15. oktober
– Hvor skal du hen? Vi skal lige til at spise aftensmad. – Annegrete fulgte efter sin mand ud i entréen.
– Jeg går en tur med Balder. Kommer tilbage om ti minutter, – svarede Erik, mens han klikkede linen fast i halsbåndet på vores labrador og tog jakken på, alt imens han undgik at møde mit blik.
Jeg lukkede døren bag ham og gik tilbage til køkkenet. Tallerkenerne stod allerede på bordet, og komfuret stod slukket under panden. Duften fra maden hang stadig i lejligheden. Mærkeligt. Han plejede at være den første ved spisebordet, men i dag virkede det nærmest, som om han med vilje gik sin vej. Jeg trak på skuldrene og kiggede ud ad vinduet.
Erik gik gennem gården med Balder. Hunden stoppede ved et bart buskads. Imens han ventede på, at Balder gjorde sig færdig, kastede min mand et blik op mod vores vinduer på anden sal. Han fik øje på mig og kiggede straks væk. Noget var galt. Sådan opførte han sig kun, hvis han havde noget på samvittigheden. Når han kommer hjem, må jeg spørge ham.
Men hverken efter ti minutter eller en time kom han tilbage.
Maden blev kold. Efter fire timers uvished begyndte jeg at ringe rundt til hospitaler, Falck og politiet. Ingen havde modtaget en mand, der lignede Erik, hverken på hospital eller politistation.
Nervøs gik jeg rundt i vores rummelige gamle lejlighed på Nørrebro. Før boede der tre familier i lejligheden, men én familie flyttede, og vi hjalp så den anden med et lån, så vi til sidst kunne købe hele den store treværelses med de høje lofter, store værelser og rummelige køkken. Erik tjente jo godt, og med lidt hjælp fra mine forældre og et realkreditlån kunne vi klare det.
Vores datter, Frederikke, gik i syvende og var klassens dygtigste. Om sommeren ferierede vi på Skagen eller tog sydpå til Tyrkiet. Livet skulle jo bare leves – men så forsvandt Erik pludselig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op.
Den nat sov jeg næsten ikke, hørte hvert lille bump og hvert bremsehvin udenfor. Om morgenen kom jeg bleg på arbejde med hævede, røde øjne og læber gennemtygget af bekymring.
Kollegaerne spurgte ind.
– Hørte politiet eller ringede du rundt til venner?
– Politiet sagde, jeg skulle vente tre dage, så ville de tage imod anmeldelsen. “Han kommer nok tilbage,” sagde de og grinede lidt. Ingen af vennerne ved noget. Eriks mobil er slukket. Vores ægteskab var fint, han røg aldrig ud på sidespor, – men jeg huskede så pludselig hans undvigende blik, inden han gik.
Nu var det tredje døgn, og jeg tog fri fra arbejde og gik hjem efter et billede af Erik, som kollegerne havde foreslået. På vej til politistationen ringede min mobil i tasken. På displayet stod “Erik”. Jeg tabte næsten telefonen af lettelse.
– Erik! Er du i live? Hvad sker der? Jeg
– Undskyld, Annegrete. Jeg har længe elsket en anden. I morges, da du og Frederikke var væk, pakkede jeg mine ting. Jeg kommer ikke hjem. Tilgiv mig. – Så lagde han på, og korte bippende signaler rungede tomt i mit hoved.
Hvordan kunne du? Tåre gned sig gennem min stemme, mens jeg stod midt på fortovet. Men han havde slukket mobilen igen.
Hvordan jeg kom hjem, har jeg ingen erindring om. Jeg kastede mig på sengen og græd, indtil Frederikke kom hjem. Familien lå i ruiner, kun små stykker og erindringer tilbage. Jeg ringede rundt til venner for måske at finde adressen på den anden, men alle bedyrede, de intet vidste.
Da vi blev skilt, var jeg faldet mere til ro. Droppede planerne om at opsøge hende og lave skandale. Droppe også tanken om at rive håret ud på den unge, der havde stjålet min mand.
Senere fortalte Frederikke, at hun havde besøgt sin far nogle gange. Han boede i en lille lejlighed i Brøndby med en yngre kvinde. Hun var gravid og ikke videre køn. Jeg talte ikke med Frederikke i to dage.
Årene gik. Jeg lærte at leve med tabet. Ingen nye mænd kunne vække min interesse efter det svigt. Frederikke tog studentereksamen og ville læse medicin ligesom sin far.
En tidlig morgen ringede det fra Rigshospitalet. En stemme spurgte ind til mit slægtskab til Erik Madsen. De ville gerne have mig forbi, men ville ikke uddybe i telefonen.
