LÆGE, DU LYTTER IKKE TIL MIG! HAN ER IKKE SYG. HAN ER BARE GAMMEL. HAN LUGTER AF HUND, HANS PELS FALDER AF, OG I GÅR KUNNE HAN IKKE HOLDE SIG TIL GÅTUREN. VI HAR LIGE FÅET NYT LAMINAT FRA ITALIEN RENOVERINGEN ER LIGE BLEVET FÆRDIG! OG DEN HER HAN PUSTER OG STØNNER OM NATTEN, OG VÆKKER OS. AFLIV HAM. JEG BETALER DOBBELT, BARE DET SKER UDEN LIDELSER. Den unge kvinde trak væmmeligt i snoren, hvor en stor, ædel, men meget trist ruhåret hønsehund med gråskægget snude sad.
Andreas, dyrlæge gennem femten år, tog langsomt brillerne af.
Han hadede sådan nogle kunder. Afliverne.
For dem var et dyr bare et tilbehør. Som en taske. Ny og smart og man viser den frem. Slidt og umoderne ud med den.
Hvad hedder hunden? spurgte Andreas, mens han så på hunden, og ikke på kvinden. Hunden mødte hans blik med kloge, ravgule øjne fyldt af forståelse. Han klynkede ikke. Han forstod, at han var blevet svigtet.
Greve. Men vi kalder ham Døv. Han blev døv for nylig, hører ikke efter mere. Ubrugeligt kød, afbrød kvindens mand, mens han var optaget af sin mobil. Doktor, skynd dig. Vi skal flyve til Mallorca i aften. Vi har ikke tid til besvær.
Andreas gik over til hunden. Den slikkede hans hånd, med ru, varm tunge.
Dyrlægens hjerte trak sig sammen.
Hunden var sund og rask. Ja, gammel, ja, gigtplaget. Muligvis blærebetændelse (derfor pletten på gulvet). Men det kan behandles. Det er ingen grund til at slå ihjel.
Helt fint, sagde Andreas tørt. Lad ham blive her. Proceduren tager tid, I behøver ikke at vente. Jeg klarer det hele.
Perfekt! kvinden trak en bunke sedler op af tasken, smed dem på bordet uden at tælle. Snoren kan du bare smide ud, den er slidt.
De gik uden at se sig tilbage. Greve stirrede efter døren. Han sukkede lavmælt og lagde sig på det kolde klinkegulv, hovedet på poterne.
En stor tåre trillede fra hans matte, gamle øjne. Hunde kan græde, hvad folk end siger.
Andreas lukkede klinikken til pause.
Han hældte frisk vand i skålen.
Nå, Greve? sagde han til hunden. Vil du bo lidt hos mig? Jeg har ikke laminat, kun gammelt linoleum, så du kan bare tisse, som du vil. Og blærebetændelse klarer vi.
Andreas aflivede ikke hunden. Han kørte Greve hjem til sin far.
Onkel Preben boede alene på landet, havde været enkemand i fem år og var lige så ensom og gammel som denne hund.
Far, tag godt imod en gæst, sagde Andreas, mens han løftede Greve ud af bilen. Han er blevet kasseret. Fin stamtavle, men han passede ikke ind i stuen.
Onkel Preben så på Greve. Greve så på onkel Preben.
Intet blev sagt de forstod hinanden. To gamle fyre, kasseret af de unge og smarte.
Utroligt nok livede Greve op.
Frisk luft, ingen stress, og lidt kærlighed gjorde underværker.
Det viste sig, at han ikke var helt døv han havde bare propper af ørevoks, som Andreas fik renset væk.
Hans pels begyndte at skinne. Lugt var der heller ikke meget tilbage af, nu hvor Preben vaskede ham i sin gamle brændefyrede badstue og børstede ham grundigt.
Men vigtigst: Nu havde Greve en betydning.
De gik på fisketur sammen. Greve, der huskede jagtlivet, pegede stadig på ænder, så Preben grinede, til tårerne trillede.
