For hvert år husker jeg mine biologiske forældre mindre og mindre, mine minder om dem bliver svagere…

For hvert år der går, bliver mine minder om mine biologiske forældre svagere og mere flygtige. Jeg var omkring ti år gammel, da jeg mistede dem. I starten boede jeg hos min morfar, men han havde længe ikke haft et tæt forhold til min far han kendte mig næsten ikke, og jeg tror, det var svært for ham at tage sig af et barn som mig. Til sidst takkede han nej til ansvaret og sendte mig på et børnehjem.

Allerede fra de første dage på børnehjemmet kom der forskellige familier for at se på mig, men pædagogerne sagde altid, at jeg allerede var blevet for gammel til at blive adopteret. Der var dog én kvinde, som virkelig gerne ville have mig. Hun besøgte mig ofte, gav mig gaver og små danske godter, og vi gik mange ture sammen. Det tog lang tid, før jeg endelig flyttede hjem til hende, men det største chok var, at hun havde et indrammet billede af mine forældre stående i stuen.

Mor Sara fortalte hurtigt, at da hun var yngre, havde hun arbejdet som barnepige for mig. Jeg var bare en baby, og hun havde hårdt brug for et job. Det var min mor, der fandt hende gennem et bureau og ansatte hende. Da jeg blev ældre, var hun ikke længere nødvendig, men mine forældre holdt stadig kontakt med hende. Da hun hørte om ulykken, hvor de døde, forsøgte hun at hjælpe morfar, men opdagede, at jeg var kommet på børnehjem. Siden da kæmpede hun for at få mig hjem til sig.

Man kunne ikke ønske sig en bedre mor end Sara. Hun havde en kæreste, som hurtigt blev min far. De tog mig til sig med åbne arme og masser af kærlighed. Selvom jeg i starten savnede mit gamle hjem, fyldte de min hverdag med varme og omsorg, så jeg gradvist begyndte at leve i nuet i stedet for at dvæle ved fortiden.

Mine minder fra barndommen med dem er fyldt med smukke billeder fra de lykkeligste stunder. Jeg var altid glad sammen med dem. Og nu, hvor jeg er voksen, glæder det mig så meget, at de har det godt. Takket være dem har jeg fundet fodfæste, taget en god uddannelse og har en kæreste, jeg stolt kan præsentere for dem.

Jeg føler mig oprigtigt heldig over, at jeg fik lov at vokse op med så dejlige og kærlige forældre.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

