Midnattens opkald, der brød stilheden.
Det var længe siden nu, men jeg husker det stadig, som var det i går. Telefonen kimede pludseligt, dér midt i natten, klokken halv tolv. Karen havde netop døset hen ved siden af den rolige åndedræt fra sin mand, og lyden rev hende vågen med et sæt. Hjertet hamrede ingen ringer uden grund på sådan en tid af døgnet.
Mads, sagde hun lavmælt og ruskede stille i ham, Mads, vågn op! Telefonen ringer.
Han satte sig straks op i sengen, greb røret, mens Karen betragtede hans ansigt. Trækkene blev blege, nærmest grå for øjnene af hende.
Hvad hvornår? spurgte han med hæs stemme. Ja ja. Jeg forstår. Jeg kommer straks.
Langsomt lagde Mads røret på. Hans fingre rystede let.
Hvad sker der? hviskede Karen, allerede mere end sikker på, at ufatteligt var hændt.
Henrik og Sofie han sank. En ulykke. Begge to døde på stedet.
Stuen blev tung af stilhed, kun pendulet i væguret kunne høres. Karen kastede et umuligt blik på sin mand.
For mindre end to dage siden havde de alle drukket kaffe sammen i køkkenet, Sofie stolt fortalt om sin nye opskrift på æblekage, og Henrik, Mads bedste ven siden studietiden, morede dem med fiskerhistorier.
Hvad med Freja? udbrød Karen brat. Åh Gud, hvad med Freja?
Hun var hjemme, sagde Mads, mens han haltede bukserne på. Jeg bliver nødt til at køre ud, Karen. Der er brug for identifikation. Og så
Jeg tager med dig.
Nej! Han vendte sig skarpt om. Ida skal ikke være alene. Det er ikke til at bære for hende midt om natten.
Karen nikkede. Han havde ret deres tolvårige datter skulle skånes for tragedien endnu et øjeblik.
Natten igennem sad hun vågen, rastløst vandrende gennem lejligheden, og kiggede på klokken hvert kvarter. Hun listede ind til Ida, der sov så fredeligt, det røde hår spredt på puden, ansigtet roligt og trygt.
I morgengryet vendte Mads hjem udmattet, øjnene blodsprængte.
Det blev bekræftet, sagde han sagte og lod sig dumpe ned i lænestolen. Frontalt sammenstød med en lastbil. De havde ingen chance.
Hvad skal der ske med Freja nu? Karen satte en dampende kop kaffe foran ham.
Ingen aner det. Kun hendes mormor i landsbyen lever endnu, men hun er gammel og svag.
De sad tavse og stirrede ud i den disede morgen. Freja, Mads guddatter, var på alder med deres egen Ida, men lys, forsigtig og stille af væsen.
Jeg har tænkt på en ting, sagde Mads langsomt. Hvad nu hvis vi tager hende til os?
Karen vendte sig mod ham med et sæt:
Mener du det?
Ja, hvorfor ikke? Der er plads, et ledigt værelse. Og jeg er hendes fadder. Jeg kan da ikke lade hende ende på et børnehjem!
Mads, det er en stor beslutning. Vi må tænke os om og tale med Ida.
Tænke os om? Han slog hånden i bordet. Pigen er forældreløs! Jeg kunne aldrig tilgive mig selv, hvis vi lod hende i stikken!
Karen bed sig i læben. Han havde ret, men alt var kommet så pludseligt.
Mor, far, hvad sker der? Idas søvndrukne stemme fik dem begge til at fare sammen. Hvorfor er I oppe så tidligt?
De vekslede et blik. Sandhedens time var kommet alt for hurtigt.
Kom her og sæt dig, sagde Karen. Vi har triste nyheder.
Ida lyttede med voksende rædsel, mens hendes far beskrev tanken om, at Freja skulle bo hos dem. Da han havde talt ud, sprang Ida op:
Nej! skreg hun. Jeg vil ikke! Hun kan bo hos sin mormor!
Ida! Mads så vredt på hende. Hvordan kan du være så kold? Tænk på alt det, hun går igennem
Og hvad med mig? hvæsede hun. Jeg skal ikke dele mit hjem eller jer!
Hun smækkede døren bag sig. Karen så fortvivlet på Mads:
Måske er vi for hurtige?
Nej, svarede han fast. Det er besluttet. Freja flytter ind. Ida vænner sig nok til det.
En uge senere kom Freja. Tavs, bleg, blikket mørkt og slukket. Hun sagde intet, nikkede kun svagt som svar på spørgsmål.
Karen gjorde alt for hende yndlingsretter, nyt sengetøj med sommerfugle.
Ida ignorerede Freja stædigt, låste sig inde, vendte ryggen demonstrativt til, når hun stødte ind i hende på gangen.
Du skal opføre dig ordentligt! skældte Mads. Vis lidt medfølelse!
Hvad gør jeg? svarede Ida trodsigt. Jeg lader bare, som om hun ikke findes. Det er MIT hjem!
Luften blev tungere dag for dag. Karen forsøgte at mægle mellem pigerne, men jo mere hun prøvede, jo værre blev det.
Så forsvandt øreringene. Guldøreringene med små diamanter, Mads gave til kobberbrylluppet.
