Jeg er 47 år gammel. I 15 år har jeg arbejdet som personlig chauffør for en højtstående direktør i en stor dansk teknologivirksomhed. Han har altid behandlet mig ordentligt lønnen har været god, jeg har fået alle de sædvanlige tillæg, sociale goder og endda ekstra udbetalinger af og til. Jeg har kørt ham overalt til møder, til lufthavnen, til forretningsmiddage og familiebegivenheder.
Mit arbejde har givet min familie tryghed. Jeg har kunnet sikre mine tre børn en god uddannelse, vi har købt et lille hus i forstad til København med realkreditlån, naturligvis og vi har aldrig manglet noget.
Sidste tirsdag skulle jeg køre ham til et vigtigt møde på Hotel DAngleterre. Som altid nystrøget jakkesæt, bilen skinnende ren, jeg var præcis til tiden.
På vej fortalte han mig, at mødet var af særlig vigtighed, og at der ville komme gæster fra udlandet. Han bad mig vente på parkeringspladsen, da samtalerne nok ville tage lang tid.
Jeg sagde, at det var helt fint jeg ventede så længe, det skulle være.
Mødet startede om morgenen. Jeg blev i bilen. Tiden gik, frokost blev til eftermiddag men han dukkede ikke op. Jeg sendte ham en sms, om alt var okay, og om han havde brug for noget. Han svarede, at det gik strålende, og bad mig give ham endnu en time.
Det blev aften, og sulten meldte sig, men jeg blev siddende jeg ville ikke risikere, at han kom ud og ikke fandt mig.
Omkring halv ni om aftenen så jeg ham komme ud fra hotellet. Han var sammen med mødeholdet de lo og virkede tilfredse. Jeg stod hurtigt ud for at åbne døren for dem.
Han bad mig køre dem til middag. Jeg svarede høfligt og satte kursen mod restauranten.
Undervejs talte de udenlandske gæster på engelsk. Jeg har i årevis taget engelskkurser om aftenen selvom jeg aldrig har fortalt det på arbejdet og jeg forstod hvert ord.
På et tidspunkt spurgte en af gæsterne, om chaufføren virkeligt havde ventet hele dagen, og sagde, at det viste stor dedikation.
Min chef grinede og sagde noget, der ramte mig dybt:
Det er jo det, han får penge for. Han er bare chauffør. Han har ikke noget bedre at tage sig til.
De andre lo.
Jeg mærkede klumpen i halsen, men jeg holdt masken og kørte videre, som om jeg intet havde hørt.
Da vi ankom, sagde han, at middagen ville vare længe, så jeg skulle gå hen og få lidt mad, og vende tilbage om to timer. Jeg svarede roligt.
Jeg gik hen til en pølsevogn, og mens jeg spiste, kunne jeg ikke slippe hans ord: Bare chauffør.
Femten års loyalitet, tidlige morgener, lange ventetider og var det virkelig alt, jeg var for ham?
Efter to timer hentede jeg dem og kørte dem tilbage. Han var glad mødet havde været en succes.
Næste dag kom jeg som sædvanligt for at køre ham. Han hilste, bad mig køre til kontoret.
I bilen lagde jeg min opsigelse på sædet ved siden af ham.
Han opdagede den og spurgte, hvad det var.
Jeg sagde, at jeg sagde op respektfuldt, men bestemt.
Han blev overrasket, spurgte om jeg ville have højere løn, eller om der var sket noget.
Jeg svarede, at det ikke handlede om penge, men om at tiden var inde til at prøve noget nyt.
Han insisterede på at vide den sande grund. Da vi holdt for rødt, kiggede jeg på ham og sagde, at han dagen før havde kaldt mig bare chauffør, som ikke har noget bedre at tage sig til. Og at han måske har ret for ham men jeg vil arbejde for nogen, der respekterer mig.
Han blev helt hvid i ansigtet.
Han prøvede at undskylde, sagde at han ikke mente det på den måde, og at det bare var en tankeløs kommentar.
Jeg sagde, at jeg forstod det, men at efter 15 år, havde jeg hørt nok. Jeg har ret til at arbejde et sted, hvor jeg bliver værdsat.
På kontoret bad han mig tænke mig om og tilbød stor lønforhøjelse. Jeg sagde nej. Jeg ville arbejde min opsigelsesperiode og derefter stoppe.
Min sidste dag var svær. Han forsøgte til det sidste at holde på mig endda med bedre vilkår. Men jeg havde besluttet mig.
Nu arbejder jeg et nyt sted. Jeg fik tilbudt et job som koordinator ikke chauffør med bedre løn, eget kontor og fast arbejdstid. Min nye chef sagde, han satte pris på loyale og flittige folk.
Jeg sagde ja uden tøven.
Senere fik jeg en besked fra min gamle chef. Han skrev, at han havde taget fejl, og at jeg var mere end en chauffør jeg var en, han havde støttet sig til. Han bad om tilgivelse.
Jeg har ikke svaret endnu.
Nu er jeg på den nye arbejdsplads, bliver værdsat men indimellem spørger jeg mig selv: Gjorde jeg det rette? Skulle jeg have givet ham en chance mere?
Nogle gange kan én sætning, sagt på få sekunder, ændre et forhold, der har varet femten år.
Synes du jeg handlede rigtigt eller gik jeg for vidt?
