En dag fik vi besøg af nogle slægtninge. De havde selvfølgelig givet besked på forhånd, og dengang gjorde jeg det klart for dem, at vi lever beskedent og dårligt nok får enderne til at mødes.
Det betyder ikke, at vi sulter, men vores liv er meget simpelt. Jeg er pensionist, og min søn tjener heller ikke særlig meget, så der er ikke råd til den store gæstfrihed. Da de kom, havde de dog masser af mad og gaver med, de dukkede ikke op med tomme hænder.
Min søn takkede dem for gaverne, og jeg gemte dem hurtigt væk. Som jeg allerede havde fortalt dem, så har vi ikke mange penge. Frokosten bestod af rugbrød med smør, småkager og te. Vore slægtninge sad ved bordet med utilfredse miner, men sagde ikke noget. Det rørte mig ikke, for jeg havde sagt, det ville være sådan. Sådan er vores liv nu en gang. Vi bød dem det, vi havde.
Til aftensmad fik vi en let suppe, brød, smøreost, pålægsmadder og te. De havde nok håbet på noget andet, for de så stadig temmelig skuffede ud.
Så var der én af dem, der begyndte at spørge, hvorfor jeg ikke serverede det, de selv havde taget med. Jeg lyttede, men forstod ikke rigtig, hvad han mente. Var det en gave til os, eller havde de tænkt det til sig selv? Hvis det sidste var tilfældet, kunne de jo bare have bedt os sætte det i køleskabet.
De diskuterede længe med os, og næste dag pakkede de deres ting og tog hjem igen. Ærligt talt er det ligemeget for mig, hvor de tilbringer natten jeg har ikke lyst til at have dem i mit hjem. Det bedste var næsten, at vi fik lidt ud af det: noget kage, leverpostej, skumfiduser, lidt frugt det var da i det mindste brugbart. Om aftenen sætter min søn og jeg os og drikker te og spiser et stykke god kage.
Vores slægtninge kom på besøg og havde gaver med – men snart krævede de, at vi satte dem frem på bordet
