MIN ELLELSKEDE
Tine kunne slet ikke begribe, hvad der skete med hende dengang. Hendes mand, hendes eneste, den hun havde troet var hendes støtte og faste base han sagde pludselig: Tine, jeg elsker dig ikke mere.
Chokket var så stort, at hun stod helt stiv midt i stuen i en mærkelig position og blev stående, mens han drønede rundt og pakkede sine ting, larmede med nøglerne og forsvandt. Det var det sidste hun manglede nu. For nyligt var hendes far død pludseligt, og hun måtte, trods egen sorg, tage sig af sin gråhårede mor og lillesøster søsteren blev invalideret af en voldsom hjerneskade som 18-årig. Familien boede i nabobyen, ikke langt fra Aarhus. Hendes lille søn var lige startet i første klasse. Hun mistede jobbet i juni, da hendes firma lukkede. Nu stod hun uden arbejde. Og så forlod Thor hende
Tine omfavnede sit hoved og satte sig ved bordet, hvor hun græd stille.
Gud, hvad skal jeg dog gøre? Hvordan skal jeg leve? Åh, Mikkel! Jeg må hente ham i skolen!
De daglige pligter tvang hende op og ud.
Mor, har du grædt? spurgte Mikkel, da hun hentede ham.
Nej, lille skat, det har jeg ikke.
Græder du over morfar? Mor, jeg savner ham så meget!
Det gør jeg også, min ven. Vi skal være stærke. Morfar var altid stærk. Nu har han det godt, og han fortjener endelig at hvile. Han kunne aldrig slappe af mens han levede.
Hvor er far?
Far? Han er nok taget på forretningsrejse igen. Hvordan går det i skolen?
Man må videre. Han elsker mig ikke mere? Man kan ikke tvinge kærlighed. Alt blev overset i hverdagens kaos.
Mens Mikkel spiste frokost og legede med sine små legetøjssoldater, loggede Tine ind på Thors efterladte laptop for første gang. Det var let at åbne e-mailen. Thor havde ikke nået at slette det hele. Hans kærlighed til en anden var tydelig. Nu var hun den ikke-elskede. Ti år havde hun været hans klar sol, og efter årevis kamp for at få et barn var hun blevet vores mor.
Alt var forandret. Det måtte hun lære. Først og fremmest måtte hun finde et arbejde. Ingen tænkte på hendes høje uddannelse. De få kroner fra arbejdsformidlingen, som ledighedsdagpenge, kunne ikke løse deres problemer.
Hvad var der egentlig sket, hvem blev Thor til? Al hendes grublen førte kun til én forklaring: Han var blevet forblændet. Deres fælles hus, bygget sten for sten, var stadig ufærdigt. Gudskelov havde de tag over hovedet én bolig kunne de bo i.
Arbejde, hvor jeg har brug for dig! Tine var ved at bryde sammen endnu engang, men der var ikke tid til gråd. Hun havde virkelig brug for et job!
Hun søgte i flere dage forgæves! Mikkels skole og hendes nye ensomhed gav næsten nul chance. En aften, efter endnu en forgæves dag, ringede hendes fætter, Rasmus:
Tine, er Thor ikke kommet hjem?
Nej.
Vil du være lagerarbejder?
Er det alvorligt?
Ja, jeg ved godt, du ikke har det nemt. Efter Thor. Arbejdet er med pause, så du kan hente Mikkel eller sætte ham i SFO. Lønnen er 25.000 kr. Mindre, end du fortjener. Men bedre end ingenting. Vi kommer i morgen med kartofler, løg og kylling.
Rasmus, jeg har jo mine høns herhjemme. De sørger for os med æg.
Så lad dem fortsætte. De skal ikke slagtes.
Tak. Hvordan går det med Helle?
Hun klarer det. Hun er sejt. Helle har gennemgået svær operation og får kemo, men Rasmus klagede aldrig. Han sagde altid, at alt var godt. Tine sukkede der var håb. Gud var den mest trofaste. Tak for Rasmus.
Arbejdet var nemt, og der var tid til at være alene, græde og tænke over hvad der var sket.
Dagene, ugerne, månederne fløj. Efter et år mærkede Tine, at hun kunne spise, sove, le og glæde sig over Mikkels fremskridt. Smerten ved Thors svigt blev levende, hver gang han kom for at tage Mikkel med i weekenden. Hun gjorde det ikke besværligt deres forhold skulle ikke gøre Mikkel ulykkelig. Hun ville så gerne spørge hvorfor hun ikke var god nok, selvom hun vidste at svaret ikke fandtes i hende, men i Thors pludselige lidenskab for en anden. Hun huskede ord fra en gammel film: Kærlighed varer til første sving derefter begynder livet. For hende var kærligheden og livet ét. For ham?
