Nogle gange rammer voksenlivet helt uden varsel
ALLE BØRN ER SELVCENTREREDE
Glasset med squashspread gik itu med et brag larmende og endeligt. Det tog kun et øjeblik Vuffer trak pludseligt i snoren, da han fik øje på en kat, og fyldt af ivrig lyd slap posen ud af Benediktes hånd.
Glasset fløj hen over parkeringspladsen, og de fedtede, gullige stænk lagde sig over hendes nye jakke.
For pokker altså sagde Benedikte og skar med det samme tommelfingeren, da hun prøvede at samle glasskårene op.
Blodet piblede hurtigt frem varmt og klistret. Tommelfingeren dunkede. Hun klemte hånden sammen, men blodet trak alligevel spor mellem fingrene.
Benedikte stod dér, overfyldt med ting, lignede en muldyr: i den ene hånd den store vasketøjspose og en taske, i den anden snoren til Vuffer og posen med tomme madbeholdere samt det forbandede glas squashspread fra den øst-europæiske delikatessebutik.
Squashspreaden havde hun købt for at glæde sin far.
Han smagte på den, kneb øjnene sammen og sendte hende straks ud i køkkenet igen.
Det smager ikke. Slet ikke som mormors.
Posen knitrede under skoene, kulden fra asfalten sneg sig op gennem benene, og lugten af squashspread var sødlig og klam.
Der var ikke noget at tørre spreaden af med, heller ingen måde at stoppe blødningen.
Hunden så ud til at ville markere på det snorlige, grønne græs, der tilhørte naboen.
Ja ja, selvisk, det er jeg vel alligevel, tænkte hun.
Der stod hun, ved bilen med blod på hånden, en jakke smurt ind i squashspread, dunkende smerte i tommelfingeren og en pivende hund ved fødderne.
Og pludselig mærkede hun, at noget voksede frem fra et sted langt inde langsomt, men ubønhørligt.
Og så kom tårerne.
Uden varsel, uden tilladelse. De stoppede ikke.
Hun var lige kommet fra far.
Far var mut i dag sådan på den måde, der ikke kan forklares med helbredet. Og han indrømmede aldrig, når han havde det skidt.
Vi lærte fra vi var små: Man klager ikke, plejede han at sige.
Halvfems år gammel, næsten blind, med svagt hjerte, tidligere neurokirurg og lektor, holdt han stadig krampagtigt fast i sin selvstændighed. Han boede alene. Alt havde sin plads. Selv computeren kunne han bruge men at ringe til udlandet gik ikke længere.
Så de ringede sammen til hans lillesøster, faster Rose, i Amerika.
Hvordan har du det? spurgte Benedikte igen og igen.
Åh, pyt nu med det, undgik faster straks spørgsmålet. Fortæl hellere om børnene.
Faster holdt sig også til klag ikke-princippet.
Hun har virkelig ondt i ryggen, sukkede far, da samtalen var slut. Hun kan næsten ikke gå eller sove. Og der er jo behandlingsmuligheder! Bare hun ville rådføre sig med mig. Jeg ved da, hvad jeg taler om.
Far, de gør vel hvad de kan, sagde Benedikte, vanemæssigt forsvarende sine fætre og kusiner, mens hun bed tænderne hårdt sammen. Hjælp kommer da
Men hvad kunne han egentlig gøre fra Danmark? Han havde hverken røntgenbilleder eller kunne udskrive medicin. Sundhedssystemerne var vidt forskellige.
Hun sagde det ikke højt.
Folk er bare blevet hårde og selviske, skar far igennem.
De gik en tur.
Far greb om rollatoren, og Benedikte hjalp ham automatisk ved albuen. Han skubbede hendes hånd væk men greb straks igen, da han ramte ind i en gren.
Dine børn er ikke anderledes, tilføjede han. De kunne da besøge dig oftere.
Der snørrede det sig sammen i Benedikte kendt, helt ind i hjertet.
Men de bor jo på den anden side af jorden
Hun lod være med at diskutere. Meningsløst.
Hun skiftede emne.
Far elskede science fiction. Lydbøger kørte timevis de erstattede samtaler, drev stilheden og ensomheden på flugt. Bagefter kunne han diskutere plot, forfattere, rumvæsener og fremtidens opdagelser.
Har du hørt den nyeste af Løkkeholm? spurgte hun forsigtigt.
Far stoppede, knugede rollatoren.
Jeg tænker kun på min sidste bog, sagde han. Viktor, min assistent, ødelagde det hele. Jeg gav ham frit spil, dum som jeg var. Bogen burde skrives om. Oversættes. Offentliggøres
Det blev en virkelig god bog, sagde Benedikte hurtigt. Fremragende guide om hydrocephalus.
Hun vidste, hvor samtalen endte.
Du forstår det ikke, sagde far ivrigt. Om natten får jeg idéer Opdagelser! Men kræfterne er væk. Var jeg bare dement så ville jeg ikke bekymre mig og bare være glad.
Lad nu være med demens, sagde hun hurtigt og prøvede at gøre stemmen let. Så ville det blive uroligt for mig at passe dig. Og hvem skulle jeg diskutere universets mysterier med?
Han så på hende med et blik, der borede sig ind.
Kan du se. Du er ligesom de andre. Alle børn er selviske. Du også.
Der skiltes de.
Er De okay? spurgte en ældre dame, der kom gående med sin puddel og pelsfrakke.
Benedikte tørrede ansigtet med hånden den blodige.
Ja ja, det går fint, sagde hun på tysk og forsøgte at smile.
Damen nikkede, men stod stadig lidt derfra og betragtede Benedikte mistænksomt.
Hun skulle nemt kunne finde på at tilkalde både ambulance og politi.
Tak, men alt er virkelig i orden.
Damen gik omsider videre.
Benedikte samlede Vuffer op og satte sig i bilen.
I bakspejlet så hun pludselig sit eget ansigt træt, anspændt, underligt lig sin fars.
Og hun forstod, at det ikke var glasset, der var knust, eller de skarpe ord, der gjorde ondt.
Det var erkendelsen: Far var ikke længere hendes faste holdepunkt og det vidste han.
Han havde stadig tanker, idéer, opdagelser, men kræfterne var sluppet op.
Og hun blev pludselig ikke datter, men den voksne, der snart ikke har nogen at støtte sig til.
En dag vil hun ikke genkende sig selv som hans datter i spejlet, men derimod som sig selv med de samme bekymringer, stædighed og ord, som andre også vil kalde egoistiske.
Det føltes tungt.
I dag lærte jeg, at voksenlivet ikke altid føles som en sejr. Man vokser ind i ansvaret uden selv at opdage det og det kan gøre mere ondt, end noget andet.
