Mikkel springer op i bussen i sidste øjeblik. Han måtte blive ti minutter ekstra på kontoret for at gøre det sidste på en haster, og da alle andre var gået hjem, tænkte han, han nok nåede bussen og det gjorde han, ellers havde nytårsaften foregået på gaden.
Han gik fra kontoret sammen med deres hovedingeniør fra byggefirmaet, og på parkeringspladsen tilbød han at køre ham til busterminalen. Der, efter et farvel og et godt nytår til chefen, løber Mikkel hen mod bussen. Det er fyldt, kun ét sæde tilbage, og ved siden af sidder en højgravid kvinde. Han sætter sig, hilser og spørger:
Forstyrrer jeg dig? Ellers kan jeg godt stå op.
Nej, nej, bare sæt dig, siger hun og vender sig mod vinduet.
Mikkel dåser lidt hen, han skal ikke så langt, og han er ikke nervøs for at falde i søvn, for det er hans nabos bekendte, onkel Viggo, der kører bussen. Han har vækket ham før, når de nærmer sig landsbyen Avndrup.
Han sover, men pludselig hører han kvinden stønne. Groggy spørger Mikkel:
Er der noget galt?
Åh, jeg sagde jo til dem, de skulle lade mig blive, ellers gik det galt, og jeg når ikke tilbage til hospitalet. De sagde, det var for tidligt. Så jeg tog hjem. Men nu kan jeg mærke, det er tid nu. Åh, hvad gør jeg nu? Hvordan kommer jeg til fødeafdelingen igen… åh, åh…
Folk vender sig, og Mikkel skynder sig op til chaufføren:
Viggo, hvad gør vi? Kvinden her er højgravid, det, det…
Viggo spænder bussen over tværs, stopper trafikken ind til byen, springer ud, og Mikkel følger efter. En bil kommer kørende, og de stopper den.
Vi skal straks til fødeafdelingen med kvinden, siger Viggo. Mikkel, hjælp hende ind.
Ej, det er jo snart nytår, og nu skal jeg bøvle med en fremmed kvinde, der står already biler bag mig og dytter.
Viggo hiver mobilen frem:
Rolig, jeg tager dit nummer, kære ven. Hvis kvinden eller barnet kommer noget til, så er min samvittighed ren. Passagererne ser det hele, Mikkel, du hørte hvad han sagde, ikke?
Jo Viggo, jeg hjælper hende.
Chaufføren stamper lidt, men breder et tæppe ud på bagstedet:
Okay, jeg er klar, siger han opgivende.
Nu ruller de mod byen. Mikkel ringer hjem:
Mor, mit nytår ryger. Forklarer situationen.
Fint, bare du advarer os. Og tag hendes mobilnummer og kontakt hendes familie, så de ikke leder efter hende.
Klart, mor.
Hvem er du for hende egentlig? spørger chaufføren, Du er ung, ikke hendes mand?
Jeg kender hende ikke, vi blev bare placeret sammen i bussen.
Chaufføren ser nervøst på ham.
Altså, i bussen.
Han griner kort. Ved hospitalet hjælper de kvinden ud, og chaufføren peger:
Ind til højre, der finder du modtagelsen.
Mikkel får hende ind, overlader hende til personalet, og bliver stående i forhallen, for der er ikke rigtigt noget sted at tage hen. Han deler lejlighed med en kammerat, og ved nytår inviterede vennen sin kæreste på besøg og privatliv. Mikkel tænker:
Ja ja, så sidder jeg her, de smider mig jo nok ikke ud i kulden.
En sygeplejerske kommer tilbage:
Hvorfor er du her endnu?
Jeg har ingen steder at tage hen, håber I ikke smider mig ud.
Hvem er du for kvinden?
Ingen, vi kørte i bus sammen, og så fik hun det dårligt.
Sygeplejersken kigger respektfuldt på ham og tager ham med:
Sæt dig, vi kommer tilbage ved midnat, så kan du fejre nytår med os, siger hun grinende. Vi har kun én mand, du bliver nummer to. Tag et hvil på briksen, og giv mig din jakke, jeg hænger den i garderoben, døren er låst, så ingen stjæler den.
Mikkel falder i søvn og drømmer, han er på skøjtebanen i parken med en glad pige med løst hår, de suser hen mod det store grantræ midt på banen, og han er lykkelig.
Så bliver han vækket:
Op, det er kvart i tolv, siger en smilende pige, Kom med, vi har skiftet plan, vi samles hos oversygeplejersken, der er hyggeligere. Der er allerede pyntet op og samlet til hyggelig nytår dog uden alkohol, men vi har børnechampagne!
