Min mor levede nærmest som en eneboer i en lille fjern landsby på Lolland, og hun havde egentlig ikke lyst til at se hverken mig eller min kone. Vores forhold var altid lidt anstrengt, for hun syntes, jeg svigtede hende, da jeg valgte København frem for landsbylivet. Så alle mine forsøg på at hjælpe hende eller bare holde kontakten strandede ligesom bare. Jeg nåede endda ikke engang til hendes begravelse. Men det lille hus hun boede i, fik jeg skrevet over på mig jeg var hendes eneste levende pårørende, så måske lavede hun bare testamentet for mange år siden.
Det tog ret lang tid, før vi fik taget os sammen til at sætte os i bilen og køre over 300 kilometer ud for at se, hvordan der egentlig så ud. Hvis det ikke var fordi jeg havde lyst til at besøge hendes grav og lægge nogle blomster, havde jeg nok bare pakket hele ideen væk og aldrig tænkt mere på det.
Vores plan var at tage på kirkegården først, og så ud til min mors gamle hus for lige at se, om der var noget værd at tage med hjem måske give noget væk til naboerne, tage lidt med selv, og smide noget ud, sådan at det ikke bare stod og samlede støv. Vi regnede med, at vi var helt alene i huset, men det første der mødte os var herretøj over det hele og en mand, der stod ved brændeovnen.
Han havde hjulpet min mor i over fem år: givet en hånd med i køkkenhaven, gravet kælder og boede i gæsteværelset. Lidt ligesom jeg selv havde han også problemer med sine forældre, så min mor havde næsten betragtet ham som en slags plejebarn. Han havde i øvrigt ingen andre steder at tage hen, så han havde selv fået styr på huset efter min mor døde uden at røre hendes ting. Og han gav både min kones al morens smykker og endda sine egne opsparede penge. Han spurgte bare, om han måtte blive lidt endnu, indtil vi fik huset solgt.
Vi tænkte faktisk ret meget over bare at sælge huset med det samme vi har jo allerede et fint sommerhus, og det her lille hus i landsbyen betød ikke noget for os. Men da vi sad og snakkede sammen en aften mig og min kone og regnede ud, hvad vi kunne tjene, kom vi også til at tænke på, at den her fyr, der havde taget sig af min mor i alle de år kvit og frit, pludselig ville stå uden tag over hovedet. Og det føltes bare forkert. Så vi valgte at tage en snak med min plejebror og på den baggrund besluttede vi os for at overdrage huset til ham. Jeg tror faktisk, det var det, min mor havde håbet på, men enten havde hun ikke nået det, eller var hun bange for, at jeg ville blive grådig og give ham problemer.
Sådan endte det. Der er snart gået fire år siden. Vi har ikke et eneste sekund fortrudt, at vi ikke solgte huset til ingen penge eller beholdt det selv. Ærligt, hvis jeg ikke lige så et indslag om landsbyliv på DR forleden, havde jeg sikkert helt glemt både huset og mors grav. Nu må jeg snart tage af sted igen, lægge blomster og måske hilse på min gamle bror.
