Desorienteret og med et fast blik stirrede Birgitte på sin mand, nysgerrigt søgende ind i hans mørke, dybe øjne, og hun havde svært ved at tro, at alt dette virkelig skete.
Hvor er han smuk, tænkte hun pludseligt, upassende hverken år eller ulykke har ødelagt ham. Hun kiggede hurtigt på sig selv i spejlet opsvulmet, ældet, håret helt gråt. Hun skar en grimasse og lød flabet: «Preben, hvad har du dog gjort! Hvad har du rodet dig ud i!»
Hun holdt hånden for munden, forskrækket over sin egen skingerhed, og sank langsomt, udmattet, ned langs væggen.
Hvordan skal man nu leve, din skiderik? Hvordan se folk i øjnene? De vil jo bare grine! Åh, hvor pinligt… Mand gør konen barn med anden kvinde! hun fnøs foragteligt og skreg igen, din liderlige hund! Kastrat! Herre Gud, hvorfor skal jeg have alt det her? Hvorfor?
Hun forstod, hvor nytteløst det var at råbe, men hjertet var sprængfyldt af smerte og hæftig vrede, og hun vidste, at naboerne bag væggen lurede og lyttede med nu var det jo for sent at skjule noget. Der var han barnet, kigger frem, gemmer sig bag sin far. Hun skældte ud, hulkede og følte ydmygelsen skylle ind over sig, og kunne ikke få sig selv til at se på det uskyldige barn.
Preben, hvad laver du? Hvordan lever vi nu? Hvorfor gør du sådan mod mig? Har jeg ikke gjort nok, opdraget en datter. Jeg drømte jo om at hvile mig lidt på mine gamle dage, leve lidt for mig selv, og så kommer du hjem med et fremmed barn! Se dig lidt du fremstiller dig som en stor far! Men du er ikke far du er bare en hund i løbetid! Jeg vil ikke se jer! nu skreg hun, nærmest som en påkørt hund mens jeg holdt styr på hjemmet, fjollede du rundt i København Så skrid ud af mit liv! Djævel!»
Preben sagde ingenting. Han vidste godt det nytteløst at afbryde Birgitte midt i hendes udbrud; han kendte så godt hendes slags temperament.
Den lille, spinkle dreng på knap fem år, mørklødet og engstelig, klamrede sig til Preben, armene rundt om hans ben. Han knyttede næverne om sine tommelfingre, læberne stramme, turde ikke løfte blikket, kun de lange vipper sitrede nervøst han var rædselsslagen.
Har du boet med en roma, eller hvad? råbte Birgitte, og kiggede interesseret på barnet.
Nej, med en moldover.
Nå, sagde hun og viftede afværgende det er ét fedt. Var din kone ikke nok?
Han smilede skævt, rystede på hovedet: «Ikke nok, Birgitte du var der slet ikke, og det du manglede, sendte jeg hjem.»
Nu fordrejer du det! Jeg knoklede jo for børnene, for familien, hun råbte og tav så midt i sin sætning. Hun forstod nu, hvor lidt det egentlig handlede om hende selv. Hun havde selv sendt ham ud for at arbejde i årevis ja, hun arbejdede, men hun boede hjemme, og spurgte aldrig til, hvordan Preben havde det, eller hvordan hans liv egentlig var.
Og jeg, Birgitte, jeg gjorde, hvad jeg kunne
Som en død væltede trætheden ind over hende, hun ville helst bare lægge sig, lukke øjnene og glemme alt men hun kom i tanke om, at der ikke var noget mad i køleskabet. Hun greb tasken, stak de bare fødder ned i gummistøvlerne og trak frakken over hovedet, mens hun på vej ud til supermarkedet forsøgte at samle sine tanker. Følelserne kæmpede indeni hende, men hun vidste allerede, at hun ville tage Preben tilbage og dermed også hans barn. Hun bandede ham stadig for den elendighed, og gentog konstant for sig selv: «Hvad har du dog gjort!»