I skal ikke tænke på mig, siger Mikkel.
Jeg har fået besked på at tage dig med, vi mangler dig virkelig, siger hun og trækker ham med, mens Mikkel tænker:
Hvem skulle tro, jeg fejrer nytår på hospitalets fødeafdeling. Alle vil grine af mig, selv mor og far. Men jeg hjalp jo et barn til verden.
Jeg hedder Mikkel, og du?
Jeg hedder Regitze.
Ved du hvordan det gik kvinden jeg kom med?
En dreng, 3.900 gram.
Godt eller skidt?
Meget godt! Kan vise ham til dig i morgen.
Kan man det?
Ikke normalt, men I er undtagelsen, siger hun. Og du har virkelig ingen steder at tage hen?
Nej, roommate har kæresten på besøg, og jeg skulle have været hos mine forældre i landsbyen men nu vil jeg ikke forstyrre, han vil fri til sin Sofie i aften!
Sikke romantisk, udbryder Regitze. Hun åbner døren og råber: Se, piger, vores herre er kommet!
Snart skåler de i børnechampagne, danser og griner. Mikkel går rundt med Regitze og anæstesilægen Gorm, og festen er glad og varm. Næste morgen viser Regitze ham babyen, som ligger dér lille og hjælpeløs, men moren er strålende:
En dreng! Hvor er jeg lykkelig! Vi har to piger, og min mand ønskede sig så meget en søn. Hvor er jeg glad. Tak, unge mand, hvem er du?
Mikkel.
Mit navn er Alexandra Jensen.
Jeg fik fat i din mand i går, han kommer hjem fra jobbet d. 4., glæd dig! Tænk, jeg fejrede nytår her ligesom den film Nat på museet mærkelig nat på hospitalet.
Undskyld, jeg ødelagde dit nytår.
Nej, sådan et nytår får jeg aldrig igen nytår med mor og far har jeg mange gange, men dette var specielt.
Mikkel og Regitze går ud sammen fra hospitalet. Nattesneen knaser under støvlerne, Regitze siger begejstret:
Endelig frost, så åbner skøjtebanen snart.
Mikkel husker sin drøm, ser på Regitze, hun smiler, ikke så ivrigt som pige i drømmen, men varmt.
Regitze, kan vi udveksle numre? Måske ses vi på skøjtebanen?
De gemmer hinandens numre. Mikkel har to timer til bussen og følger Regitze hjem, hun bor tæt på terminalen. Da han går tilbage, føler han sig så glad, han nænner ikke at stoppe med at smile.
Han taler med Viggo, buschaufføren:
Godt nytår, Viggo! Jeg fejrede det i fødeafdelingen, fortæller han glad.
Det bliver man ikke altid glemt, og godt du fik hende trygt frem, min tredje fødsel og anden nytårsfødsel den første kom manden og kørte selv.
Mikkel sidder bagerst og forestiller sig, hvordan han og Regitze snor sig rundt på isen sammen.
Helligdagene flyver. Efter nytår mødes han og Regitze igen foran hospitalet efter hendes opkald. Hun smiler, løber hen, og nu er han sikker Regitze er pigen fra drømmen. De står længe, og om aftenen ses de på isbanen.
Et år går. Mikkel og Regitze står ved busterminalen i Avndrup, venter. En bil standser:
Hej, min redder! lyder det fra bagsædet.
Mikkel genkender straks kvinden, hun smiler varmt.
Kan du ikke huske mig? Jeg husker dig og sygeplejersken, var det ikke Regitze?
Det er rigtigt.
Jeg hedder Alexandra Jensen. Og det her er næsten jeres gudbarn.
På bagsædet, i barnestol, sidder en lille dreng og lytter. Mikkel smiler:
Hvor ser du godt ud nu!
Da vi mødtes, var jeg i panik, og nervøs for at blive efterladt. Her er min mand, Svend, og det er min redder Mikkel og Regitze, hun holdt ud hele natten. Hvor skal I hen?
Avndrup.
Det er lige på vejen. I skal på besøg?
Ja, vi skal hjem til mine forældre og fortælle, vi har søgt om vielse, og bliver gift sidst i januar.
Jeg er så glad for jeres skyld! Havde jeg ikke haft jer, så var I jo slet ikke blevet kærester.
Svends stemme lyder:
Vi nærmer os Avndrup, vis mig vej, Mikkel!
Fem minutter senere er de ved Mikkels barndomshjem.
Held og lykke, I har virkelig fortjent det!
De kører, og Mikkel tager Regitze i hånden og fører hende ind til de ventende forældre en lykkelig begyndelse på det nye år.
