Opkaldet, der vendte Tanta Dagmars liv på hovedet…
En ældre kvinde kneb øjnene sammen, så småt som hun var, mens hun stod ved juletræet nede i hospitalskorridoren. Hendes smil var så rørende, ja, det nåede helt op i de trætte øjne, og hun skævede kærligt til de gamle pynteting. Hun var ikke andet end halvanden meter høj, bette og spinkel, i slåbrok med svampe på og et falmet, blåt tørklæde knuget om skuldrene. Folk susede forbi, både patienter der var ved at blive raske, og folk på besøg.
Tanta Dagmar boede jo helt alene. Hendes mand, Henning, døde for mange år siden. De havde haft en søn, Søren, hendes store stolthed. Han drog ud i den store verden for at tjene penge og søge lykken, som unge mænd nu gør. I starten kom han tit hjem og sendte ofte penge store danske sedler, for ham begyndte det virkelig at gå godt. Men Dagmar begyndte alligevel at bemærke noget mærkeligt hos sin søn. Han blev fjern, blikket glansløst, ja nærmest sort bag de ellers knaldblå øjne.
Han har vel fået rodet sig ind i et eller andet snavs! sagde fru Grethe fra opgang 3, med hele sin viden om livet.
Dagmar nægtede at tro på det, til det sidste. Hvem vil dog indrømme, at ens barn har rodet sig ud i noget? Han var jo hendes dreng, den sødeste af dem alle.
En dag ringede Søren ikke længere. Længe intet. Og så blev han fundet om vinteren, langt væk, død og ukendelig. Dokumenter lå i lommen, men ansigtet var ikke til at genkende. Dagmar nægtede hårdnakket at sige ja til DNA-prøven. Hun rystede bare på hovedet og blev ved at sige, at det ikke var ham, ikke hendes dreng. Det hele blev skrevet på stress og chok. Folk sagde:
Den stakkels Dagmar, hun kan slet ikke give slip. Men sådan er det fra den slags steder vender man ikke hjem.
Med tiden blev sorgen Dagmars nærmeste følgesvend. Alligevel nægtede hun at give slip. Hver dag håbede hun, at telefonen ville ringe, og hendes søn ville sige:
Hej mor, jeg er hjemme igen!
Åh, du er tosset, Dagmar, kastede Grethe sig ud i. Jeg siger det bare: Der var aldrig rigtig styr på din Søren. Han levede i tåge og nu er han væk, sådan er det! Nu må du altså prøve at glemme ham.
Men et modershjerte giver ikke bare op. Vi venter altid på nogen, vi elsker, dem der blev i fortiden.
Ti år gik uden et eneste livstegn. Og alligevel blev Dagmar ved at håbe, trods alle påstande og fakta.
Min dreng… Jeg ved, du lever derude et sted. Jeg beder bare om én ting: Lad mig se dig igen, bare en eneste gang, holde om dig. Jeg ved, du kan klare det, min stærke dreng, hviskede hun ud i mørket.
Så blev hun dårlig, og Grethe måtte ringe 112 i en fart.
De reddede livet på hende. Og nu stod hun altså der, foran juletræet i forhallen. Hun havde især fået øje på en gammel egernfigur, lidt laset, med en halv skaldet hale sådan en havde Søren også haft engang. Siden han var forsvundet, havde Dagmar aldrig mere pyntet et træ.
Pludselig blev alle kaldt til spisesalen. Imens vibrerede telefonen i hendes lomme et ukendt nummer. Hjertet hoppede, man ved jo aldrig.
Det var jo jul miraklernes tid! Selv Gud har et blik på dem, der savner og håber.
H… hallo? fik Dagmar frem.
Hej mor… lød det pludselig i røret.
Den gamle dame greb fat i væggen, bange for at vælte.
Søren? Er det dig, min dreng? Jeg vidste det! Jeg sagde jo, det ikke kunne være dig, de fandt! snøftede hun, mens tårerne løb.
Mor, undskyld. Jeg var helt væk fra mig selv. Jeg tabte alt, blev et spøgelse af mig selv. Men for dig, mor, valgte jeg livet. Det var svært, men jeg gjorde det. Jeg vil hjem nu. Må jeg komme hjem? Jeg har savnet dig så meget!
Hvad spørger du om, dreng! Kom hjem, jeg har altid ventet på dig! græd Dagmar.
Juletræet blinkede, og hun vidste, nu kunne de også sammen få pyntet op derhjemme. Det skal der jo til, det er jul!
Hun ringede straks til Grethe for at dele det fantastiske: Opkaldet på selveste juleaften fra sønnen, de alle troede, var død for ti år siden. Men en mor gav aldrig op.
Næste morgen, da hun var blevet udskrevet, gik hun ud foran hospitalet, kiggede forsigtigt til alle sider. Så kom han løbende hun kunne knap kende ham, så tynd var han blevet, mundvigene var blevet skarpere. Men øjnene, de var de samme klare og blå.
Sygeplejerskerne kiggede ud af vinduet, smilende. De havde pakket egernet fra træet ind til hende. Søren løftede sin mor op som en fjer, kyssede hendes hænder.
Hun tilgav ham, selvfølgelig. For alt det, han havde gjort, for de ordløse år, for sorgen. Det vigtigste var: Han var i live, hendes egen lille blomst. Hun rakte ham egernet:
Kan du huske denne her? Den legede du altid med, da du var lille!
Søren nikkede, og en tåre gled ned ad hans kind.
Hele vejen hjem fortalte Søren, at han nu ville arbejde i en forening og hjælpe andre, der havde kæmpet med livet.
Mor, nu skal alt nok gå godt! Du er ikke alene mere. Jeg er her hos dig. Vi tager i kirke og pynter op, og jeg har købt lækkerier til dig, lige som du elsker! Nu skal vi fejre!
Det opkald forvandlede mit liv, sagde Dagmar siden. Man skal vente og tro, altid. Selv den mest fortabte sjæl kan vende hjem og blive tilgivet. Og vi har det godt nu! Gud ske tak og lov.