Jeg tog en taxa derhen, hjertet galoperede. En ældre læge tog imod mig og fortalte kontant, hvad der var sket: For tre uger siden var min eksmand blevet kørt ned, og et efterfølgende slagtilfælde havde efterladt ham lam og uden evne til at tale. Der var ikke mere, hospitalet kunne gøre. Han skulle hjem.
– Hvorfor ringer I til mig? Han har jo en anden kone, – spurgte jeg forvirret.
Lægen rakte mig et sammenkrøllet brev fra hende. Med sirlig håndskrift stod: “Andersens kone, Anna, nægter at tage ham hjem. Lejligheden er for lille, barnet for lille, og der er ingen penge til hjemmehjælp.” Nederst stod mit navn og nummer.
– Nå, så da han tjente penge og var rask, ville hun have ham, men ikke mere nu, hvor han er blevet en grøntsag. Og så tror I, jeg vil tage ham hjem? Glem det! – Jeg fór op fra stolen.
– Der er en lille chance for, at han kommer til at gå igen, – lød det roligt fra lægen.
– Han er ikke min mand mere, – svarede jeg. – Hvornår bliver han udskrevet?
– I overmorgen. Vi sender ham med ambulance. Længere kan vi ikke holde ham her.
Jeg vandrede hjem. Tankerne myldrede. Jeg talte højt med mig selv uden rigtigt at lægge mærke til det.
– Jeg burde have konfronteret hende dengang! Hvorfor skal jeg tage mig af ham? Kan hans forældre ikke gøre det? Nej, de er jo gamle. Skal han på plejehjem? Han er jo for ung Hvorfor skal alt dette ramme mig?
Folk kiggede undrende på mig.
– Sagde du ja til det? Efter ALT, han har gjort mod dig? – Frederikke var forarget. – Mor, du er vanvittig!
– Hvad vil du have mig til? Sende ham på plejehjem? Han er for ung, og der er ikke plads. Hvem skal tage sig af ham? Jeg kan ikke være så kold som ham eller hende
– Mor, han ville aldrig have gjort det samme mod dig. Du var jo ikke engang god nok for ham, da du var rask!
– Slut. Jeg har besluttet det. Vi prøver. Jeg må forberede værelset, – sagde jeg. Jeg gik ind og ryddede nogle af hans gamle ting bort, lagde rent på sovesofaen og fik ikke lukket et øje den nat. Var det rigtigt? Hvilket liv ventede nu?
Da de bar Erik ind et par dage efter og lagde ham på sofaen, var det, som om han var blevet ti år ældre og ti kilo lettere. Jeg følte intet forræderi mere, kun medlidenhed ikke for manden, men for mennesket. Han var trods alt Frederikkes far, og vi havde levet sammen i over ti år.
– Du kan ikke tale, men jeg håber, du hører, hvad jeg siger nu. Jeg har ikke tilgivet dig. Forvent det ikke. Jeg gør det nødvendige, men ikke mere. Se mig ikke som din kone – du er her kun, fordi du har andel i lejligheden. Ellers var du havnet på institution.
Næste dag, da jeg ville made ham, nægtede han først kneb munden sammen.
– Er du barnlig nu? Savner du din kone? Hun forlod dig præcis, som du forlod mig. Jeg tvinger dig ikke. Hvis du nægter at modtage mad fra mig, må det være din hævn over mig. Men jeg lader dig ikke dø, det forstår du vel? Min hævn er, at du skal overleve, og helst blive rask nok til at forlade mig ellers får du maden via sonde!
Han så på mig med had, men spiste op. Hver dag bebrejdede jeg ham. Senere blev det for trættende; jeg gjorde bare mit arbejde uden ord.
Tiden gik. Jeg ansatte en hjemmehjælper, fysioterapeut og ergoterapeut. Det gik langsomt, men Erik lærte igen at sidde, at holde på skeen og gå med rollator.
Vi boede sammen seks år som en evig påmindelse for hinanden om fortidens fejltagelser. Jeg forsøgte at tilgive, han at gøre det godt igen og slippe ud af sit fangenskab. Efter det andet slagtilfælde døde han.
Efter begravelsen kunne jeg ikke bo i den store lejlighed mere. Frederikke giftede sig og flyttede. Jeg solgte lejligheden, købte en mindre til mig selv, resten gav jeg til Frederikke.
Af og til går jeg forbi kirkegården. Jeg passer hans grav og tænker stadig på, om jeg en dag får øje på hende, den anden kvinde. Indimellem har jeg stadig lyst til at læsse de seks års tvungen samliv af hende, råbe alt det had ud.
Men hun dukkede aldrig op.
Nogle gange er det nemmere at tilgive et farvel end et gensyn.
