsten med, bød Søren venligt.
Nej, Kirstine skal videre. Hun drikker vist heller ikke te, vel Kirstine?
Bodil Margrethe lukkede døren efter svigerdatteren, blinkede til guldfisken og lo.
Sådan!