Hun stoppede op, pustende, og så rundt det var ualmindeligt smukt derude. Byens liv gled stille forbi, og de første snefnug dansede forsigtigt under gadelygterne og lagde sig i lette lag på alt. Luften var ren, ubevægelig, og træerne, bænke og huse stod som dækket af hvide perler. For ikke at forstyrre al den ynde, satte hun sig yderst forsigtigt på kanten af en bænk og lod tankerne køre rundt som glasstumper i et kalejdoskop, altid afbrudt af spørgsmålet: «Hvorfor skal jeg gennemgå dette, Gud?»
Hun kiggede op i himlen, som om hun ventede svar, men kun de fjerneste stjerner blinkede listigt, som hånede de hende.
Hvorfor? hviskede hun igen vi havde det jo så godt
Men hun måtte give sig själv: hvad havde der egentlig været godt i de seneste tolv år? De havde levet hver for sig, adskilt som var det næsten «tre krige». Tolv år, hvor deres liv gled længere fra hinanden. Skilsmisse var aldrig på tale tilsyneladende fandt de sig bare i det. Der var ikke meget familie tilbage, kun et stempel i papiret og adressen.
De så ikke hinanden, ingen latter, ingen kaffe om morgenen, ingen film om aftenen. Ingen solopgange, ingen solnedgange sammen. De havde glemt at røre, glemme duften af hinanden, alt var væk. Følelsen af fremmedhed havde bredt sig, og sammen med den, fortvivlelsen men beslutningen om at ændre på noget traf de aldrig. Måske havde skæbnen for en gangs skyld vakt dem op.
Vi havde det jo så godt
Det havde de haft, før Preben mistede sit arbejde. Han havde været byens stolte mand flot og høj, og ovenikøbet chefingeniør på fabrikken. Det lille bysamfund var som en landsby, alle kendte hinanden, og hun stræbte altid efter at være bedst og finere end de andre men så blev han arbejdsløs, og hendes forfængelighed kunne ikke klare det. Snavende naboer gjorde ondt værre.
Har din Preben fundet job, eller ligger han stadig på sofaen? spurgte de hånligt.
Hun kom hjem i raseri, råbte som en kræmmer på torvet! Klagegræd over, at de snart ikke havde til mad. Hun beklagede sig over at måtte trække læsset alene. Datteren var blevet gift og ventede barn hvordan skulle hun ikke hjælpe? De unge var stadig studerende. Alt sammen gjorde hun til grund for skænderier, og hun holdt op med at tale med Preben, sluttede endda med at sove med ham, og smed hans hovedpude i stuen med én hånlig gestus. Hvor var kærligheden blevet af? Preben lod sig ikke slå ud, han vidste, hvordan hun var, men han blev mere og mere tavs.
Hun huskede, at han ventede på jobbet hos savværket. Preben var respekteret, betroet, ikke alkoholiker som de fleste mænd i omegnen Ja, hun havde kludret.
En aften kom savværksmesteren forbi, der var et job på tale, men Preben var allerede sendt til København. Birgitte blev snart klar over, hvor hårdt det var uden mand og hun var jo stadig ung, sprød og begyndte at flirte med den unge gæst. Hun rødmede af skam, følte varmen stige sig op i kroppen
Længe besøgte han hende i smug. Ung, selvsikker og duftende af træ. Birgitte nød de hemmelige stævnemøder slet ikke en tanke på Preben, fyldte tomrummet med billige surrogater, og bebrejdede ham ovenikøbet for at havde forladt hende.
Men med årene, da hun blev ældre, glemte hun alt det. Små, skamfulde eventyr forsvandt, indtil nu, hvor de dukkede op og gjorde ondt.
