Fremmed brud
Jeg, Valdemar, var næsten altid optaget. Selvom jeg aldrig satte annoncer i avisen eller reklamerede på TV, blev mit navn og telefonnummer spredt fra mund til mund i vennekredse, som en slags københavnsk sladder. Være konferencier til en koncert? Intet problem! Styre en rund fødselsdag eller bryllup? Altid klar! Jeg har endda engang været vært for en afslutning i børnehaven, hvor jeg charmerede hele flokken af børn og deres mødre med!
Det hele startede relativt simpelt. En god ven skulle giftes, men den lejede toastmaster dukkede aldrig op, fordi han var endt i et uge-langt drukgilde. Der var ikke tid til at finde en anden, så jeg rakte selv ud efter mikrofonen. Jeg havde været med i skolens teater, gået til drama og senere været aktiv i fredagsbare og kreative events på universitetet. Spontant lykkedes det mig at redde festen, og allerede den aften spurgte to andre gæster, om jeg ville lede deres arrangementer og sådan begyndte det.
Efter universitetet fik jeg en stilling på et forskningsinstitut i København, men lønnen var mildest talt sølle ikke engang nok til en ugentlig tur på café. Mine første honorarer på eventscenen gav mig blod på tanden, ikke bare var pengene gode, men det var en sand fornøjelse. Snart overhalede mine indtægter fra arrangementerne den faste løn ti gange. Efter et år tog jeg beslutningen; sagde mit job op, købte med de sparede kroner god lydudstyr, stiftede mit eget lille firma og blev officiel aktør i underholdningsbranchen. Jeg begyndte at tage sangundervisning ved siden af, idet jeg havde både stemme og gehør. Hurtigt blev jeg syngende konferencier og optrådte som sanger på en hyggelig dansk restaurant flere dage om ugen.
Nu hvor jeg var blevet 30, var jeg både pæn at se på, rimelig velhavende og kendt som en dygtig konferencier, DJ og sanger. Gift var jeg ikke hvorfor egentlig? Pigerne hang jo altid i flok omkring mig. Men vennerne begyndte at gifte sig, børn kom til, og med tiden begyndte også jeg at længes efter det stille familieliv. Problemet var bare at finde en, det kunne blive den eneste ene for livet sammen med. For jeg ville have noget mere, ikke bare korte eventyr.
Man burde finde en ung pige og forme hende fra starten, en der kunne blive den perfekte kone, når hun blev voksen… fløj tanken mest for sjov igennem hovedet, mens jeg begyndte at takke ja til gymnasiefester og dimissioner, i håb om at spotte den rigtige. Men nutidens unge piger var ikke, som jeg forestillede mig, og jagten blev næsten munter for mig jeg sagde ofte, at jeg følte mig som jæger, der venter på det sjældne bytte.
Og selvfølgelig skulle skæbnens guder more sig lidt på min bekostning.
Først skete der intet særligt. En dag ringede en kvinde hun sagde, hun havde fået mit nummer fra nogle fælles kontakter: Vi skal bruge en toastmaster til et bryllup. Er du ledig den 17. juni? Kan vi mødes? Da vi mødtes, stod tiden næsten stille for mig. Kvinden hed Kirstine, og jeg havde simpelthen aldrig set noget så strålende før. Hun var smuk, hun talte klart og vidste, hvad hun ville have og det var tydeligt, hun var både klog og karismatisk. Jeg skød hende til omkring 25-30, men så nævnte hun, at hun havde været aktiv i den gamle ungdomsbevægelse, og så måtte hun mindst være 40.
Vi gennemgik alle planerne og blev enige, og selv om Kirstine ikke mente, en kontrakt var nødvendig jeg stoler på dig, du har jo flotte anbefalinger insisterede jeg.
Jeg skal aflægge regnskab til SKAT, så det er bedst, forklarede jeg, men jeg ville også gerne have bevis for mig selv, at hun virkelig fandtes.
Pludselig kom der en sms på hendes mobil: Så der er det vist min forlovede, der venter udenfor. Skal jeg give dig et lift?
Jeg afslog og fulgte hende ned til bilen. Jeg gjorde det altid, når folk kom hver for sig så kunne jeg lige fornemme, hvordan parret agerede. Men denne gang var det misundelsen, der drev mig. Forloveden overraskede mig jeg havde ventet en mand i 40erne, men ud af bilen sprang en fyr, yngre end mig selv.
Kirstine, alt okay? spurgte han med et smil. Hun sendte ham et ømt blik og satte sig ind. Han lukkede døren for hende, vendte sig mod mig med hånden fremme:
Er det dig, der skal styre showet til vores bryllup? Fedt, mine venner siger, du er Danmarks bedste! Forresten, jeg hedder Rasmus, brudgommen.
