8. juni
I dag vågnede Ingrid ekstra tidligt, for det er hendes fødselsdag, og snart kommer både børn og børnebørn på besøg. Åh, hvor vi elsker den glade larm, jeg og min kone, Ingrid. Hele vores hus og have fyldes med stemmer, latter og duften af friskbagte boller. Det er virkelig Ingrids yndlingstid, når ungerne kommer med gaver, spiser med god appetit, fortæller historier og griner sammen.
Over fyrre år har vi været lykkeligt gift, og det er især min skyld, siger hun, selvom hun selv var tæt på at vælge en helt anden vej. Dengang hun var ung, og drømte om bylivet at klæde sig flot og klapre med hælene over brostenene, og naturligvis få en mand fra byen. Ikke noget med køer, brændeovn eller vand, man henter fra gamle brønde.
Hun fik ikke noget studie efter gymnasiet og arbejdede i stedet som malkepige på den lokale gård, håbede næste år at hun kunne komme ind på universitetet. Om lørdagen, som alle de andre piger, gik hun over til forsamlingshuset. Byens unge, dygtige altmuligmand, Svend, begyndte at vise hende opmærksomhed. Høj, sund og flot. Mange andre piger drømte i hemmelighed om at blive hans kone, men han havde blik for Ingrid. Han fulgte hende hjem, opførte sig altid respektfuldt.
Ingrid, kig lige efter Svend, sagde hendes mor ofte, han er en god mand, har hænderne skruet rigtigt på og rolig som sin far. Hvis du bliver hans kone, kender du aldrig til ulykke. Han er allerede ved at bygge hus ude på kanten af byen, han er vild med dig, det kan jeg se.
Mor, Svend er sød, men jeg vil bo i byen, svarede Ingrid alligevel.
Hvad tænker du på, byen er slet ikke så fantastisk som på TV. Du har da set nok af det. Hvad skal en simpel malkepige dog i storbyen?
Nej, mor, jeg sparer allerede op fra min løn og jeg flytter til byen!
Hun var ung og lyttede ikke rigtigt til råd. Svend kunne hun godt lide, men landsbyen var for lille. Så en dag kom Svend forbi og friede direkte, og jeg kunne høre, han mente det: han ønskede sig en stærk familie.
Vil du gifte dig med mig, Ingrid? Vi skal nok få et godt liv jeg vil elske og passe på dig mere end alt andet. Huset er snart klar, du bliver husets frue.
Det var næsten komisk denne flotte, alvorlige fyr snakkede om kærlighed til hende, en pige der næsten var fra byen. Men hun ville så gerne andet.
Svend, det der landsbyliv er ikke mig, jeg vil til byen Jeg drømmer om et andet liv, med fest og glæde hver dag svarede hun ham.
Som du vil, jeg kan ikke tvinge dig, sagde han trist, men du blander billede og virkelighed. Hvad tror du, byen bringer dig?
De skiltes der. Ingrid stak snart af til København, hendes mor græd, prøvede i det sidste at overtale hende:
Du, Ingrid, tænk dig nu om. Hvem skal du være i byen? Ingen job, ingen penge.
Faren råbte også og truede med at låse hende inde men det grinede hun bare ad. Hun var jo 22 år gammel.
Far, det er ikke fortid længere, hvor man låste piger inde og tvang dem til ægteskab, svarede hun ham.
I tankerne gik hun allerede på Strøget, tog dybe indåndinger af frihed og forestillede sig en rig mand ved sin side, der bar hende på hænder. Så naiv…
Tidligt om morgenen tog hun bussen, tasken var med, og hun drømte om butikker, modetøj og caféer. Men Københavns virkelighed ramte hurtigt: Pengene fra landsbyen virkede nærmest som småpenge i byen.
Hun kunne kun få et værelse i en gammel lejlighed. Første nat sov hun stort set ikke, længtes tilbage til landsbyens lune seng og mors pandekager. Men der var ikke tid til at dvæle, hun måtte finde arbejde.
Og det var ikke nemt. Hvilket job kan en malkepige få i byen? To måneder var hun fejedame, så gjorde hun rent på et bageri. Drømmen om det flotte tøj og de fine sko forsvandt hurtigt nu ville hun bare kunne betale lejen og mad, måske et varmt tæppe. Hjemrejsen dukkede med tiden op som tanke.
Hvordan kan jeg tage hjem? Alle vil jo tro, jeg var håbløs, tænkte hun.
En dag på bageriet, sagde en kollega, der hed Pernille, at der var ledigt som opvasker på et lille café.
Hvor ved du det fra? spurgte Ingrid.
Min venindes mor leder stedet, hun spurgte mig, og jeg tænkte straks på dig. Du render jo alligevel her.
Ingrid mødte Simone, caféens leder. Hun var smuk og streng, men det var forståeligt. Forklarede alt til Ingrid, der fra dag ét gjorde sit bedste varmt, lyst og en gratis frokost. Hun elskede arbejdet. Endelig rindende vand, og i gummihandsker blev alt rent og pænt. Lønnen var overraskende god.
