Astrid var omkring fjorten år, hun brugte det meste af tiden foran fjernsynet og sad endeløst på nettet. En dag erklærede hun over for sin far og mig, at hun ville være goth. Det betød sorte trøjer, lakstøvler, kridhvid foundation og sminke, som hun selv fandt fascinerende. Min mand og jeg så det ikke som noget skræmmende. Mange børn trækker gennem mærkelige faser under barndommen, og at forbyde dem at gå på opdagelse i sig selv er bare tåbeligt. Nabokonen, Inger, syntes det var morsomt.
Hvorfor beder du hende ikke tage normalt tøj på? Har du set, hvordan hun ser ud? Som en trold! udbrød Inger i opgangen.
Også lærerne på skolen var helt uden for pædagogisk rækkevidde. Jeg kan ikke tælle, hvor mange gange jeg blev indkaldt til samtale hos rektor, fordi Astrid vakte forargelse med sit udseende. Tålmodigt lyttede jeg til formaningerne, nikkede og sagde, at jeg ville tage en snak, men i virkeligheden støttede jeg min datter. Jeg dømte aldrig hendes valg, heller ikke da hun begyndte at se en dreng iført samme sorte garderobe, og til deres bryllup dansede jeg sammen med dem, da de fyldte tyve.
Andre forældre forstod ikke, ligesom folk sjældent forstår andre børn, eller endda deres egne, men vi vokser jo alle op, og værdier og smag forandres over tid. Jeg tænkte: Lad nu bare min datter være den, hun vil som ung, hellere det end at hun sidder som halvtredsårig med gothdrømme i hovedet.
Det viste sig, jeg havde helt ret. Astrid ændrede sig meget på universitetet. Det samme gjorde min svigersøn. De blev begge mere modne, fik gode jobs, og deres interesser og garderober blev nærmest uigenkendelige. Da Astrid blev mor, bar hun kun de gamle sorte trøjer derhjemme, og til sociale begivenheder gik hun klædt med ynde og stil.
Man skulle have set Ingers kæbe falde til jorden, da hun mødte Astrid og hendes mand på trappen før nytårsaften. Og se mine venners overraskede miner, da de så, hvordan min smukke datter blomstrede som ung mor, slet ikke mærket af ungdommens rebelske stil.
Jeg var stolt da hun var fjorten, og er mindst lige så stolt, nu hvor hun er tredive. Hun er mit barn, og hendes udseende betyder så lidt for mig. Det der tæller, er hvem hun er blevet, om hun er lykkelig, om hun kan udtrykke sig gennem tøj, ord, kreativitet. Barndommen forsvandt, og med den tiden til ubekymret leg, så man bør ikke spænde ben for sine børn og presse sin egen vilje ned over dem ikke diktere, hvilke sko de skal have på, hvilke fag de skal kunne lide, hvilke ord de må bruge. Hvem, hvis ikke dig, skal støtte dit barn? Bare elsk, lyt, vær der.
