Dagbog 3. januar
Jeg nød virkelig min fridag i dag, indtil det pludselig ringede på døren. Hvem kommer allerede så tidligt på besøg? Da jeg åbnede, stod en fremmed kvinde på dørmåtten. Hendes blik var nervøst, og hun tørrede en tåre væk fra kinden.
Hvem leder du efter? spurgte jeg.
Er det virkelig sådan, du hilser på din mor, Rasmus?
Mor? Kom ind … Du må hellere komme ind, sagde jeg med en skælvende stemme.
Jeg husker alt for tydeligt den dag, jeg mistede min mor. Jeg ventede mange år på, at hun skulle dukke op på børnehjemmet i Aarhus og tage mig med hjem. Men det gjorde hun aldrig. Med tiden forsvandt smerten, og jeg passede mig selv, tog studentereksamen og læste på universitetet i København. Nu har jeg mit eget firma og lever for mig selv. Når folk spørger til mine forældre, svarer jeg gerne, at de er døde. Jeg har lært at være stærk, selvstændig og ikke nævne min fortid i børnehjemmet.
Signe, min mor, kan knapt huske, hvornår hun mistede retten til at være mor. I sin ungdom drak hun alt for meget, og når hun var fuld, forsvandt alle hæmninger. Hun har siddet i fængsel, og det var der, hun begyndte at tænke på mig. Nej, hun har vist aldrig elsket mig bare haft dårlig samvittighed.
Da hun fik sin yngste søn, vækkede det hendes maternelle følelser. For ham kunne hun gøre alt, og hun forsømte aldrig noget for at gøre ham glad, mens jeg blev glemt.
Den yngre dreng voksede op og blev lige så uregerlig som Signe. Allerede som 15-årig fik han sin første betingede dom. Snart fulgte den anden, og det er kun et spørgsmål om tid, før han ender bag tremmer. Signe har gjort alt for at redde ham, for hun kender forholdene i fængslet. Da hun hørte, at jeg var blevet succesfuld, begyndte hun straks at lede efter mig.
Nu sidder hun altså i min lejlighed på Frederiksberg og græder. Hun fortæller, hvordan hun har ledt efter mig, bedt til Gud for mit helbred, og håbet på at møde mig igen. Jeg lod mig rive med, men noget inden i mig sagde, at jeg skulle holde afstand. Alligevel lejede jeg en bolig til hende, gav hende penge og forsikrede, at hun kunne regne med min støtte. Indtil videre har jeg valgt at holde øje med hendes motiver og drage mine egne konklusioner.
Op til nytår kørte jeg ud til børnehjemmet i Aarhus, hvor jeg voksede op. Jeg har ofte taget legetøj og mad med til børnene. Den gamle pædagog, Fru Madsen, opsøgte mig.
Rasmus, din mor har ledt efter din adresse. Har hun fundet dig?
Ja. Tak for hjælpen, svarede jeg.
Du må være forsigtig. Hun vil redde sin yngste søn hun vil bare have penge. Hun har aldrig holdt af dig, heller ikke nu.
Har jeg en bror?
Det må du selv spørge hende om, sagde Fru Madsen.
Jeg mærkede en klump i halsen. Det var som om jeg ikke kunne trække vejret. Endnu engang følte jeg mig svigtet. Alligevel tog jeg mig sammen og opsøgte Signe. Hun blev utilpas under presset og ville ikke snakke om sin yngste, fordi hun frygtede, at jeg ikke ville hjælpe, hvis jeg vidste, han var kriminel.
Nogle dage senere blev jeg brutalt overfaldet. Jeg blev tæsket, så jeg måtte en tur på hospitalet. Gerningsmændene tilstod overfor politiet, at de var hyret af min egen mor. Hun ville slå mig ihjel og overtage arven, så hendes yngste kunne leve uden bekymringer.
Under retssagen græd hun og bad om tilgivelse, men dybt inde i mig vidste jeg hvad jeg skulle gøre.
Jeg har levet før uden dig, og jeg kan gøre det igen! hviskede jeg gennem tårerne.
Robert nød en fridag, da døren pludselig ringede på
