Sergej hastede hjem i grænsende fart – arbejdsdagens forlængelse gjorde ham alvorligt forsinket, og …

Mikkel pressede speederen i bund på vej hjem. Han var blevet sent på arbejde, og det var jo hans kones fødselsdag i dag. Gæsterne var allerede kommet, og han var faretruende forsinket. Han kunne lige se for sig, hvordan svigermoren stramte læberne og rystede på hovedet, svigerfar lurede diskret til den dugede flaske, mens Astrid, hans kone, smilte undskyldende.

Pludselig trillede en pelsklump ud på vejen, og Mikkel drejede instinktivt rattet, prøvede at bremse, men endte med at køre ned i nogle buske. Airbagen trykkede hårdt mod hans bryst, det gjorde ondt, men han kom ud.

Han gik rundt om bilen, spyttede irriteret og kiggede op og ned langs vejen. Der var ingen.

“Tænk, hvis jeg bare har set syner,” mumlede han for sig selv. “Men jeg er sikker på, at der løb noget ud. Måske en hare?”

Så, fra grøftekanten, kom en sær, gennemtrængende piben. Mikkel blev forskrækket, gik forsigtigt gennem højt græs og blev helt stum. Der stod en lille dyr, en slags ulveunge med gule øjne, som stirrede skræmt på ham.

Hvem er du så? hviskede Mikkel overrasket.

Dyret skrålede svaret noget mellem et gø og en jamren. Mikkel betragtede det nøje. Den havde en hvid spids på halen.

Nå, så du er en ræv, konstaterede han. Bare meget beskidt. Har jeg ramt dig? Er du kommet til skade? Han kiggede rundt, Hvordan kan jeg hjælpe dig? Hvis vi laver en aftale jeg kigger på dig, og du bider ikke?

Ræven vendte snuden væk og fnøs. Mikkel tog et forsigtigt skridt mod den. Ræven sprang op og forsvandt et lille stykke.

“Du er vist okay,” sukkede Mikkel lettet. “Jeg ramte dig ikke. Det var heldigt. Ikke gå ud på vejen igen, det er farligt. Skov er dit hjem.”

Ræven stod et øjeblik, tænkte sig om, og forsvandt ind i buskene.

Mikkel gik tilbage til bilen, prøvede at starte intet skete. Han spyttede, fandt telefonen frem ingen signal. Han gik op og ned ad vejen, kravlede endda op i et træ, men det hjalp ikke.

“Åh, Mikkel, du er en klovn,” skældte han sig selv ud. “Hvorfor tog jeg den vej? Jeg skulle have taget motorvejen. Jeg prøvede bare at spare tid og så fik jeg det her.”

Han huskede den urørte sandwich, satte sig i grøften og besluttede at spise. Han tog et bid og straks stod ræven der, uforskammet tæt på, og stirrede ham i øjnene. Mikkel blev så overrasket, at han sad fast i halsen og hostede. Sandwichen røg ud af hånden, og ræven snuppede den hurtigt og slugte den.

Du er godt nok en slyngel, grinede Mikkel. Vil du stjæle det sidste mad fra mig? Glem det jeg har mere endnu.”

Han gik tilbage til bilen og hev en rulle pølser og en pose chips frem.

“Se det her! Det havde jeg købt til hjemmet. Jeg spiser det nu. Men dig, lille røde du får ikke mere!”

Ræven blev, måske fornærmet, begyndte at pibe højt.

Okay, okay, grinte Mikkel. Stop brølet. Vi deler. Du får pølser, jeg tager chips. Det er rimeligt, ikke?

Ræven forsvandt med pølsen i græsset, mens Mikkel satte sig og gjorde klar til at spise. Så snart han åbnede posen chips, var rævens snude inde i posen. Knas og smask det lød værre end børnene hjemme.

Ej, altså!” Mikkel smed chipsene ud på vejen. Du er helt desperat!

Ræven splittede posen, spiste det hele og satte sig tilfreds overfor Mikkel.

Ved du hvad? sagde Mikkel alvorligt til ræven. Når jagtsæsonen går i gang, så kommer jeg tilbage og skyder dig. Til Astrids nye hat. Du skal bare se så næsvis som du er!

Ræven fnyste.

Tror du, jeg ville tøve? Jeg er både sulten og sur nu. Hvis jeg havde et jagtgevær, så

Der lød en motor nær vejen. Mikkel rejste sig.

“Du, lille hat, smut nu! Ikke alle er lige så flinke. Kom afsted!”

Ræven mærkede faren og forsvandt.

“Har du ventet længe?” Fjord, en bekendt chauffør fra nabobyen, sprang ud af sit lastbil. “Hvordan endte du her?”

“En ræv løb over,” forklarede Mikkel og pegede. “Se, hun er her igen. Hun er ligeglad vi venter begge på hjælp. Helt frygtløs!”

Ræven stod og betragtede dem nysgerrigt.

“Vent lidt, jeg tror, jeg har set den før,” sagde Fjord og kiggede nøje. “Du ved, vores vildtmand træner hunde med jagt. Han trænede min også. Jeg tror, det er hans ræv. Den er ikke vild. Sidste uge blev alle burene åbnet de fleste ræve løb væk, nogle kom tilbage, men flere døde. De forstod ikke at overleve i naturen, de var ikke født til det. For at klare sig i skoven skal man vokse op dér. Så mange ræve blev tabt det er trist. Jeg har en radio. Giver besked, så henter han hende han søger rævene dag og nat.”

***

Senere standsede Mikkel ved indhegningen. Han stod ud.

Du skal ikke komme her så tit, brummede vildtmanden. Det går fint. Du behøver ikke gøre ræven tam. Tak for hjælpen! Seks af mine ræve kom tilbage, den syvende fandt du, men ti ja, dem begravede jeg. De klarede den ikke.

Jeg ville bare lige hjælpen tænkte, du kunne bruge en medhjælper. Kan hjælpe med burene, fodre, sådan efter arbejde. Som frivillig?

Du er snu som en ræv selv, grinede vildtmanden. Ikke mærkeligt, hun løb til dig. I er jo samme slags. Kom så hils på hende, og gør rent ved buret, nu du alligevel vil hjælpe. Og husk, råbte han, hun hedder Rikke, ikke ‘lille hat’. Vis lidt respekt. Hun forstår alt.

Et glædesfyldt, klingende gø lød fra ræven, der ventede ved buret…

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

5 − one =

Sergej hastede hjem i grænsende fart – arbejdsdagens forlængelse gjorde ham alvorligt forsinket, og …
Brev til mig selv: En nytårsnat på Vesterbro – Annas år mellem ensomhed, krav og gode viljer, trøst i te-selskaber, og vejen til at turde være menneske på egne betingelser