For at svigerfamilien ikke skulle spise os ud af huset, undlod jeg at lave et stort postyr. Jeg rakte Kristian en liste, og han drog mod torvet, lettere mumlende for sig selv.
Astrid finder altid på noget godt… lød Kristians svar til sin familie, mens han kiggede ind i det tomme køleskab. Jeg besluttede, at jeg denne gang ikke ville lave mad, men i stedet holde regnskab over de spiste varer.
Jeg åbnede køleskabet og stod et øjeblik og betragtede tomrummet. På midterhylden stod en ensom krukke med lage og en sidste agurk, ved siden af et lille stykke indtørret ost og en næsten tom pose med remoulade intet andet.
Med fingeren drog jeg en linje hen over den kolde hylde. I går stod der en stor gryde med gammeldags suppe, frikadeller sirligt pakket ind i stanniol, og en bøtte salat. I fryseren lå kun iskrystaller og en ensom pose med persille, frosset siden august.
Telefonen ringede ude i gangen, Kristian tog den, mens jeg blev stående i køkkenet og tørrede den allerede rene bordplade og lyttede til brudstykker af samtalen.
Ja hej, mor Jo, selvfølgelig husker vi det Nej, vi havde ikke planlagt noget Hvad skal Karen også med? Hyggeligt
Jeg stoppede op med kluden i hånden, mens den velkendte, urolige fornemmelse langsomt gnavede sig ind.
Selvfølgelig, kom bare Astrid finder altid på noget lækkert, som hun plejer
Jeg lagde kluden på bordet. Hans stemme lød, som om jeg var en fast sekretær i husets maskineri, med funktionen lave lækker mad. Han lagde røret og kiggede forsigtigt på mig.
Mine øjne faldt på den tomme hylde, hvor honningkagen stod i går. For bare to uger siden havde jeg brugt en halv dag på opskriften efter min mors anvisninger: Rullet dejen tynd som avispapir, kogt cremen ind, samlet kagen og drysset med krummer.
Ved bordet tog fru Madsen, hans mor, et lille stykke, smagte og vendte sig mod sin søn:
Det smager da godt, Kristian, men det er nu meget sødt. I vores alder skal man passe på med sukkeret
Hans søster Karen tilføjede med et lille, medlidende smil:
Åh, mor, Astrid har virkelig gjort sig umage tror jeg da.
Det tror jeg da føltes som en stille dom. Kagen blev stående på bordet, bidt af, symbolet på spildte kræfter.
Og nu var køleskabet tomt igen, men denne gang var kulden også kommet ind i mig.
Svigerinden spiser ikke købemat med tilsætningsstoffer, og Kristian havde inviteret hende til tomme hylder. Jeg skrev en liste over de dyreste varer så måtte den tradition ramme ham på pengepungen i stedet.
Hvad betyder det, at jeg skal købe mad til din familie? brød jeg tavsheden.
Kristian stirrede ned i gulvet, hænderne dybt i lommerne, som ledte han efter en redningslem under linoleummet.
Altså mor Karen du ved jo. De kommer det ville være pinligt, hvis der ikke var noget på bordet.
Pinligt er, når jeg bliver sat i en klemme, sagde jeg og åbnede køleskabsdøren, så han kunne se følgerne af andres appetit. Det her er ikke pinligt, Kristian, det er bare et mønster.
Han gned sig i nakken.
Tja… familie-traditioner
Familie-traditioner I min familie var det også tradition: Vi bød gæsterne på det, huset bød glædede os over dem, men arbejdede ikke for dem som på en fabrik. Og en anden tradition var at medbringe en lille kage.
Han rørte stille på sig, som om han ikke havde mere at sige.
Nå, hvis vi skal have sådanne gæster, må vi være forberedte.
Jeg tog den fine notesbog frem i læderomslag, gaven fra ham engang, samt en god kuglepen. Mine bevægelser var rolige. Det var ikke starten på et drama, men en velovervejet strategi.
Så, sig hvad din mor bedst kan lide.
