I et af værelserne i en stor københavnsk andelslejlighed boede der to sure kællinger. De var søstre, og havde det ikke været for aldersforskellen, ville man tro, de var tvillinger. Begge var tynde, ranglet, med smalle, altid sammenknebne læber, håret snoet op i en stram knold. Deres grå, kedelige dragter var uadskillelige fra dem. Hele ejendommen hadede dem, frygtede og foragtede dem på én og samme tid.
De unge i ejendommen kunne ikke udstå dem, fordi de altid kom med skarpe bemærkninger og var evigt utilfredse. Larmende musik, fester, eller det at komme sent hjem intet slap forbi deres bistre blikke.
Børnene holdt sig også fra dem, for damerne klagede til forældrene over de mindste ting om det så var et lys, der var glemt i toilettet, eller et stykke slikpapir ude i opgangen.
Gamle, godhjertede Magrithe så ned på dem af alle de forkerte grunde. Over deres akademiske uddannelse for hun havde ingen, men det havde søstrene; over at de ingen egne familier eller børn havde, og over deres utålelige vane med altid at retse på folk.
Hun, derimod, blandede sig aldrig i andres sager, klagede ikke til nogen, reagerede ikke på børnenes narrestreger eller når Kasper og Simon kom sent hjem. Men de to skulle blande sig i alt og alle. Sådan er kællinger bare.
Børnene elskede Magrithe. Hun sladrede aldrig, uanset hvad man lavede selv i hendes nærhed. Hun sendte bare et listigt grin og blinkede og tav.
Der var mange unger i ejendommen, der var altid larm og leben.
Ofte kom den ældste af de to søstre, Agnes Johansdatter, ud og skældte ud på børnene med trykkede læber:
Man må altså ikke larme sådan! Nogen forsøger måske at hvile? Peter er lige kommet hjem fra natarbejde, og måske sidder der én og skriver en roman, som for eksempel Ingrid Johansdatter! og hun pegede mod døren, hvor den yngre søster faktisk sad og skrev.
Hele ejendommen morede sig over det, Magrithe især.
Ingrid, hvornår bliver du dog færdig med den bog? Jeg går altså og glæder mig til at læse den! spurgte den gamle og lo så smittende, at andre straks stemte i.
Ingrid klemte læberne sammen og svarede ikke, men inde på værelset græd hun på søsterens skulder:
Agnes, hvorfor skulle du nu nævne det med bogen? De gør jo bare grin med os.
Lad dem bare grine, sagde søsteren trøstende. De mener det ikke ondt. Vi er jo næsten som familie alle sammen her. Bliv ikke ked af det. Og græd ikke.
Men så kom 1941 og krigen. I september blev København belejret. Sulten meldte sig ikke med det samme, og lidt tid var der stadig lunt.
Ejendommen vænnede sig langsomt til de nye vilkår. Rationeringsmærker, næsten tomme værelser, sørgebreve, luftalarmer, ingen duft fra madlavningen, blege, udmarvede ansigter og stilheden.
Ingen unge, der sang til guitar, ingen børn der legede skjul mere. Stilheden var tyngende, værre end al den støj før krigen.
Agnes og Ingrid blev endnu mere indtørrede, men de holdt fast i deres grå dragter, der hang på dem som klæde på bøjler. De holdt stadig øje med at tingene foregik ordentligt men nu var det andet ting, de bekymrede sig om.
Magrithe gik kun ud, når det var nødvendigt. Og en dag forsvandt hun helt. Gik ud og kom aldrig tilbage. Agnes og Ingrid ledte efter hende længe, men forgæves. Den gamle forsvandt, som var hun aldrig til.
I foråret toogfyrre kom så den første død i ejendommen. Tolvers mor døde og han havde ingen andre. En forsvarsløs dreng blev ladt alene tilbage. Alle havde ondt af ham, men hvad kunne man stille op i krigstid? Man glemte ham hurtigt.