Om aftenen sad de på trappen, Preben røg pibe og fortalte Greve om gamle dage, mens Greve lyttede med hovedet tungt på hans knæ.
Også onkel Preben forandrede sig. Han fik mere energi, blodtrykket faldt. Han havde nu noget at stå op til.
Tak, Andreas, sagde han til sønnen i telefonen. Det er ikke bare en hund. Det er et menneske. Bare i pels.
Der gik to år.
Andreas besøgte sin far en weekend. De gik tur til landsbyens nye sø, hvor der var opført en moderne ferieby for københavnerne.
Greve løb forrest med en pind i munden. På trods af sine fjorten år var han livlig.
På p-pladsen holdt en velkendt hvid Audi.
Ud af bilen trådte den samme kvinde. Hun så trættere ud, var blevet tynd, men stadig klædt i dyrt tøj.
Hun følges med en anden mand nu ældre, rigere.
I snoren gik en lille pomeranian, indhyllet i glitrende diamanter.
Greve stoppede op.
Han genkendte hende. Duftene. Den parfume, han havde husket hele livet.
Han slap pinden og tog et skridt hen imod hende. Logrede forsigtigt. I hans hundehjerte fandtes intet nag. Han var klar til at tilgive.
Kvinden så den store hund.
Hun udstødte et lille hvæs og klemte den lille hund ind til sig.
Fjern den hund! skreg hun. Fy! Gå væk! Et grimt bæst!
Hun genkendte ham ikke.
Hun så slet ikke, at den sunde, smukke og velplejede hund engang havde været den ildelugtende gamle hun havde forladt for to år siden.
For hende var han bare en beskidt bondehund.
Greve stod ubevægelig.
Han kiggede på hende længe. Så flyttede han sine øjne til pomeranianen, som dirrede af skræk.
I Greves blik glimtede et strejf af medfølelse.
Han forstod. Hun havde ikke lært noget. Og pomeranianen ville få samme skæbne, når moden skiftede.
Greve, kom her, kaldte onkel Preben sagte.
Hunden vendte sig væk.
Han gik ikke tilbage til sin gamle ejer. Han løftede sit hoved, sendte hende et sidste blik fuld af værdighed, som hun aldrig havde haft og luntede hjem til den, der elskede ham for sjælens skyld, ikke udseendets.
Andreas gik hen til kvinden.
Flot hund, ikke? spurgte han.
Forfærdelig! snerrede hun. Jeg bryder mig ikke om store hunde. Vi havde engang sådan én dum. Vi aflevede ham.
Jeg husker det, sagde Andreas. Det var mig, der skulle aflive ham. Men han overlevede. Og lever bedre end dig.
Kvinden stivnede. Hun stirrede på den fjerne hundeskygge.
Det Er det Greve?
Det er Greve. Men ikke din længere. Gudskelov. For hunde de er som spejle. Bor de hos et råddent menneske, hensygner de. Bor de hos et ordentligt, blomstrer de op.
Andreas gik efter sin far.
Kvinden blev stående på p-pladsen, kiggede efter dem og sluge støvet fra deres skridt.
Den nye mand rykkede utålmodigt i hendes arm:
Hvad står du der for? Kom nu, jeg har ikke hele dagen. Og få den rotte til at tie stille!
Hun så ned på sin lille hund. Så over på mandens ryg.
Og pludselig ramte ensomheden hende, ligesom Greve havde følt på klinkegulvet.
Hun indså, at i denne afliver-flok ville hun næste gang selv ryge ud, når hun fik sine første rynker.
Moral:
Vi skiller os ofte af med dem, der er blevet besværlige, og glemmer at troskab ikke har udløbsdato. Men livet er som en boomerang. Når du svigter en, der er afhængig af dig, lærer du universet at gøre det samme mod dig. Alle vi bliver gamle og skrøbelige én dag. Da betyder det alt, hvem der sidder ved din side én, der husker dit nærvær, ikke bare dit udseende.
Har du nogensinde taget en hund fra internatet eller reddet den fra aflivning?