Den efterår, som et ekko af sommeren, var varm, med grønne trækroner, glade børnestemmer i gaden, og et farvestrålende bed af asters og chrysantemer i haven. Den dag, hvor Tine mærkede den opmærksomme blik fra Mikael, var som de andre, måske med lidt mere sol, lidt lystigere musik fra naboens vindue måske var det skæbnen, der lod to ensomme møde hinanden.
Frøken, lad mig hjælpe! Du skal ikke bære så meget!
Jeg er vant til det.
Det er synd, at en flot kvinde er blevet vant til den slags.
Hjælper du alle smukke kvinder? Står du på vagt uden for butikken?
Ja, jeg har stået der og ventet, indtil jeg fandt dig.
Det var umuligt ikke at le. De grinede hjerteligt, helt til tårer.
Mikael, sagde han og rakte hånden frem, latteren dansede stadig i hans øjne.
Tine.
Tine, Tine, andres kone, har du hørt den sang?
Nej. Men jeg er ikke gift.
Det var heldigt! Endelig møder jeg én som jeg kun har drømt om og hun er fri! Alle i byen må være blinde eller gale.
Dit humør fejler ikke noget, ser jeg. Det er godt. Hvad med alvoren?
Det er der også styr på. Tine, skal vi ikke tage i biografen i dag, snakke og hygge?
Desværre, jeg skal hente min søn i SFOen.
Jeg tror ikke mine ører har du en søn?! Du ser jo ikke ud til at være over tyve.
Jeg er 35.
Det er jeg også! Sjovt. Men jeg troede virkelig du var meget yngre.
Og nu?
Nu tænker jeg. Hver mand drømmer om at få en søn. Du siger bare, du ikke er gift, men hvor er faren til drengen?
Jeg vil helst ikke tale om det nu.
Forstået. Det gør vi ikke. Så måske i weekenden? Vi kan tage til børnefilm med din søn?
I weekenden er Mikkel sammen med sin far.
Tine, jeg vil ikke være til besvær. Men hvis du får et par frie timer, så ring. Her er mit kort. Jeg er børnehematolog.
Vigtigere arbejde findes ikke.
Tiden rækker ikke til at lede efter smukke kvinder.
Ok, Mikael. Jeg ringer, sagde Tine venligt.
Jeg venter.
Denne efterår var så smuk! Det føltes som deres gave fra himlen. Bløde solstråler, der gav trækronerne usædvanlige farver. De varme dage åbnede alle byens parker for dem. Deres nærhed voksede langsomt og forsigtigt, til Tine selv, undrende, mærkede hvor meget hun blev draget af ham. Efter halvanden måned turde hun forsigtigt foreslå skal vi drikke te?
Tine, vil du blive vred? Jeg kommer ikke hjem til dig. Det der sker nu betyder så meget for mig; det vil jeg klare selv. Kan du stole på mig?
Den næste weekend tog de til Mols Bjerge, hvor Mikael havde lejet et lille hus, næsten som et slot. Det var hyggeligt, men Tine så kun Mikaels store brune øjne og blev opslugt af hans favn. Tine forstod ikke at det dybeste mellem mand og kvinde kunne være så sødt.
Mikael, hvor er jeg? Hvad sker der med mig? Jeg føler, jeg dør. Jeg elsker dig så højt! Hvordan har jeg levet uden dig?
Hvor er du dejlig! Hvor er jeg heldig!
Efter endnu et par måneder blev det stadig sværere for dem at skilles.
Tine, vil du gifte dig med mig?
Mikael, jeg er jo først skilt sidst på måneden.
Og straks gift med mig! Ellers stjæler nogen min pige.
Pigen bestemmer, og hun har en elsket. Mikael, lad os droppe festen bare blive gift og tag mig til det slot, hvor jeg straks blev din kone.
Som du siger, min elskede.
Rasmus og Helle var de eneste vidner. Mor og søster sendte begejstret telegram. Og snart flyttede de ind i Mikaels lejede toværelses lejlighed, hvor de sammen satte den i stand og skabte et hyggeligt hjem. Især indrettede Mikael værelset til Mikkel. De kendte hinanden, men Mikkel, der var vant til at hans mor og far var de to halvdedele af hans æble, havde svært ved at knytte sig til Mikael.
Tine, lad os tjekke Mikkels blod han ser så bleg ud.
Mikael, han er bare ulykkelig. Det var hårdt for ham, at vi blev skilt. Han håbede så længe, det ikke ville ske. Jeg har læst, at skilsmisse er værre for børn end tabet af en forælder.
Det har du ret i, kloge kvinde. Jeg oplevede selv mine forældres skilsmisse som barn det føltes som verdens ende. Men vi må få tjekket blodet. Okay, Mikkel?
Den dag kom Mikael hjem med tungt hoved. Tine forstod straks noget var galt.
