Dagbog, marts
Jeg hedder Rasmus, og jeg føler mig ofte som en forladt dreng. Min mor lever endnu, men det føles ikke sådan. Om min far ved jeg ikke meget. Om han er i live eller ej det har min mor aldrig sagt til mig. Når jeg spurgte, da jeg var helt lille og kom hjem fra børnehaven:
Mor, har jeg en far?
Så begyndte hun at råbe, og bagefter græd hun.
Jeg forstod aldrig rigtig, om jeg havde en far. Til sidst holdt jeg op med at spørge. For hvad var meningen? Det blev også for skræmmende. Da jeg var fem, slog hun mig første gang for det spørgsmål. Ikke voldsomt, men hårdt nok til, at jeg gik rundt i en uge med et blågrønt mærke på kinden.
Jeg fortalte alle i børnehaven, at jeg havde været oppe at slås med Viktor den værste bølle i vores gård. Ingen troede på mig. Hvor Viktor var stor og gik i tredje klasse, var jeg bare en lille fyr i min første børnehavegruppe. Viktor kunne slå mig med én hånd. Men alligevel ændrede det måden, de så på mig. Jeg fik lidt respekt.
Det hjalp dog ikke på hjemmefronten. Min mor blev mere og mere vred og slog mig oftere. Pædagogen i børnehaven Jette begyndte at spørge ind til, hvem jeg slås med, og om nogen voksne gør mig ondt. Jeg svarede altid stolt ingenting, for jeg troede stadig ikke helt på, at min egen mor kunne gøre mig fortræd.
Senere begyndte min mor at drikke. Flere gange glemte hun at hente mig, og Jette spurgte ikke længere hun ringede til kommunen. Hun advarede min mor: Hvis hun ikke stopper med at drikke og slå mig, ville hun miste mig. Min mor var den dag ikke fuld, men rasende, så hun råbte ad Jette foran alle og gav mig sådan én, at jeg faldt ud på gangen.
Står du bare der og lytter til, hvordan folk råber af din mor? hun kneb øjnene sammen og jeg vidste, jeg ville få tæsk igen. Tag dit tøj og kom ud!
Efter det kom jeg ikke tilbage til børnehaven. Min mor pakkede alt, hvad jeg havde, og vi tog toget til mormor, der bor i en lille landsby på Sjælland.
Vi skal på besøg, sagde min mor.
Først blev jeg glad, for mormor virkede rar. Når hun kom på besøg, var der altid mad, kager, brunsviger! Sådan noget havde min mor aldrig derhjemme. Men da min mor gav mormor tasken og sagde:
Tag din lille skvat, og skubbede mig frem, hvorefter hun gik og smækkede lågen, forstod jeg, at jeg bare var blevet smidt ud.
Jeg kiggede frygtsomt på mormor, som i stilhed betragtede mig. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Var det bedst at løbe efter mor eller smile til mormor?
Mormor bøjede sig, tog tasken og sagde kort:
Kom.
Jeg fulgte hende ind i huset. Fik besked på at tage støvlerne af og stille dem pænt ved siden af hendes. Kiggede ned på mine fødder og så, at en tå stak ud af mine stribede sokker.
Der er ingen hjemmesko til dig, sagde mormor tørt.
Det er okay, jeg er vant til at gå uden, hviskede jeg.
Er du sulten?
Ja, svarede jeg endnu lavere, og prøvede ikke at græde.
Sådan, mormor så på mig, da jeg forsigtigt tørrede øjet og stille snøftede. Rigtige mænd græder ikke.
Hun bar min taske ind i et lille værelse, hvor der stod en jernseng med sjove kugler på og et farverigt tæppe på gulvet.
Her er dit værelse, hun satte tasken på stolen. Læg tøjet i kommoden og vask hænder. Så spiser vi morgenmad.
Hun gik, og jeg stod midt i rummet og tænkte, hvad en kommode mon var, og hvor jeg skulle lægge tøjet.
Er du snart færdig? råbte hun ude fra køkkenet.
Ja, svarede jeg, satte tasken og lagde tøjet i en bunke på stolen.
Det er ikke så meget du har, mormor kom ind. Kommoden, hun pegede på den mørke, blanke skab med skuffer. Læg det i her senere. I aften ser vi, hvad du har og hvad du mangler.
