Som to dråber vand
Mikkel var den første til at tage afsted på arbejde denne kolde morgen. Han ringede til sin kone, så hun og sønnen kunne huske at tage varmt tøj på, for frosten var streng udenfor.
Rikke brugte lang tid på at finde vintertøj frem, så morgenmaden nåede de ikke. I farten pakkede hun et par madder i tasken til sig selv.
Den røde persiske kat, Mille, var ikke begejstret for kulde og hvæsede ad alle, som vovede at komme for tæt forbi hendes royale majestæt eller endnu værre, forsøgte at klappe hende. Mille havde et drilsk temperament, men familien holdt utroligt meget af hende alligevel.
Hun fortsatte med at hvæse, selv da Rikke og sønnen Andreas stod klar i entreen.
Sss…
Mor, hvem hvæser Mille ad nu, vi står jo herude?
Hun klager vist bare over livet selv, svarede Rikke og smilede. Det havde Mille for vane.
Ville nogen have sagt Rikke for år tilbage, at hun skulle tage en kat i huset, havde hun nok leet. Hun og Mikkel var lige blevet gift og boede midlertidigt til leje. Mille kom til dem som lille killing. Hun var ikke blevet valgt, og de forærede hende næsten væk. Da Rikke hørte, hvilken skæbne sådan en kat kunne vente, tøvede hun ikke et sekund og tog Mille til sig. Katten fandt hurtigt tryghed hos Rikke, mens Mikkel fik både hvæs og en løftet pote.
Da de to år senere flyttede ind i egen lejlighed, gik endnu et år, før de fik sønnen Andreas. Til deres store overraskelse accepterede Mille straks drengen som en del af flokken. Mens han voksede op, har hun aldrig ridset ham, og han fik ovenikøbet lov at klappe hende.
Familien havde lært at elske Mille præcis, som hun var også med hendes egenrådighed. Sådan var det gået i ti år nu…
På vej ud mod arbejdet indså Rikke, at hun havde glemt madden på køkkenbordet. Da hun alligevel ikke var nået langt, gik hun tilbage. Ved opgangen hørte hun pludselig en ynkelig miaven fra oven. Det var stadig halvmørkt, men hun skimmede omridset af en kat på en gren. Hun tændte lommelygten på telefonen og lyste op. Synet fik hende til at bremse op: det lignede jo Mille.
Det kan ikke passe Der er ikke gået ti minutter siden vi tog afsted, og du var inde?
Men katten på grenen miavede endnu højere nu, og kulden bidrog næppe til tålmodigheden.
Rikke tænkte hurtigt, for katten sad ikke særlig højt oppe. Kunne hun låne en stige, ville hun måske nå hende. Hun betænkte sig på den ældre nabo Ole fra øverste etage, der netop var ved at renovere og sikkert havde en stige. Ole var straks med på idéen, og et øjeblik efter var de ved træet sammen. Flere naboer var allerede stimlet sammen og talte om, hvordan de kunne hjælpe.
Ole satte stigen til træet og klatrede op, mens Rikke holdt den og kiggede nervøst til. Hun nåede at tvivle, om det virkelig var Mille, men så snart Ole strakte hånden ud mod katten, og den hvæsede som kun Mille kunne, var al tvivl væk.
Oles hænder var beskyttet af handsker, og katten kom uskadt ned til Rikke, som straks pakkede hende i sit halstørklæde, takkede naboerne og løb hjem for at varme den frysende Mille.
Men da hun låste døren op og kom ind i lejligheden, sprang en søvnig Mille ned fra sengen og travede hende i møde men stoppede midtvejs.
Mille? Er du herinde?
Rikke så på katten i sine arme. Den lignede til forveksling Mille, men forskellen var tydelig, nu hvor hun kendte begge. Selvfølgelig kunne hun i halvmørket tage fejl. Katten i favnen så undersøgende på hende og gav hende et forsigtigt slik på næsen.
Mille listede nysgerrigt hen til Rikke og kiggede nærmest bebrejdende op, og så begyndte hun og den nye kat at stirre undersøgende på hinanden med store øjne.
Rikke ringede til sit arbejde og sagde, at hun blev forsinket, hun besluttede sig for at vente på Andreas fra skole sammen kunne de nok finde ud af noget.
Andreas var dybt fascineret af den dramatiske redningsaktion og ærgrede sig over ikke at have været med. Han tiggende om de ikke kunne beholde den anden kat. De to katte gemte sig for hinanden i hver sit hjørne, mens de forsigtigt holdt øje med hinanden. Rikke besluttede at lave nogle opslag om den fundne kat; måske var der nogen, der savnede hende. Om aftenen ville de hænge dem op sammen med Mikkel.
Nu nærmede sig tiden, hvor familien ventede Mikkel hjem…
Pludselig løb den fundne kat ud i entreen lige som hoveddøren gik op.
Mille, vil du møde mig nu? udbrød Mikkel overrasket.
Katten gned sig op ad hans ben og spandt højlydt.
Utroligt! Må jeg mon også klappe dig i dag?
Far, er hun ikke flot? Må vi ikke godt beholde hende? spurgte Andreas.
Lad far lige komme ind, så forklarer vi det hele, sagde Rikke.
Mikkel så målløs fra Rikke til sønnen og så til katten, uden helt at forstå situationen. Men da han trådte ind i stuen, blev han mødt af et arrigt hvæs fra sofaen, hvor deres egen Mille lå og demonstrativt viste, hvad hun mente om dagens begivenheder.
Der er to? Hvor kommer hun fra?
Rikke fortalte om katten i træet, og hvordan hun i mørket troede, det var Mille, fordi de lignede hinanden som to dråber vand.
Ja, nogen må savne hende, sagde Mikkel.
Jeg har lavet opslag, lad os gå ud og hænge dem op sammen.
Katten forstod vist, de talte om hende og sprang op i Mikkels skød.
Bare rolig, hvis ingen melder sig, får du lov at blive hos os. Vi skiller os ikke af med dig, sagde han trøstende.
Jaaaa! råbte Andreas lykkeligt.
Der var ingen, der svarede på opslagene, og ingen savnede katten. Så hun blev en del af deres familie.
Med tiden blev de to katte venner, og fra stuevinduet kunne forbipasserende nu se to næsten identiske, flotte persiske katte, der fulgte verden derude som to dråber vand.
Livets små tilfældigheder kan bringe nyt venskab og glæde, hvis vi bare vælger at åbne vores hjem og hjerter.
