For mange år siden købte min mand, Henrik, og jeg endelig vores egen lejlighed i København naturligvis med et lån fra banken, for sådan gør man jo. Siden den dag begyndte det næsten konstant at strømme ind med gæster.
Henrik mente hele tiden, at vi burde have holdt købsaftalen for os selv. Men jeg havde ikke sagt et ord til nogen; det var min mor, der havde sladret til hele familien. Få timer senere lød ringeklokken igen. Denne gang stod min søster, Rigmor, i døren med en kuffert og lille Knud på armen.
Hun sagde, at jeg skulle skrive Knud op til børnehave, og at jeg også skulle hjælpe hende med at finde et arbejde. De skulle ikke bo her længe, sagde hun blot to år. Jeg var helt ude af den hun havde ikke engang ringet først. Hun vidste nok, at jeg ville sige nej, så hun troppede bare op uden varsel. Ifølge hende var det hendes chance for at begynde et nyt liv.
Hun ville finde sig en mand, få fast job. Jeg prøvede at forklare hende, at det her ikke var rimeligt vi havde jo slet ikke plads. Men det gik hende ikke på. Hun opførte sig, som var det hendes hjem, ikke mit. Rigmor åbnede køleskabet, tog pålæg ud og skar et par agurker.
Jeg gentog stille og roligt at det ikke gik. Men min søster havde allerede besluttet sig: Hun skulle sove på sofaen hos os, og vi skulle købe en seng til Knud. Mit hoved kogte jeg kunne næsten ikke kende hende igen. Hun begyndte endda at sige vanvittige ting, truede med at fortælle Henrik løgne om mig. Hun råbte på ham, fandt på historier for at sætte os op mod hinanden.
Hun bad ham flere gange om at gifte sig med hende. Henrik stod bare roligt og betragtede hele forestillingen. Til sidst tog han Rigmor og Knud i hånden og førte dem høfligt ud med kufferten efter sig. I næsten to timer stod hun stadig nede i opgangen og råbte.
Næste morgen ringede min mor til mig rasende. Hun blev så fornærmet over det, jeg havde gjort, at hun sagde, jeg ikke længere havde nogen familie.
Det faldt altså sådan ud: Vi fik egen lejlighed, og med den lærte vi også, hvordan vores slægtninge virkelig kunne være. Men det var godt nok for nu lever Henrik og jeg stille og lykkeligt sammen. De påtrængende mennesker forlod vores liv og tog selv deres dårlige energi med ud.
