Det var allerede mørkt, da bankningen på døren lød. Lise åbnede døren, og på dørtrinnet stod hendes 38-årige søn, Mads. Han satte kufferten ved indgangen, stadig iført sit frakke, gik han ind i entreen og lagde sig på sofaen med et træt suk.
Min dreng, er der sket noget? spurgte Lise, mens hun forsøgte at skjule sin glæde. Mads sagde ikke noget længe, han stirrede ud i luften, som om hans tanker svømmede rundt i natten. Til sidst trak han vejret dybt og sagde:
Det er slut nu.
Jeg sagde det jo, jeg vidste det ville ende sådan her. Hun fortjente dig aldrig, det har jeg sagt tusind gange.
Ja, ja, mor, det er dig, jeg skylder for min skilsmisse.
Hvordan det? Hun tog et år fra dit liv, du brugte så meget tid med hende. Hvad har jeg egentlig gjort?
Du benyttede altid enhver lejlighed til at fortælle mig, hun ikke var den rette for mig. Du gentog det så tit, selv når hun kunne høre dig.
Mads begyndte at råbe, men stoppede pludselig. Han lukkede øjnene, rynkede panden og prøvede at styre sine følelser.
Du behøver ikke give mig skyld for alt, mor. Jeg kunne bare se fra starten, at hun ikke var den, hun udgav sig for. Jeg ville beskytte dig. Jeg er din mor, og jeg elsker dig højt.
Hun elskede også mig, og jeg elskede hende, måske gør jeg stadig.
Endnu? Mads, hvem er hun overhovedet for dig? Hun er din fortid, du må lægge hende bag dig helt.
Lise begyndte igen at fortælle sin søn om, hvor forfærdelig hans kone egentlig var, og hun roste sig selv for straks at have luret hende. Hun lagde ikke mærke til, hvor dårlig Mads havde det, og at han ikke kunne holde ud at høre mere.
Jeg går ud og pakker din kuffert ud.
Nej, mor, lad den være. Jeg er kommet for at sige farvel. Jeg har besluttet bare at tage afsted. Denne by minder mig om hende og om dig.
Mads lå i sin frakke på sofaen, mens Lise stod i den blå skumring og kufferten syntes at summe og vibrere i hjørnet, som om den kunne åbne sig og frigive en strøm af vintervind fra København. Ingen rigtig tid, ingen rigtige ord, kun mor og søn, der gled ind og ud af hinandens tale, mens natten krøb tættere på som om alt der skete, kun var et drømmevers, hvor byen var fortid og prisen på alting kun blev talt i danske kroner.
Weronika har endelig nået sit mål – hendes søn er blevet skilt fra sin kone. Men hun havde ikke forventet, hvad sønnen ville gøre bagefter.