Gæsterne på caféen var altid glade, flotte og hyggelige. Hun måtte ikke komme ud til dem, men hun smugkiggede. Simone havde en søn ved navn Nikolaj moderne klædt, høj og flot. Han kom ofte forbi sin mor og så Ingrid.
En dag, efter arbejdstid, fulgte Nikolaj hende hjem, gav små gaver som chokolade, og de tog snart i biografen sammen. Ingrid blev hurtigt forelsket, drømte allerede i hemmelighed om bryllup. Men hun holdt på sin værdighed, og sådan var skikken hjemmefra kun efter bryllup.
Det hele gik fint, lige indtil Simones mor opdagede deres forhold og kaldte Ingrid ind på sit kontor.
Hvad sker der? Jeg ansatte dig ikke for at du, landsby-pige, skal forføre min søn. Du kan godt glemme det! Du får aldrig fod ind i vores hjem. Min søn har allerede en kæreste datter af en kendt mand fra byen. Hvem er du? Opvasker. Så glem drømmen og kom i gang.
Ingrid troede hun ville blive fyret, men hun blev i stedet sendt ud til opvasken. Hun holdt tårerne tilbage mange følelser var der, men hun ville ikke vise dem.
Senere mødte hun Nikolaj.
Din mor har forbidden mig at se dig, sagde Ingrid til ham. Han blev ikke det mindste overrasket.
Min mor taler altid. Jeg vil kun dig, hun betyder intet for mig, sagde han, og Ingrid troede på det.
Hun arbejdede videre, men Simone holdt øje med dem. De mødtes forsigtigt, men hemmeligheder kan sjældent skjules. Til sidst råbte Simone igen for åben dør:
Hvis du fortsætter med at forvirre min søn, smider jeg dig ud.
Køkkenets gamle kok, fru Else, sagde til hende:
Ingrid, lad nu være med sådan en forkælet mamas dreng. Du bliver ikke gift med ham, han bruger dig bare og smider dig ud bagefter. Du er jo bare en landsbypige for dem.
På Nikolajs vens fest tog han Ingrid med hans ven Christian, som holdt fødselsdag.
Vi skal med til Christians fest!
Men din mor har sagt nej, sagde Ingrid.
Slap af, jeg bestemmer selv.
På festen drak Nikolaj og dansede med Ingrid, men da han førte hende ind i et andet rum og blev nærgående, blev hun bange og løb ud af lejligheden. Hun forstod først der, at han var træt af at vente, og nok ville droppe hende.
Næste dag blev Ingrid kaldt ind af Simone og fik besked: Du er fyret, pak dine ting og gå.
Hun fik sin løn, men sad alene på sit smalle værelse og græd. Hele livet virkede som en bunke af fejltagelser. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Pludselig bankede det hun troede et øjeblik, det var Nikolaj. Så bankede det igen, og da hun åbnede, stod Svend der.
Svend, hendes gamle, rolige og trofaste ven fra landsbyen. Hun kastede sig grædende i hans arme. Han havde fundet adressen hos hendes mor, og noget sagde ham, han skulle hjælpe.
Rolig nu, lille du, sagde han og strøg hende over håret, jeg er kommet for at hente dig hjem. Hvad er der dog galt?
Ingrid fortalte ham alt, også om Nikolaj. Hun havde indset sine fejl og at hun næsten havde mistet en mand, der virkelig elskede hende.
Nu er det overstået, pak sammen, sagde han.
Hun tog hurtigt sine ting og satte sig på bussen hjem, glad for at komme tilbage; til sine køer og kalve, sine åbne marker og den lille å, der ligger lige ved huset og til de rare mennesker i landsbyen, hvor alle hjælper hinanden.
To måneder senere blev Ingrid og Svend gift. Hun elskede ham af hele sit hjerte, og de boede sammen i det nye hus. Hun fødte to sønner og en datter Svend bar hende næsten igennem livet, med omsorg og kærlighed. Livet gik roligt, og børnene voksede op, flyttede til byen, fik uddannelse og egne familier. Ingrid og Svend fik skønne børnebørn.
Hvor er jeg lykkelig, tænker Ingrid tit, vores liv fortsætter nu gennem børnene. Svend har aldrig sagt, at han har fortrudt. Han har passet på hende og børnene, og efter alle de år lever deres kærlighed stadig. De glødende følelser er blevet til rolig, dyb omsorg som en stille flod i det danske landskab.
Nu står Ingrid i køkkenet og ser ud gennem vinduet, mens børnene og børnebørnene vælter ind i gården, og Svend tager glad imod dem. Hvis det ikke er lykke, ved jeg ikke, hvad det er.
Livet har lært mig, at ens hjerte ofte kender vejen før hovedet og at det smukke, trygge liv man så let overser, ofte er dér, hvor man i virkeligheden hører til.