Tine, bliv ikke bange. Der er forandringer i Mikkels blod. Min fornemmelse var rigtig. Jeg tager ham med i morgen.
Det føltes uretfærdigt det var som om man måtte betale for sin lykke. Og så til den pris. Leukæmi. Et frygteligt ord!
En ny hverdag begyndte. Tine tog orlov uden løn hun kunne ikke forestille sig Mikkel uden hende til at klare nåle og drop og prøver. Hun holdt hans hånd og sagde bare: Hæng på, min dreng! Du er stærk! Du har altid været min bedste ven. Vi har aldrig været adskilt og det skal vi heller ikke nu.
Når Tine ikke orkede mere, bad Mikael hende hvile. Men det blev til at ligge og stirre op i loftet.
Thi Thor ringede og krævede, hun skulle ud af det ufærdige hus.
Jeg skal nok tage mig af sønnen. Han skal komme til mig.
Du burde besøge ham.
Jeg har ikke tid. Skal til København.
Mikael strøg hende over skulderen:
Tine, vi klarer det selv. Slip fortiden.
Det føles lidt hårdt. Jeg tjente fine penge og lagde alt i huset Men det har ingen betydning nu. At blive skrevet ud?
Bryd dig ikke. Hver tanke skal du lægge i Mikkel. Jeg klarer det. Jeg har altid ønsket mig en familie. Gud ved det. Han tager jer ikke fra mig.
Mikael, hvad med prøverne?
Vi gør hvad vi kan. Indtil videre er de dårlige.
Tine græd lydløst. Mikkel måtte aldrig opdage, hvor slemt det stod til.
Onkel Mikael, hvad er der med min blod?
Se, der er røde og hvide skibe i blodet. De kæmper.
Hvem vinder?
Lige nu, de hvide.
Hvad sker der så?
Hjælp de røde.
Mor, tag mig med et sted hen. Jeg er så træt.
Tine, det ville jeg også foreslå. Lad os tage Mikkel til vores slot. Det er godt vejr nu vi går ture i skoven, så han kan slappe af.
Forår prydede deres plads med blomstrende buske og træer. De tre vandrede i skoven. Glædede sig over hver blomst og hvert græsstrå. Men der var øjeblikke, hvor Mikkel blev helt stille og koncentreret.
Hvad nu, min skatte, er du syg?
Mor, lad være. Jeg spiller søslag.
Ferien var hurtigt slut. Mikkel havde frisk farve på kinderne da de kom hjem.
Mor, hvor er far?
Han er på forretningsrejse igen.
Igen? Nå ja.
Tilbage i klinikken tog de prøver igen. Laboratorielederen kom selv.
Mikael, hvor har du haft Mikkel henne?
Bare her i nærheden, i Mols Bjerge. Hvad er der?
Alt er godt. Han har remission. Fint blod.
Mikael sprang ind på stuen.
Mikkel, hvad har du lavet? Det går bedre! Græd ikke, Tine han bliver rask. Hvad har du gjort, min dreng?
Far, du fortalte om skibene jeg vandt alle søslag med de rødeMikkel så op, alvorlig og klogere end sine år.
Jeg har kæmpet, mor. Jeg ville ikke give op. Jeg drømte om os tre sammen, på slottet, og at alt blev godt igen.
Tine knælede ved hans seng, greb hans lille hånd og lod sine tårer løbe frit men nu var det glædestårer, ikke sorgens. Mikael lagde armen om hende og Mikkel, og for første gang i lang tid var alle tre ét familien, de havde bygget af tab, håb og kærlighed.
Da de kom hjem, blev lyset i lejligheden anderledes blødere, varmere, fuldt af latter og nærvær. Mikkel begyndte at lave tegninger af fremtiden: en stor sol, en have, en mand og kvinde, og sig selv i midten, smilende.
Om aftenen sagde Tine: Livet har lært mig, at alt kan gå itu, men jeg har fundet noget, der ikke kan rives i stykker. Kærlighed og mod dem har jeg nu.
Mikael trak hende ind til sig: Og jeg har fået jer. Mit mirakel.
Mikkel kiggede op: Mor, nu kan vi bygge vores hus færdigt men kun hvis Mikael hjælper!
Tine lo, og græd, og kyssede sin søn. Mikael nikkede: Det lover jeg, min ven.
Sådan begyndte det nye kapitel, med de tre, der sammen havde brudt mørket og fundet solens kraft. For første gang føltes verden ikke skræmmende, men fyldt med muligheder. Tine tænkte: Jeg er ikke den ikke-elskede. Jeg er elsket og jeg elsker.
Og mens aftensolen lyste deres vindue op, trykkede Tine Mikkels lille hånd i sin og lod Mikael føre hende ind i fremtiden, hvor hjertet aldrig gemte sig for lyset, og hvor de altid ville høre stemmerne af dem, de elskede, i huset fyldt med håb og nye begyndelser.