five × 3 =

For hvert år husker jeg mine biologiske forældre mindre og mindre, mine minder om dem bliver svagere…
Forelsket i en Hjertevarm Kvinde, eller Lad Folk Snakke! – Går du virkelig fra mig til den der jyske bondepige? – min kone kiggede vantro på mig. – Kald venligst ikke Gitte det, Ida. Det er besluttet. Jeg flytter ud, undskyld – jeg samlede hurtigt mine ting sammen. – Jeg håber, du snart besinder dig. Ellers bliver du til grin hos kolleger, naboer. Hvem faldt du for? En helt almindelig, uprætentiøs kvinde. Hvad skal vi sige til børnene? At deres dannede far smuttede over til en halvgammel landkone? – Ida vred nervøst sit lommetørklæde. – Til børnene? De er voksne nu. Lise drømmer om bryllup, og Rasmus er gået sine egne veje. De klarer sig. Hvad angår naboer, kollegaer, tilfældige forbipasserende … Jeg er ligeglad. Det er mit liv. Jeg blander mig ikke i andres soveværelser – jeg prøvede så nænsomt som muligt at få Ida til at forstå min beslutning. Det lykkedes ikke. Når et ægteskab slutter, gør det ondt på begge. Ida sad opgivende i køkkenet og stirrede tomt ud ad vinduet. Jeg havde ikke ondt af hende. Ikke det mindste. Indvendigt var der helt tomt. …Ida var min tredje kone. Da jeg så hende første gang, bankede mit hjerte, sjælen åbnede sig for lykken. Smuk, velplejet, ovenpå. Jeg var heller ikke værst – som en dansk Alain Delon. Jeg kunne vælge og vrage. I min ungdom giftede jeg mig straks, når jeg blev forelsket, men skyndte mig også hurtigt væk, skuffet over hverdagen. Børn fik jeg kun med Ida. Jeg troede, Ida var mit sidste anker. Men som man siger: Man kan ikke se på en melon eller på en kone, hvordan de er, før man åbner dem. Med årene skrumpede kærligheden ind og blev tør og kedelig. Udadtil spillede vi den perfekte familie, naboerne så op til (eller fnøs de?). Når vi passerede de gamle damer udenfor, lød hvisken bag ryggen på os, men vi gik bare arm i arm, som på den røde løber. Derhjemme ændrede alt sig. For Ida havde aldrig været nogen husmor. Køleskabet gabte tomt, vasketøj hobede sig op, støvet rullede rundt i hjørnerne. Men neglene var nymalede, håret sat, makeuppen frisk. Verden skulle dreje om hende. Ida nøjedes med at lade sig elske. Hun mente selv, hun var stjerne i galaksernes centrum. Dørene til hendes sjæl var lukket for både mig og børnene. Min mor boede hos os. Hun var længe tavs, men begyndte efterhånden at opdrage børnebørnene: Lise og Rasmus lærte at lave mad, rydde op, passe sig selv. Ida, som så sig selv som det bedre borgerskab (hvor det nu kom fra?), brugte kun de fulde navne – aldrig kælenavne og aldrig kram til børnene. De trak sig fra hende, søgte min milde mors nærhed. Ida så helst, jeg ikke snakkede med naboerne – “det er jo bare tomt sludder.” Selv sagde hun kun et hurtigt “hej”. …I de første år så jeg det ikke. Jeg elskede bare, levede, glædede mig over hvert øjeblik med familien. Lise var stræber, Rasmus gad ikke skole. Dét undrede mig. To børn, samme opdragelse, modsat resultat. Rasmus ville ikke lære, og til sidst hadede han søsterens flid. Tit måtte jeg stoppe slagsmål mellem dem. …Det var i 90’ernes Danmark. Da Rasmus forlod skolen, rodede han sig ud i noget kriminelt og forsvandt. Vi så ham ikke i tre år – efterlyste, forgæves. Vi sørgede – sådan er det jo. Min mor sagde med et blik på Ida: – En rytter vælter, hvis moren sætter ham skævt i sadlen. Ida fnyste og låste sig inde på badeværelset, hvor vi hørte hende hulke. Håbet om hans hjemkomst var lille. Men pludselig var Rasmus tilbage, mærket for livet, bleg og forslået – og han havde en ligeså forslået kone med. Vi tog dem forsigtigt ind. Rasmus snakkede næsten ikke, var på vagt. …Lise flyttede snart ud – ikke fordi hun blev gift, hun blev bare boende hos sin halvskøre kæreste. Ingen børn. Hun kom hjem med blå mærker, men nægtede alt. “Tingene er fine!”, sagde hun til min gamle mor, der tryglede hende: “Smid ham ud, søde, ellers ender det galt. Den, der vil plages, finder sin plageånd.” “Det går over, mormor, Tim elsker mig. Jeg faldt bare på trappen.” Lise var ikke til at kende. …Og så blev jeg, på trods af årene, ramt af kærlighed som et lyn. Pludselig følte jeg mig ung igen. Jeg begyndte at undgå hjemmet efter mit arbejde på fabrikken. Skænderier med Rasmus, kulde fra Ida, mors ironiske bemærkninger om mine fejlslagne ægteskaber, de rodløse børn, den uduelige kone … …Hos os på fabrikken arbejdede Gitte i kantinen – altid glad, ligefrem, hjertevarm. I årevis havde jeg mødt hende hver dag uden at lægge mærke til hende, men nu lyste hun op for mig. Gittes latter boblede som en forårsbæk. Hun var altid klar med en joke og et smil – helt nede på jorden. Hun var tre år ældre end mig, havde været enke, hendes mand druknede engang. Sønnen var voksen og flyttet. Gitte var det stik modsatte af Ida – ingen fancy hår, korte negle, ingen makeup – kun lidt oranget læbestift. Men Gitte udsendte varme og glæde. Man blev i godt humør af hende. Hos Gitte duftede der altid af hjemmebag og mad. Hun bød gerne naboer og venner på noget. Jeg kunne ikke undgå at forelske mig i hende. Jeg begyndte at opføre mig galant overfor Gitte – blomster, biografture, cafébesøg. Gitte var skeptisk: – Per, du er gift. Hvordan har dine børn det med mig? Jeg vil ikke være hende, der ødelægger noget. I starten var jeg forvirret, som så mange mænd, der ikke kan tage det afgørende skridt. Isen under mig var tynd. Indimellem overnattede jeg hos Gitte. Ida havde på fornemmelsen, at jeg havde en affære. “Venner” sladrede om alt: hvem, hvor, hvornår – vores forhold blev hvermandseje. Ida gik amok, udskældte “den ufine bondekone”, truede med at gøre en ende på det hele. Efter et halvt år flyttede jeg til Gitte. Hun kunne næsten ikke få armene ned, men sagde: – Per, efter en måned vil jeg se skilsmissepapirerne. Ellers fungerer det ikke. Jeg gjorde som hun sagde, og vi blev gift. Jeg har aldrig fortrudt. Lise og Rasmus kommer på besøg – Gitte forkæler dem med god mad. Lise har vist forladt Tim, og Rasmus er blevet menneske igen: har lagt fortiden bag sig, ser sund ud, skal snart være far. Gitte har fået dem til at holde sammen: – I er af samme blod! I skal støtte hinanden – ikke drive rundt hver for sig. Nu står søskende sammen. Min mor er gået bort. Ida… blevet gammel, har mistet sit glans, undgår mig. Vi bor i samme kvarter, men jeg besøger aldrig gamle adresser. Måske bliver jeg dømt – men det er mit liv, mine valg. For dem står jeg ved. Jeg nægter at indrette mig efter andres meninger …