Men ikke søstrene. De tog ham under deres vinge, gav ham mad og holdt øje med ham. Han blev elleve i oktober. Så døde Vasas og Victorias mor også, faren var ved fronten, ingen havde hørt fra ham længe. Også dem tog de strenge søstre sig af.
Ikke kun dem. De tog alle børnene i ejendommen ind under deres beskyttende vinger. Og der var mange.
Søstrene lavede suppe én gang om dagen på skift. De tryllede og rørte rundt, tilsatte både dit og dat. Ingen ved rigtigt, hvad suppen bestod af der var jo næsten intet tilbage i husholdningen men den smagte fantastisk. Alle børnene fik en skål på samme tidspunkt hver dag.
De gav den selv et navn: Sjuskebasse.
Farmor Agnes, hvorfor hedder suppen Sjuskebasse? Det kaldte du da Kasper engang, kan jeg huske, spurgte Tolver en dag, undrende over navnet.
Ved tanken om Kasper kom en tåre frem i Agnes øje; drengen havde været død i et halvt år nu. Hun svarede alligevel, smilende til drengen:
Anton, vi laver bare suppen lidt sjusket! Derfor hedder den sådan.
Hvad betyder det, at lave det sjusket? forstod knægten ikke.
Jo ser du, hvem putter både gryn og byg i den samme gryde? Og krydrer det hele med tapetklister? Engang imellem er der endda et par skefulde konserves! Agnes klappede ham på hovedet, fandt et lille stykke sukker frem og brækkede et korn af til ham, direkte i munden, så intet gik tabt.
Anton, gå og tjek, om Ingrid har fået skrabet noget klister sammen vi skal snart putte sjuskebassen i.
Til sidst tog de alle forældreløse børn ind på deres værelse. Nu boede de sammen, varmede hinanden, og det føltes lidt mindre skræmmende for børnene.
De lå tæt op ad hinanden, mens farmor Ingrid fortalte godnathistorier. Eventyr, hun havde skrevet. Den bog, hun havde skrevet på, var egentlig blevet brugt til optænding for længst. Men hun huskede historierne, og fandt hele tiden på nye. Ingen børn faldt til ro uden hendes godnathistorier:
Ingrid, vil du ikke fortælle om Skønheden fra Isbjergen i aften?
Det skal jeg nok, og hun gik straks i gang.
Alle børnene hjalp til, og farmor Agnes holdt nøje øje med, at alle lavede noget.
Anton passede ovnen, Vasa samlede brænde og gjorde det klar, pigerne gik efter vand, hentede rationeringsmærker, hjalp i køkkenet. Børnene sang også Victoria var forsanger. Kan man synge, så synger man. Hver morgen sang de.
En dag kom Agnes hjem med en pige fra gaden hun var tæt på at dø, men blev plejet op. Næste dag kom Ingrid med en dreng, og sådan gik det videre
Da blokaden sluttede, boede der tolv børn på søstrenes værelse. Alle overlevede. Hvordan? Tja, det var nok et lille mirakel.
Suppen, Sjuskebasse, blev kogt længe efter krigen også. Børnene voksede op og rejste hver til sit.
Men de glemte aldrig farmor Agnes og farmor Ingrid. Søstrene blev boende i ejendommen. Børnene, nu voksne, kom ofte på besøg og hjalp til. Hver af de gamle damer blev næsten hundrede år. De fik endda udgivet eventyrbogen, og Ingrid skrev mange nye historier alle sammen om sine adoptivbørnebørn. Og den havde det helt rigtige navn: Min elskede andelslejlighed.
Hvert år, d. 4. maj, samledes alle voksne børn og deres egne børn hjemme hos Agnes og Ingrid, så længe de levede. Den store, varme familie voksede hvert år og der kom oldebørn til.
Og ved I hvad, der altid stod på bordet? Gæt engang! Selvfølgelig Sjuskebasse-suppen.
Intet smagte så godt som den gamle krigssuppe. Tilsat med godhed og mod, havde den reddet både børns liv og sjæle.
