Min femårige søn er blevet venner med drengen fra nabohuset, som er syv år gammel. Nu leger de samme…

Min femårige søn har fundet sig en ny legekammerat Asger, som bor lige ved siden af. Asger er syv år, og nu leger de sammen hver dag som om det er det mest naturlige i verden. Min yngste, lille Magnus på tre, vil selvfølgelig også med, for intet er så spændende som at være med de store. Når de leger, er det dog heldigvis mest kaotisk på legetøjsfronten, ikke på krigsfronten. Ingen slåskampe, kun legetårne, der vælter.

Det var weekend, og jeg sad inde og spillede brætspil med min mand og vores to danske døtre, Frida og Mette. Pludselig kommer min søn ind og spørger, om han, Magnus og Asger må lege indenfor. Solen skinner, vi drømmer om lidt fred og ro til et slag ludo, så jeg siger nej. Før jeg når at forklare mere, aner jeg, at det faktisk er Asger, der har sendt min søn ind for at forsøge at overtale mig.

En halv time senere træder hele børneflokket ind igen. Jeg fejrer mine point i spillet, mens jeg siger: Ud med jer! Gå udenfor vi har flere legeting i haven end i hele huset. Min søn prøver at forhandle: Mor, jeg vil bare vise Asger huset. Okay, så får de en guidet rundvisning. Men Asger vil absolut ikke ud igen. Må vi ikke lege indenfor? Nej, insisterer jeg, det er jo varmt, gå nu ud og leg.

Dagen efter kommer PostNord med en pakke til pigerne kjoler til sommeren, faktisk. Vi går straks i gang med at prøve dem på. Midt i prøvningen, vender døren pludselig Asger vader ind uden at banke, og han sigter direkte mod badeværelset. Stuen, hvor pigerne skifter, har naturligvis ingen dør, for vi danskere elsker åbne rum, uforvarende for uventet gæstebesøg. Jeg siger: Asger, du må gå ud pigerne klæder om. Jeg skal, svarer han, og smækker døren til badeværelset efter sig. Forbløffelsen rammer med et brag. Asgers hus ligger en armstrækning væk, hans eget toilet tager måske 30 sekunder at nå, men nej det er vores toilet, der frister. Da jeg spørger min søn om hvorfor Asger bare går ind, siger han: Jeg gav ham lov. Hele den diskussion på to ord.

Næste dag, Magnus sidder på potten, mens storebror og Asger løber ud for at lege. Fem minutter efter, rammer Asger igen huset, uden så meget som et bank. Jeg skal på toilet! Jeg siger: Det er optaget. Han ser Magnus (døren står jo åben), og spørger: Hvad? Jeg forklarer: Magnus er derinde. Asger ser, tøver et øjeblik og smutter så ud igen.

Da Magnus er færdig og jeg får lukket døren, begynder en insisterende banken. Åbn, jeg skal virkelig tisse! Jeg tror han er smuttet hjem, men nej. Det kan jeg ikke, siger jeg, hvorefter han snupper: Hvorfor ikke? Hvorfor ikke? Typisk børnelogik. Jeg siger: Jeg skal selv hvis det haster, så må du løbe hjem til dig selv.

Stilhed i et par minutter, så kommer han igen: Er du snart færdig, jeg vil virkelig gerne.

Og så står man der i sit eget hjem, med fremmede børn, der nærmest smider én ud fra badeværelset. Jeg siger igen: Løb hjem du bor jo lige ved siden af. Nåh, okay, svarer han og smutter, og to minutter senere er han atter i gang med at bygge mudderkager i vores have.

Senere spørger jeg min femårige: Magnus, hvad ville du gøre, hvis du skulle på toilet hos andre? Han svarer: Jeg ville løbe hjem og så komme tilbage og lege igen. Well, så er da én, der kender det danske koncept af privatliv. Det gjorde mig faktisk ret lettet.

Asger er sådan en sød dreng, ikke skrap eller vild, men han har ingen som helst fornemmelse af grænser. Helt ærligt, situationen er så finurlig man vil jo ikke ødelægge børnevenskabet med en stiv voksenbemærkning, men man kan heller ikke bare lade alle grænser falde. Så hvad ville du gøre? For selv om vi danskere er kendt for hygge og åbne huse, så skal der altså være grænser for, hvor mange gange nabobørn invaderer badeværelset på én weekend.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

five − one =

Min femårige søn er blevet venner med drengen fra nabohuset, som er syv år gammel. Nu leger de samme…
Uden Ret til at Sige Nej – Jeg er hjemme før midnat, helt sikkert, sagde han, mens han strammede bæltet og så på sin kone. – Senest ni, ti… Et par timer bag rattet – så stopper jeg. Konen rettede lydløst servietterne på bordet og skubbede til salatskålen. Sønnen sad med sin mobiltelefon, én øreprop i, som om han kun lyttede halvt til dem. – Det sagde du også sidste år, mindede hun ham om. – Og forrige år. – Priserne i år er jo helt vilde, prøvede han at joke. – Det er næsten en synd ikke at køre. Vi har jo stadig vores lån at betale. – Og hvem sørger så for at betale for vores nytår? spurgte hun stille. Sønnen kiggede op. – Far, helt ærligt. Jeg er da endelig hjemme i år – ikke hos mormor eller på lejrtur. Kan vi droppe de der historier om “jeg er snart tilbage”? Han rynkede på næsen. Fyrre-fem år gammel vidste han, hvordan skuffelse så ud i de nærmestes øjne. Og hvordan det føltes at bruge ugen efter på at rette op på samvittigheden. – Jeg skal jo ikke være væk hele natten, sagde han blødere. – Toppriserne varer indtil ni-tiden, så falder de igen. Klokken elleve er jeg helt sikkert hjemme. Så ser vi dronningens tale, popper noget bobler – som alle andre. – Du er ikke som alle andre, sagde konen med et skævt smil uden glæde. – Du er som en app. Han ville protestere, men sagde ikke mere. Gik ud i gangen og greb vinterjakken. I spejlet så han et træt ansigt, skægstubbe, mørke rande under øjnene. En chauffør med 4,93 i stjerner og følelsen af, at ingen rigtigt er tilfredse. – Tag nu huen på, råbte konen indefra. – Og lad nu være med at tage de fulde med igen. Jeg gider ikke høre flere historier om folk, der brækker sig i bilen. – Jeg har sat et filter til, mumlede han. Sønnen gik ud til døren, lænede sig op ad karmen. – Far, hvad med det her: Hvis du kan se, du ikke når hjem til midnat, så skriv bare. Ikke de der “lige om lidt”. Okay? Han nikkede. Sønnen rakte ham knytnæven. Han stødte sin egen knytnæve mod. – Jeg når det, gentog han stædigt. Ude i gården blev der allerede tændt nytårsfyrværkeri hist og her. Folk stred rundt med poser og i vinduerne blinkede lyskæder. Han åbnede sin gamle Škoda, satte sig og startede. Dashboardet blinkede, mobilen tændte app’en. Notifikation i øverste hjørne: “31. december. Ekstra efterspørgsel. Gangetillæg op til 2,8.” Han sukkede og satte sig til. Første bestilling kom med det samme. – Så kører vi, sagde han til sig selv. (…fortsættelsen følger, hvis du ønsker det; oversættelsen tilpasset hele fortællingen, her er kun begyndelsen til at vise stil og tilpasning til dansk kultur…) **Bemærk: Hvis du ønsker hele teksten bearbejdet og oversat i denne stil, skriv gerne! Her er det dog titlen, vi skal tilpasse:** — **Uden Ret til at Sige Nej**