Adams lillebror var blevet slemt forkølet, og deres mor måtte tage fri fra jobbet for at tage sig af den fireårige dreng, indtil han igen kunne komme i børnehave. Adam selv klarede skolevejen uden problemer og behøvede hverken hjælp eller følge, men hans mor insisterede på, at også han skulle blive hjemme. Hun ville ikke have, at han skulle sprede forkølelsen til dem i klassen, og derudover havde hun brug for, at nogen kunne blive hjemme med lillebror, hvis hun måtte gå ud. Det gav hende mulighed for at gå på apoteket, og til tider sendte hun Adam med en indkøbsliste i hånden til købmanden noget han var ganske stolt af.
Fredag aften kom Adam tilbage fra Netto med poser i hænderne. Pludselig kom to lokale drenge fra sidegaden hen til ham. De kendte Adam godt; han gik altid sammen med sin mor, og han var aldrig alene på legepladsen, så de vidste, han ikke ville forsvare sig. De begyndte at drille ham, kaldte ham bangebuks og mors dreng. En af dem tog fat i hans pose, og den højeste greb ham hårdt i jakken og rystede ham.
Hvad har I gang i? Det var 13-årige Freja, som boede med sin far på tredje sal, der fik øje på dem.
Hun var lige flyttet hertil, men mange forsøgte at blive venner med hende. De havde altid nye, flotte tøj på, de bestilte mad udefra, og hendes far kørte rundt i den dyreste bil på hele gården.
Freja skubbede drengene væk og beskyttede Adam bag sig. De turde ikke modsætte sig hende, og de frygtede hendes far. Så snart hun trådte frem, forsvandt de hurtigt.
Skal jeg følge dig hjem? tilbød Freja.
Sammen gik de mod Adams opgang, hvor Freja rakte ham sit mobilnummer og sagde, at han skulle ringe, hvis nogen igen ville gøre ham noget. Og Adam ringede hurtigt ikke på grund af bøllerne, men for bare at snakke. Da lillebror blev rask og Adam igen kunne gå tur med ham, ringede han altid til Freja, så de kunne følge hinanden. Sådan fik begge børn den ven, de havde manglet.