Da fabrikken lukkede, var Preben knust. Altid den første, stærk, selvstændig pludselig ingenting. Fabrikken havde været hans andet hjem, og nu mistede han fodfæste. Skænderierne blev værre. Han forstod ikke, hvor al hendes vrede og utålmod kom fra. De havde jo elsket, ofte grinet: «I medgang og modgang, i rigdom og fattigdom» Birgitte snakkede dag ud og dag ind om alle dem i hovedstaden, der tjente tusindvis af kroner
Hun blev ved og til sidst, med glæde, rejste Preben 1500 kilometer til København.
Han fik arbejde som elektriker. Installerede og satte strøm op i store indkøbscentre, højhuse, lagre og haller. Der var meget arbejde og mange om buddet. Udenlandske arbejdere er billige og villige, bare de tjener penge. De sparer på hver krone.
Mad købes på tilbud, lidt for gammelt, halv pris. Billigste frysevarer. Han bor på den trange to-værelses lejlighed sammen med tre andre det er ikke komfortabelt, men billigt. Alt hvad de tjener, sender de hjem.
Man siger, mænd er blevet mindre… Birgitte gentog det
Preben blev grovere, mere vejrbidt, rynket hænderne hårde som sandpapir. Han var arbejdshest, og det eneste der talte for Birgitte var pengene, han sendte.
Tiden gik hurtigere, og hun mistede overblikket. Barnebarnet voksede. Datteren blev skilt de havde næppe klaret sig uden Prebens indtægter.
Hun syntes, kærligheden var væk, respekten forsvundet. Hun anså ham for en taber, og glædede sig næsten, når han sjældent kom hjem, og drømte i smug om andre.
Det var ikke de lange afstande, der havde delt dem, knust kærligheden men dumhed, utålmodighed, grådighed og egoisme. Hun så først nu sig selv for hvad hun var: evig utilfreds, evig skænder. Nu forstod hun det som aldrig før, og hun hylede: «Hvor var jeg dum! Første modgang, og jeg glemte alt det, vi lovede hinanden: I medgang og modgang, i rigdom og fattigdom Hvad gik der dog af mig?»
Hun løb mod butikken, bange for, at Preben ikke ville vente at han ville forsvinde for bestandigt!
Aldrig havde hun været så bange for at miste ham. Nu forstod hun pludselig, at hun aldrig havde haft nogen nærmere og hvis han gik nu, ville livet miste al mening.
Preben sad nu og fortrød. Han var stadig i overtøjet, på køkkenstolen, og tænkte på, hvordan han ikke havde tålt skænderierne, hvordan han ikke ventede på jobbet, ikke satte sig igennem, men bare flygtede tog til København som den sidste kujon, og glemte sig selv på byggepladsen. Arbejde fra mørke til mørke, sov på metroens kolde sæder… Én gang «bums» bare med arbejde. Hvad havde hun egentlig at elske?
Han begravede ansigtet i hænderne, sukkede: «Sikke en nar»
Han huskede Nathja. Mødte hende da ensomheden havde varet fem år. Han søgte varme og fandt kærlighed, hun elskede ham ubetinget men hjertet blev alligevel hjemme, halvanden tusinde kilometer væk. Der boede stadig hans gamle kone, omend fjern og fortabt, men dog hans.
«Svagpisser, bebrejdede han sig selv, hvad har jeg gjort?»
Nathja var ung, glad og smuk. Kvinder fra Moldova var elegante, lidenskabelige og varme. Hun elskede Preben lidenskabeligt, uden forbehold. «Jeg vil have et barn med dig, sagde hun glad vi får en skøn dreng.»
Og hun fik Mikkel, men døde senere
Ulykkeligt hun faldt fra stilladset Hun arbejdede nemlig side om side med Preben. Han sørgede dybt den fysiske sorg over tabet, den tidlige og meningsløse død, var ubærlig. Han savnede Nathjas varme og glæde, som løftede selv de værste dage. Drengen blev først passet af hendes søster, der selv havde tre børn, så kom han til en gammel bedstemor uden meget overskud. «Det går ikke, besluttede han min eneste søn skal ikke vansmægte hos fjerne slægtninge.» Han hentede Mikkel og tog hjem, med fast vilje om aldrig mere at fralægge sig sønnen, hvad Birgitte end måtte sige. Ville hun ikke, måtte han rejse igen.