Det var hende! slog Ida fast, så snart Karen savnede dem. Jeg så hende gå ind på jeres værelse!
Det passer ikke! udbrød Freja for første gang grædende. Jeg har ikke taget noget! Jeg er ikke en tyv!
Snuftende løb hun ind på værelset. Mads så på Ida med mørk mine:
Løgner du bare for at skræmme hende væk?
Jeg siger sandheden! stønnede Ida. Hun spiller kun uheldig!
Slut! brød Karen ind. Vi diskuterer ikke mere. Jeg finder nok øreringene. Måske har jeg glemt dem et sted.
Men tre dage senere manglede en ring. Et minde fra Karens mor.
Er det også tilfældigt? spurgte Ida bidende. Eller skal vi bare lade, som om intet er hændt?
Hun stod midt i stuen som en lille ilter trold Freja stod dvælende i døråbningen, bleg, med tårer i øjnene.
Karen så frem og tilbage mellem pigerne for første gang begyndte hun at forstå.
Senere sad hun på kanten af badekarret og havde mercurochrom-flasken i hånden. Da hun plejede Frejas papirskåret finger, fik hun en idé. Mercurochrom så tydeligt rød som sandheden selv.
Da alle sov, fandt hun sit smykkeskrin frem og satte en diskret prik på hvert smykke.
Hvad har jeg dog gang i? mumlede hun for sig selv i nattemørket. Helt ud i tovene…
Næste morgen var et vedhæng væk. Stilheden lå tyk rundt om morgenbordet. Freja skubbede til sine havregryn, Ida stirrede ud, Mads drak kaffe mut.
Vis mig jeres hænder, sagde Karen roligt.
Pigerne så forbløffet på hende.
Hvorfor det? Ida trak øjenbrynene sammen.
Bare vis dem.
Freja rakte straks hænderne frem intet på dem. Men Ida tøvede.
Jeg vil ikke! sagde hun og ville rejse sig.
Sæt dig ned! Mads stemme rungede. Vis hænderne!
Ida rakte modvilligt hænderne frem. På fingerspidserne lyste små grønne prikker.
Der blev dødsstille. Pendulet slog, vandrøret hvislede, og Mads ånde var tung.
Du Mads hævede stemmen. Du anklagede Freja og så var det dig
Ida væltede stolen, rejste sig pludseligt med angst og skam i blikket.
Jeg hader jer! råbte hun. Jeg hader jer alle!
Og hun for ud af døren.
Ida! Karen ville efter, men Mads lagde armen om hende.
Lad hende tænke sig om, sagde han fast. Hun har brug for det.
Timerne gik. Ida kom ikke. Telefonen forblev stille. I tusmørket var Karen ved at gå i stykker.
Vi må ringe til politiet, sagde hun grådkvalt. Det er næsten mørkt
Men så fik Juliette nu Freja et glimt i øjnene:
Jeg tror, jeg ved, hvor hun er.
Hvordan kan du vide det? Karen stirrede målløs.
Jeg har set hende gå der før. Hun sidder sommetider i det gamle havehus ved dammen.
Hvorfor sagde du det ikke før? skældte Mads.
Ingen spurgte, svarede Freja. Jeg vil hente hende selv. Må jeg ikke godt?
De så undrende på hinanden. Noget i Frejas stemme var ændret styrke, tro og ro.
Gå du bare, nikkede Karen.
Der gik én time. Og så én til. Ude var tusmørket faldet, da det endelig ringede på døren.
Der stod de to piger trætte, med røde øjne men ingen vrede i Ida mere. Og Freja, hun smilede for første gang.
Mor, mumlede Ida. Undskyld. Jeg skal nok give alt tilbage.
Jeg ved det, min skat, sagde Karen og trak hende ind til sig.
Jeg troede bare hulkede Ida, at I ville holde mere af hende end af mig. Hun er så ulykkelig og jeg
Fjols, sagde Freja pludselig. Du er et fjols, Ida. Man kan ikke stjæle kærlighed. Den findes eller ikke.
Hvordan kunne en tolvårig dog sige noget så klogt? Karen kiggede målløst på Freja.
Vi har snakket, forklarede Freja så. Længe. Om alt.
Og ved du hvad? Ida lo pludselig gennem tårerne. Hun er faktisk sej, vores Freja! Hun elsker også Harry Potter! Og hun spiller skak! Mor, må hun ikke bo på mit værelse? Please!
Karen fik en klump i halsen og omfavnede dem begge. Inde i stuen lød et diskret snøft fra Mads.
Da pigerne var lagt i seng, overhørte Karen:
Må jeg kalde dig lillesøster? Idas stemme var sagte.
Ja, svarede Freja. Men kun hvis du lærer mig at lave armbånd som dine.
Karen lukkede forsigtigt døren og gik ud i køkkenet, hvor Mads ventede med to glas og en flaske kirsebærvin.
Tænk, sagde han eftertænksomt, mens han skænkede. Jeg tror sgu, Henrik og Sofie smiler til os i natten.
Tror du? Karen tog imod glasset.
Helt sikkert. Deres datter er kommet hjem. Og nu har hun fået en søster.
Stjernerne funklede udenfor, hundene gøede fjernt. Inde på pigeværelset hviskede to piger, tidligere fremmede, deres første søsterhemmeligheder i mørket og blev familie.