Efter en måneds tid opdagede jeg, at livet hos mormor egentlig var bedre end hjemme. Der var altid mad. Hun var streng, men ikke ond hun slog mig aldrig og skældte næsten ikke ud. Kom pensionen den første, gik vi til Brugsen og hun købte slik, og af og til en lille legetøjstank eller noget andet.
Min mor så jeg aldrig igen. Rundt tre år senere tog mormor til København et par dage og lod mig være hos naboen Fru Kirsten. Da hun kom tilbage med sort tørklæde, sagde hun:
Nu er du for alvor forældreløs. Ingen mor, ingen far.
Var min far altså til? spurgte jeg trist.
Selvfølgelig, smålo mormor. Du er ikke kommet ud af ingenting. Du bor i hans værelse.
Hvor blev han af? Smed han mig væk som mor gjorde først hende, så mig, og så dig?
Nok, hævede mormor stemmen og forsvandt uden forklaring.
Fra den dag blev jeg arrig. Spurgte hele tiden, hvem min far var. Hvorfor jeg boede hos hende og ikke hos ham. Hvorfor min mor forlod mig hos mormor og sagde tag din lille skvat. Jeg prøvede at gentage ordet, men det lykkedes ikke. Jeg blev vred, græd og råbte.
Pak dine ting, jeg sender dig på børnehjem! slog hun hånden i bordet. Hold op med at plage mig! hun satte sig, tog sig til hovedet og begyndte at græde.
Jeg blev bange og blev helt stille. Så på, hvordan hun vuggede frem og tilbage på stolen og mumlede Lasse, min Lasse.
Okay, okay, undskyld, jeg listede over og forsøgte at kramme hende akavet. Undskyld, mormor.
Undskyld mig, Rasmus, hun så på mig og strøg mig over kinden. Din mor… Hun ødelagde det for os alle, hun sukkede dybt, rejste sig og tog et glas vand. Kom.
Jeg spurgte ikke mere, men fulgte med hende. Vi gik på kirkegården. Jeg stod og kiggede på det ovale billede, hvor en ung mand smilte.
Min søn, Lasse, snøftede mormor. På grund af din mor ligger han her. Han elskede hende elskede som på film.
Men hvad med hende? spurgte jeg, stadig ikke helt sikker det var min far.
Hun sagde også hun elskede, svarede mormor ru. Men det var ikke rigtig god kærlighed.
Fortæl om det.
Mormor blev stille og satte sig på bænken.
Når man glemmer sig selv i kærlighed, så er det ikke godt, sagde hun. De elskede hinanden. Kan du følge?
Jeg nikkede, selvom jeg ikke helt forstod men følte det.
Han kunne ikke leve uden hende. Hun heller ikke. De blev gift og flyttede til byen. Hun ville bare teste, hvor meget han elskede hende. Det var ikke nok for hende. Hun begyndte at lege med hans ven, og Lasse blev knust af jalousi. Han drak sig i hegnet, så han ikke kunne huske noget. Vågnede hjemme hos sig selv med en anden. Din mor så det og smed ham ud.
Mormor strøg fotografiet.
Han bad om tilgivelse, men fik det ikke. Han holdt ikke til det. Kan du forstå? spurgte hun uden at vente på svar. Han vendte hjem. Jeg fandt ham i gården. Han åndede ikke længere, sagde hun med rystende stemme. Et halvt år senere blev du født. Lasse nåede aldrig at vide, han fik en søn.
Jeg stod længe og stirrede på billedet. Tænkte på, hvad min far ville sige, hvis han vidste, han havde en søn.
Og hun kunne ikke leve med det, sagde mormor hårdt. Du ligner ham på en prik. Det kunne hun ikke holde ud hver dag blev du en påmindelse om hende selv. Det blev hendes straf.
Er jeg også sådan en påmindelse for dig? jeg kiggede ned på græsset.
Mormor var stille og jeg var bange for svaret.
For mig, sagde hun omsider, for mig… hun strøg fotografiet endnu engang. Jeg lever kun for dig, Rasmus.
Sashka voksede op som forældreløs, selvom hans mor stadig levede. Han vidste intet om sin far – om han var i live eller ej. Hans mor talte aldrig om det; hun begyndte straks at råbe ad ham, selv da han var helt lille.