Han så overrasket på mig, og lettelsen glimtede i hans blik, som om stormen var stillet.
Altså oksekødsfilet, kun fra Torvet hos fru Maren, du husker hende?
Ja, hende med 300 kroner per kilo, kan vi ikke vælge noget andet?
Nej, kun den Og så
Hjemmelavet hytteost 9%, den friske, som kommer til butikken ved kirken hver morgen.
Ok. Hvorfor spiser din mor ikke den i supermarkedet?
Tja der er jo kemi i.
Klart, kemi. Hvad ellers?
Han begyndte at blive lidt ivrig.
Ja! Og den ost med huller, den som Karen elsker, men kun den tyske! I butikken på hjørnet hvis den da er på lager.
Så må vi tjekke.
Og Fuglemælk chokolade kun Anthon Bergs, de andre kan hun ikke lide.
Naturligvis. Er det så det hele?
Det virker sådan.
Jeg kiggede på den pænt skrevne liste.
Flot, Kristian.
Lad os se, hvad din mors kærlighed egentlig koster! Jeg sendte Kristian ud efter tysk ost. Og nu så han for første gang, hvor dyrt et frækt slægtsskib kan være.
Lørdag morgen. Jeg rørte ved Kristians skulder han lå med ryggen til mig.
Op med dig, arbejdsmand.
Kristian mumlede og prøvede at trække dynen over hovedet jeg lagde listen, hans Dankort og et kort over byen på puden.
Tid til at handle ind.
Han satte sig op, gned sig i øjnene, kiggede på papirerne i nogen sekunder, så sendte han et søvnigt og uforstående blik på mig.
Astrid hvad hvis jeg bare handler i Netto nede på hjørnet?
Jeg lod, som om jeg blev overrasket.
For din mor? Tror du ikke, hun vil mærke det og blive fornærmet?
Han sukkede tungt, greb de jeans, der hang over stolen. Han kendte den tone ingen grund til at diskutere.
Her er torvet. Kød hos Maren, hun sælger fra klokken seks. Sig, du handler for Astrid så lægger hun det bedste stykke til side, men kom tidligt, ellers ryger det til grossisterne. Her: butikken med friske hytteost, levering præcis klokken syv.
Jeg gav ham kortet.
Der er penge på kortet, og du skal huske alle kvitteringer, okay? Jeg vil se, hvad din mors kærlighed egentlig koster!
Han bed mærke i ordene, tog bilnøglerne og gik i stilhed.
En time senere lød første opkald.
Astrid, jeg kan ikke finde Maren på Torvet!
Kristian, du er jo mand spørg de andre. Du kan, jeg tror på dig.
Jeg lagde på.
Næste opkald kom fra ostehandleren.
Har du set prisen?! nærmest råbte han. Den tyske ost, den koster jo det dobbelte af vores skal vi ikke tage dansk ost i stedet? Havarti?
Kristian du ved jo, Karen vil blive skuffet. Spar nu ikke på familien, vær sød. Jeg vil ikke stå i forlegenhed foran din søster.
Jeg hørte hans tunge suk.
Men kulminationen kom, da fru Madsen ringede.
Astrid, hvad har du gang i? Kristian ringer og siger, du får ham til at køre byen rundt! Drengen er træt!
Nej dog, fru Madsen, det var hans eget forslag! Han siger: Mor skal forkæles, jeg finder det hele, det bedste! En rigtig søn, De kan være stolt! Jeg er virkelig imponeret over ham! Lad ham dog give Dem en god oplevelse.
Tavshed breder sig i røret.
Svigerinden blev forlegen, da hun så de tomme gryder, og jeg sagde: Kristian står bag alt til i dag lad os takke ham! Og dér gik det op for ham, hvad jeg havde gjort.
Sent på eftermiddagen kom Kristian hjem, nærmest væltede ind med tre enorme, tunge indkøbsposer, som han dumpede på gulvet. Han var rød i hovedet, håret fugtigt.
Han satte sig tungt på skamlen og tog skoene af i stilhed, og stirrede ned i gulvet.
