Jeg har en kusine, Helle. Hun er 40 år gammel, har haft to mislykkede ægteskaber og ingen børn. Hun arbejdede, boede i en lejet lejlighed i København og virkede egentlig temmelig tilfreds med livet. Ja, faktisk var hun glad. Men så, for seks år siden, indså hun vist, at biologien havde trykket på speederen, og hun besluttede sig for at få et barn. Hendes mand var med på idéen, men det lykkedes aldrig at blive gravid. Efter utallige skænderier og brok endte ægteskabet som så mange andre: i en skilsmisse. Men det stoppede ikke Helle hendes ønske om at få et barn blev nærmest en dansk mission.
Hun nægtede at få børn med hvem som helst. One night stands var ikke engang oppe til overvejelse det gider man jo ikke, vel? De mænd, der forsøgte sig med hende, forsvandt så snart det gik op for dem, at baby-projektet stod på dagsordenen. Så hun satte sin lid til moderne videnskab. Flere forsøg med IVF, men alligevel ingen baby.
Noget ændrede sig for nogle år siden. Helle blev pludselig religiøs, begyndte at gå til gudstjeneste i kirken, bad og besøgte alle mulige hellige steder. Hun halede stadig in vitro-forsøgene ind hver anden måned. Det tærede på bankkontoen der røg ikke småpenge, men flere hundrede tusinde kroner! Men til sidst gav det pote!
Den nyfundne graviditet blev stort set en landsdækkende nyhed i familien Helle overøste alle med opdateringer! Hun blev næsten mere bekymret for sig selv og barnet end en stresset førsteårsstuderende før eksamen. Hele graviditeten foregik enten i Det Danske Hospital, under det nærmeste til konstant overvågning, eller hjemme hos sin mor, på Sofievej. Hun skulle have en lille pige, og alt det bedste blev købt fra designerbabyudstyr til økologisk babytøj.
Da det endelig blev tid til fødsel, flyttede Helle ind på hospitalet og blev der til den store dag. Jeg ringede for at sige tillykke og spurgte, hvornår hun og babyen blev udskrevet. Hun svarede tørt, at hun blev udskrevet alene uden sin datter. Jeg undlod at spørge mere og kontaktede i stedet min tante, som bekræftede, at Helles datter skulle bortadopteres.
Hun nævnte ikke hvorfor. En uge senere kom Helle hjem, solgte alle babytingene og gik tilbage til sit gamle liv. Ingen baby, ingen snak om baby. Jeg blev ved med at gruble: Hvorfor egentlig? Nej, pigen var sund og rask det sagde min tante. Der var plads nok til at bo sammen, og økonomisk fejlede det intet Helle havde penge nok. Så hvad i alverden var grunden? Helle sagde aldrig et ord.
Nu lever hun sit liv, arbejder, lejer stadig lejlighed, har fundet sig en mand, og samtalen om datteren er totalt tabu. Jeg har det svært med det tænk at den lille pige sidder alene på et børnehjem! Jeg håber bare, hun finder nogle rare forældre, der virkelig har brug for hende. Alt andet ville jo være så typisk og det er alligevel nok kun Gud i Vor Frue Kirke, der får svaret på det.