Hele vejen hjem havde jeg lyst til at slå ham, men jeg gav ham et fast chef-håndtryk og steg hurtigt til side.
Siden den dag mistede jeg ro og søvn. Alle undskyldninger var gode for at ringe til Kirstine, bare for at høre hendes stemme. Bryllupsdagen nærmede sig faretruende hurtigt, og jeg syntes, jeg var ved at miste grebet om mig selv. Jeg fortalte kun min ældste ven Rasmus om det og han pikede til mig:
Hvad nu med de unge piger, du altid snakker om? Dem du kan forme til perfekte koner?
Jeg himlede bare med øjnene: Det gider jeg ærligt talt ikke mere. Kirstine er alt, hvad jeg drømmer om.
Men hvorfor fortæller du hende det ikke? foreslog han.
Er du sindssyg? Hun skal jo giftes i morgen! Hun elsker ham jo åbenbart… Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle stille op.
Af og til kiggede Rasmus, brudgommen, forbi altid glad, altid et eller andet fra Kirstine til mig. Jeg måtte virkelig bide mig i tungen, når han var nær. Tanken om at droppe brylluppet plagede mig, men at miste synet af Kirstine endnu mere.
To dage før brylluppet kom Kirstine til mig, som hun sagde, for at finpudse manuskriptet. Vi kunne ikke mødes på kontoret på grund af håndværkere, så hun kom hjem til mig. Det blev til mange timers hyggesnak, latter og lidt for meget grin. Til sidst skålede vi i champagne for det perfekte bryllup.
Hendes latter gjorde mig næsten beruset, og modet steg med boblerne jeg kyssede hende pludselig. Og hun gengældte forsøget. Det føltes, som om alt omkring mig blev visket væk.
Næste morgen vågnede jeg brat. Var det hele en drøm? Pudens duft afslørede, at det virkelig var sket. Jeg greb telefonen og ringede til Kirstine.
Hej… hviskede jeg.
Hun lød forbløffende rolig: Hej! Undskyld jeg smuttede der er så meget at ordne, brylluppet er jo imorgen!
Så… brylluppet bliver til noget? spurgte jeg tørt.
Selvfølgelig hvorfor skulle det ikke? Alt er perfekt!
Hvordan kunne hun være så upåvirket? Skulle hun virkelig kigge sin kæreste i øjnene, som om intet var hændt? Jeg vidste ikke, om jeg skulle sabotere brylluppet. Ville jeg egentligt overhovedet have hende mere? Svaret var ja. Uanset hvad.
På selve bryllupsdagen tog jeg tidligt ud til restauranten. Pigerne, der pyntede lokalet, sendte små flirtende blikke til mig. Pludselig kom Kirstine hen til mig.
Hej. Jeg stak af fra receptionen, ville så gerne se dig… Hun smilede bredt, Hvad er der galt, Valdemar?
Jeg rystede på hovedet. Så du blev registreret? Og så stak du bare af?
Ja, søde du. Skal jeg virkelig køre rundt med unge mennesker en hel dag, når jeg hellere vil drikke kaffe med dig?
Men du skal da giftes? udbrød jeg forvirret.
Kirstine kiggede længe på mig, brød derefter ud i en så hjertelig latter, at jeg automatisk begyndte at grine lidt selv. Nej, selvfølgelig ikke! Det er min datter, Cecilie, der skal giftes hun har læst i Aarhus, og kom først hjem i går aftes, lo hun. Mente du virkelig, jeg var bruden? Og ville du for alvor tro, jeg ville være sammen med dig to dage før mit eget bryllup?
Det gik endelig op for mig hun havde aldrig talt om os, kun bruden og brudgommen. Og Rasmus kaldte hende aldrig skat, kun Kirstine og i De-form. Hvordan kunne jeg undgå at se det før? Nu var det pludselig meget morsomt, og forløsningen bredte sig i kroppen.
Men… er du så fri? spurgte jeg hektisk. Da hun nikkede, kunne jeg ikke lade være: Vil du gifte dig med mig?
Brylluppet Cecilies, vel at mærke blev forrygende, og jeg som vært overgik mig selv. Da det unge par kom over for at sige tak, stak Kirstine hovedet ind: Jeg takker ham selv, I kan bare gå ud til limousinen jeg holder styr på det hele her.
Det var ikke længe, før slægten sprede nyheden: Valdemar havde forlovet sig med en kvinde ni år ældre end ham. Først var nogle skeptiske, men da de mødte Kirstine, var de alle enige: Hvordan kunne man andet end forelske sig i hende?
Kirstine og hendes datter blev begge mødre, med kun fjorten dages mellemrum.