Lidt efter ringede det på døren familien ankom, højrystede, fulde af forventninger til et overdådigt aftensbord.
Astrid, hej! Hvor dufter her dog skønt! udbrød fru Madsen, selvom det eneste der duftede var Kristians træthed.
Goddag men spørg Kristian, han står for det hele i dag.
De gik ud i køkkenet, deres blikke gled over det tomme bord og stoppede ved mig. Karen løftede lågene på de tomme gryder.
Hvad står der på menuen i dag?
Jeg nikkede mod poserne i entreen.
Alt frisk og delikat Kristian har handlet det hele. Jeg tør ikke røre sådanne varer, som jeg risikerer at ødelægge. Måske bare skære det op ost, oksekød…
Der blev stille, fru Madsen og Karen vekslede blikke. De måtte selv pakke poserne ud, lede efter tallerkener. Jeg sad bare og betragtede dem, hænderne foldet i skødet.
Der var en mærkelig stemning, mens de spiste den dyre oksekødsfilet og tyske ost, men nu havde maden smagen af Kristians slid og frustration hans vrede på telefonen, hans jagt gennem byen. Han sad med skuldrende nede, stak med gaffelen, uden rigtig at se op.
Da pausen blev uholdbar, smilede jeg mildt:
Mor, du må ikke skælde ud, hvis noget ikke er perfekt. Kristian har købt alt, valgt det, bragt det hjem en rigtig omsorgsfuld son, lad os takke ham.
Fru Madsen blinkede fortabt med en ostebid på gaflen, Karen stirrede ned i tallerkenen, og Kristian sendte mig et tungt, såret blik. Og dér så jeg for første gang mere end bare misbilligelse jeg så erkendelse. Han havde forstået det.
Han aflyste selv næste besøg hos sin mor, da jeg lagde notesbogen frem igen. Han havde indset, at min liste var prisen for hans svaghed, og det var en pris, han ikke ville betale længere.
Middagen sluttede hurtigt, samtalen gled aldrig, og familien gik næsten straks de sagde, de var trætte. Ingen ses næste weekend eller hvor var det lækkert.
Inden de gik, klappede fru Madsen ham på skulderen:
Slap af, min dreng, du ser træt ud.
Endnu et stik adresseret til mig.
Så sad Kristian og jeg alene tilbage blandt det snavsede service og dyre rester på bordet. Han sagde ikke noget, samlede tallerkener op og satte dem i vasken, vendte så sig til mig:
Hvorfor gjorde du det?
Hvad skulle jeg ellers gøre, Kristian? Jeg har forsøgt at tale, du ville ikke høre nu mærker du det.
Han svarede ikke, vendte sig bort og tændte vandet.
En uge gik i tavshed vi udvekslede kun nødvendige ord, og spændingen lå tungt i lejligheden.
Fredag aften kom han hen til mig, mens jeg vandede blomster han stod og ledte efter ordene.
Astrid måske gæster i weekenden?
Jeg sagde ikke noget, satte kanden fra mig, fandt notesbogen med læderomslaget og satte mig ved bordet med kuglepennen og åbnede på en blank side.
Han så på mig, så ned på arket, og panikken steg han forstod, det var ikke en trussel, kun en stille påmindelse.
Han vendte sig om, tog mobilen og gik ud på altanen, lukkede døren omhyggeligt efter sig. Gennem glasset så jeg hans silhuet, ryggen til mig, telefonen ved øret, stemmen fast og uden barnlig underdanighed.
Hej mor. Ja. Vi tager til Astrids forældre i weekenden til pandekager. Ja, det er allerede planlagt. Hvad med næste? Mor, lad os tale sammen senere på ugen. Hej.
Han kom ind, lagde mobilen på bordet og gik forbi uden at se på mig.
Jeg lagde kuglepennen og notesbogen i kommoden, gik hen til køleskabet. Den samme krukke med lage og den pose remoulade, men tomheden gjorde mig ikke længere trist, den var nu min frihed.
Jeg tog et stort, rødt æble fra skålen og smilede for første gang i lang tid, ægte.
