Jeg har altid følt, at min far elskede mig mere end min mor. Han forkælede mig, mens hun ofte skældte mig ud; det var altid ham, der først bragte ro, mens mor straks var klar til at diskutere. Da jeg fik at vide, at de skulle skilles, var jeg faktisk lettet. Jeg var tretten år gammel og ønskede ikke rigtig at bo hos min mor. Desuden tænkte jeg, at far, som familiens forsørger, ville passe bedst på mig.
Mine forældre var nysgerrige efter min mening. Mor håbede, jeg ville blive hos hende, men virkede ikke spor overrasket, da jeg valgte far.
Et år efter vi var flyttet, fandt far sig en ny kæreste. Hun var omtrent på samme alder som mor. Far var glad for hende, og hun behandlede mig ordentligt, men uden varme og kærlighed som min mor. Da de fik deres egen datter sammen, føltes det som om jeg blev glemt. De tog ofte afsted på ture sammen, uden at spørge om jeg ville med, og arrangerede festlige middage, når jeg ikke var hjemme. Et lille tremmeseng blev sat op i mit værelse, og siden babyen blev født, kunne jeg ikke sove roligt hun græd om natten, stedmor kom ind for at give hende mad og tændte lyset
Far tænkte ikke over, hvordan det påvirkede mig eller mine karakterer i skolen. Han bekymrede sig heller ikke, når jeg gik ud med venner og kom hjem sent. Til sidst indså jeg, at det ikke kunne fortsætte sådan. Jeg vil gerne på universitetet, jeg har mål men hvis jeg sover dårligt, kan jeg ikke lære noget. For min egen skyld måtte jeg erkende situationen og ringede til min mor.
Må jeg komme hjem til dig? spurgte jeg uden nogen forventninger. Jeg ringede sjældent til hende og besøgte hende endnu sjældnere. Selvfølgelig, min skat. Kom lige så længe du har lyst. Din lillesøster er hård at bo med, ikke?
Jeg havde ondt af min mor. Far havde fået en ny familie og nye bekymringer, mens mor stadig var helt alene.
Hvis jeg kunne spole tiden tilbage, ville jeg måske have valgt at blive hos hende. Men på den anden side kunne jeg lige så godt sidde her og tænke, at det måske var bedre et andet sted…
