I går sad vi på bænken med vores nabo Katrine, og hun græd. Hun siger, at hun føler sig utilpas, og at hun måske snart ender på plejehjem. Alt sammen på grund af noget hendes datter sagde.
Katrine har opdraget sin datter alene, uden en mand. Hun blev tidligt enke, og måtte bære alting på sine egne skuldre. Katrines datter er vokset op og blevet både forvænt og krævende.
Allerede som lille var hun vant til, at moren ordnede alting for hende. Katrine gav hende de sidste kroner, købte alt hvad datteren pegede på. Hun klædte hende på som en dukke. For at kunne forkæle sin datter og skrabe penge sammen til husholdningen, arbejdede hun dag og nat. Nogle gange tog hun dobbelte vagter på fabrikken. Dengang skulle man heldigvis ikke tænke over en bolig hun fik en lejlighed gennem arbejdet. Men nu til dags er det noget helt andet. Ingen uddeler boliger mere. I dag må vi selv spare op og arbejde for at få vores eget sted.
Katrines datter blev voksen, begyndte på universitetet og giftede sig bagefter.
Svigerforældrene har et stort hus udenfor Roskilde, men det vil de unge ikke bo i. Katrine har en lejlighed midt i København, men hendes svigersøn kunne hun aldrig rigtigt finde melodien med. For unge mennesker er det ikke tiltrækkende at bo med forældre de vil leve på egne præmisser, og de ældre har deres egne vaner og rytmer. Hvorfor skal vi forstyrre hinanden?
Især i dag, hvor man bare kan tage et realkreditlån og købe sin egen lejlighed. Det vigtigste er at spare op til udbetalingen, og så kan man betale resten af boligen af lidt efter lidt. Det er langt bedre end at rende rundt fra det ene lejede sted til det andet. Førhen fik man tilbudt lejligheder, men sådan fungerer det ikke længere. Der er kun én vej arbejde og få råd til at købe sin egen bolig, hvor svært det end måtte være. Begge to har arbejde og tjener omtrent det samme som alle andre. De har mange venner, der allerede har købt deres egne boliger på den måde.
Men nej de kan ikke finde ud af at spare op. Først én graviditet, så en til. Alle pengene går til bleer og modermælkserstatning. Unge mennesker i dag gider ikke vaske stofbleer eller koge sutteflasker.
Det skal være nemt åbne en pakke, blande med lidt vand. På med en engangsble, smid ud, på med en ny. Så er alt rent og tørt ingen skal stå og vaske. Det er det, de unge kalder livskvalitet.
Hvorfor skulle datteren have så travlt med at få børn? Hun kunne have ventet til de havde fået styr på det økonomiske og et ordentligt sted at bo. Så kunne de have fået børn senere. Men nej hun ville have flere børn hurtigt. Både hun og hendes mand er enebørn hos deres forældre.
Måske har hun ret, siger Katrine. Når de er to børn, kan de støtte hinanden og hjælpe deres forældre. Og måske vokser de ikke op og bliver lige så forkælede som min datter blev. Jo, børn bringer glæde, men hvordan kan andre med børn finde ud af at spare op og vi kunne ikke. Det er det, jeg ikke forstår.
Men alligevel hvis man ikke har sin egen bolig, må man tage sig sammen, spare op, gå flere vintre i samme jakke og putte nogle ekstra kroner til side. Det var det, vi gjorde før i tiden. Men unge nu om dage er anderledes. De vil have alt og det skal være nu. At spare op til mål og drømme er de ikke vant til.
De spiser ofte ude, og køber kilovis af slik til børnene. Det føles bare som penge ud ad vinduet. Lejligheden er også fyldt med legetøj. Tidligere klarede vi os med et par biler og to dukker. Nu skal alle have de nyeste kollektioner og samleserier. Og børnene vil have det hele.
Katrines datter er utrolig forvænt, elsker gode mærkevarer og klæder sig i de fineste ting. De har heller ikke styr på økonomien hvorfor købe så meget, hvis man ikke når at bruge det? Snart er det umoderne, og hun har allerede brug for en ny bluse eller jakke. Resten ryger til genbrug. Hvor mange tusind kroner smider de ikke bare ud?
Hver sommer rejser de på ferie til Mallorca. Børnene skal jo have ferie ved havet. Og forældrene, naturligvis, vil også gerne slappe af fra arbejde.
Fint nok med ferie, men hvorfor ikke tage et sommerhus i Nordsjælland? Så kunne de lægge lidt penge til side. Alle de penge, de bruger på Mallorca, kunne være gået til et lille andelsboligkøb. I stedet farer de rundt og bruger løs, uden at have et rigtigt hjem.
Nu sidder Katrine og græder. Datteren kom forbi i går, og vi snakkede igen om bolig. Datteren nævnte, at det ikke er nødvendigt at købe noget nu, de har det godt i den lejede. De lever, nyder livet, spiser hvad de vil og klæder sig flot. Og så, sagde hun, arver de jo bolig på et tidspunkt både hun og hendes mand er deres forældres eneste børn.
Katrine blev dybt såret. For hende lød det som om de bare sidder og venter på, at forældrene skal falde bort. Datteren undskyldte bagefter hun mente det ikke sådan. Men alligevel, det blev sagt: de får jo begge boliger alligevel. Hvorfor så bekymre sig?
Jeg ved sådan set godt, at min datter har ret, og det ikke er forkert sagt. Men selvom jeg forstår det, føles det bare ubehageligt, siger Katrine.
Nu, når datteren ringer og spørger om Katrines helbred, føler hun sig bare til ulejlighed. Hun tænker tit, at de måske bare venter på, at hun skal pakke sine ting og flytte på plejehjem eller måske endnu værre.