Men han anede ikke, at Birgitte ikke som kvinde, men som mor faktisk beundrede hans handling: «Han kom hjem og tog ansvar, og han svigtede ikke sit barn.»
Mens de voksne forsøgte at forstå fortid og nutid, sov Mikkel træt til bristepunktet på dørmåtten, uden overtøj, med sin strikhue under hovedet. Han lå som en lille hundehvalp, sammenrullet og sov trygt.
Birgitte blev forfærdet da hun kom hjem: «Hvordan kan du efterlade et barn på gulvet, Preben?» Hun smed de stive gummistøvler, rakte ham poserne med mad, og løftede forsigtigt den sovende dreng op.
Hvor er han spinkel, helt let, hendes hjerte snørede sig sammen, han har jo ikke nået at leve, og allerede forældreløs. Og hvor han ligner Preben! Ja, de ligner hinanden som to dråber vand
Hun undertrykte knugende jalousi og tog stille jakken og støvler af drengen, lagde ham til ro med omsorg, og dækkede ham blidt.
Længe sad hun på gulvet ved siden af og betragtede barnet. «Sikken snurrig skæbne, sukkede hun, vi har endt hvor vi begyndte. Nu sidder vi ved det tomme fad, begge uden arbejde og med et barn oveni. Jeg sendte min mand ud for at tjene penge og fik mig… en ekstra udgift.»
Hun var udmattet træt af ensomhed, tomhed, søvnløse nætter, tunge tanker, nysgerrige og dømmende naboer. Hun havde jublet, da Preben rejste, men nu sad hun fast, mere og mere fanget hver dag alene. Aldrig havde hun været så træt og nu frøs hun helt ind til benet. Preben satte sig ved siden af, lagde forsigtigt hånden på hendes ryg og omfavnede hende. Hun skælvede og kuldegysningerne løb gennem kroppen ved den længe glemte berøring og så var det oven i købet hendes mand, hendes egen, men så længe glemt.
De sad tavse, skjulte hver især deres tårer. Tårer af anger og forsoning, vel vidende, at de begge var skyldige. Begge tænkte på, at nu var der brug for en seng, legetøj, tøj og at hele livet nu ville dreje i en ny retning. Men de var ikke bange de var ikke længere alene, men sammen nu, og det skulle nok gå.
«Vi må have juletræ, købe gaver, besøge lægen» tænkte Birgitte, hvem har mon passet ham, og det var hendes ligegyldighed, hvad folk tænkte. De kunne passe sit. Nu vidste hun, at drengen skulle blive i familien. Det var kun hans skyld, at Preben kom hjem igen. Som man siger intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Hun lo bittert og udbrød: «Hvad har vi dog gjort, Preben! Hvor var vi dumme. Bange for at få barn nummer to, bange for verden og folk fødte børn under krig. Hvorfor tog du til København? Hvorfor adlød du en tosset kone? Vi har spildt så mange år!»
Hun lænede sig ind mod hans skulder, han krammede hende tæt. Birgitte græd, så hun vækkede barnet. Mikkel kiggede forvirret fra den ene til den anden, med mørke, blanke øjne. Han stoppede ved Birgitte, og det var som om han kiggede lige ind i hendes sjæl. Så spurgte han: «Er du min mor nu?»
Hun nikkede hurtigt, grådkvalt, fik ikke et ord frem. Mikkel så spørgende på Preben. «Ja, min dreng, nu er det din mor for altid,» sagde han.
Drengen samlede brynene, så igen mere roligt på Birgitte og rakte hånden frem mod hendes ansigt. Han smilede, og med den lille hånd tørrede han tårerne af hendes kinder.
Forvirret og uden at blinke stirrede Maja på sin mand, søgende ind i hans mørke, dybe øjne, mens hun…
