Far forlod os. Efter mange år mødte jeg ham på torvet i Aarhus. Han sagde ting, der holdt mig vågen hele natten efter vores samtale.

Min barndom var præget af sorg. Vi boede først fire sammen: Mig selv, min mor, min far og min lillebror. Hele sit liv har min mor været ramt af alvorlig sygdom. Symptomerne blev mere og mere tydelige med årene, så hun tilbragte lange perioder på hospitalet. Min brors og mine nerver blev altid sat på prøve, når hun fik anfald vi var jo små, og vi forstod egentlig ikke, hvad der foregik.
På et tidspunkt blev min far træt af at leve med en syg kone. Han fandt en anden kvinde og flyttede ud. Livet hjemme blev gradvist hårdere. Der var ingen voksne i nærheden, vi kunne stole på, og økonomien var presset. Fra jeg var syv, måtte min bror og jeg selv give moren sprøjter, for der var ingen andre til det. Faderen besøgte os næsten aldrig, og han hjalp os ikke overhovedet.
Da jeg blev tolv, og min bror var ti, blev vores mors tilstand forværret. Hun var indlagt i lang tid. Vores far blev tvunget til midlertidigt at tage os til sig vores mor tryglede ham om ikke at lade os i stikken. Sådan endte vi hjemme hos vores stedmor. Hun var som taget ud af de onde figurer fra gamle danske eventyr.
De boede på landet, og hun lod os arbejde fra morgen til aften. Ikke én pause fik vi. Dengang glædede jeg mig til timerne i skolen, for bare dér kunne jeg puste lidt ud fra alle pligterne. Min far kunne se, at hun behandlede os dårligt, men han greb aldrig ind. Han lod bare stå til, som om vi ikke var hans børn. Det fortsatte i to år. Så blev min mor rask nok og fik os væk fra det helvede. Hun gik bort, da jeg var blevet studerende, og siden har jeg ikke haft kontakt med min far.
Jeg kan ikke tilgive ham hans ligegyldighed over for os. Bitterheden gnaver mig indefra. Han var hverken med til mit bryllup eller fik lov at se sine børnebørn. For nylig mødte jeg ham på torvet i Odense. Han var forandret, men ikke til det bedre. Han så mat ud, var blevet meget tyndere. Han fortalte, at han var alvorligt syg og snart ville dø. Han sagde undskyld for alt. Jeg vendte mig bare om og gik min vej. Jeg ønsker virkelig at kunne tilgive ham, men jeg ved ikke hvordan… Følelserne er svære at håndtere.