Den tredjeårsstuderende Kristian Madsen var på vej hjem til sit kollegieværelse efter at have været på besøg. Det var sent, og han gik alene gennem de tomme villaveje i den ydre del af Aarhus. Pludselig mærkede han en skarp smerte, som lynede gennem hans mave som en brændende ildkugle!
Før Kristian overhovedet forstod noget, bøjede han sig dobbelt, mørket pressede sig for øjnene, og han besvimede
Kristian havde boet hele sit liv i Aarhus og var vokset op i en rar og ordentlig familie. Alligevel havde han, af ønsket om at stå på egne ben, valgt at flytte på kollegium ikke mindst fordi han og hans far var kommet op at skændes. Nu havde de ikke talt sammen i mere end et år.
Hans mor havde forsøgt alt for at forsone dem, hun græd og skældte ud, men deres stærke, stædige temperamenter lod sig ikke forene. På kollegiet trivedes Kristian dog, han lavede altid noget og havde masser af småjobs om aftenen. Ud over studiekammeraterne holdt han også kontakten til gamle folkeskolevenner, og indimellem mødtes de, han havde vokset op med, til hyggeaften i baggårdene.
Kristians liv havde dog en særlig plads for kollegiets herreløse katte og hunde, som han havde fodret siden barndommen. Han plejede at tage kødboller og frikadeller med hjemmefra, og nu ventede de firbenede venner ham tålmodigt ved kollegiets indgang, sikre på, at han aldrig ville glemme at købe kattemad eller medbringe resterne fra aftenens besøg.
Denne aften, da han ikke kom hjem til tiden, gik de fleste af dyrene hver til sit. Kun en sort-hvid hund blev siddende ved trappen og holdt øje efter Kristians skikkelse. Da mørket faldt på, satte den i løb ad stien, hvor den plejede at møde ham.
Det første, Kristian så, da han vågnede, var sin mors ansigt. Hendes øjne var røde af tårer og manglende søvn, men hendes smil var varmt og kærligt:
Hej min skat, sagde hun blidt, endelig! Hvordan har du det? Vent, jeg henter straks lægen
Af sin mor fik Kristian at vide, at han havde haft et akut blindtarmsanfald, hvilket havde fået ham til at besvime.
Det var peritonitis, rettede lægen, der lige kom ind, og det var farligt! Din blindtarm sprang, så vi måtte vaske hele maven grundigt. Det var heldigt, du nåede det
Kristian skulle blive på hospitalet i en uge. En nat, hvor han ikke kunne sove, hørte han sygeplejersken og rengøringsdamen småsnakke ude på gangen:
Ham drengen, han var tæt på at dø, hvis ikke det havde været for hunden! Lotte fra ambulancen fortalte, at de fandt ham liggende i grøften, først troede de, han var fuld. Men hunden var der, hylede så det kunne høres hele vejen rundt. Da folk nærmede sig, begyndte den at gø og trak dem mod drengen! Ja, den reddede sin ejer!
“Redde sin ejer…” Kristians tanker kredsede omkring de ord. Han forstod straks, at det var den unge sort-hvide hund, som han havde kaldt Akrobatten. Hunden var kvik, munter og smidig. Ofte ventede den på ham, når han var på vej hjem, og altid undrede Kristian sig over, hvordan hunden vidste, hvornår han nærmede sig. Nu skyldte han Akrobatten sit liv.
Dagen efter kom begge forældre. Hans mor fløj om ham, rettede på dynen, tørrede panden og sagde:
Når du bliver udskrevet, tager vi hjem, og du skal på streng diæt. Lægen har skrevet det hele ned: supper, grød, alt skal være blødt og lunt, og du skal spise syv gange om dagen. Glem kollegiet, indtil du er frisk du bliver hjemme!
Kristian var stadig svag og bleg. Han så på sin far, der stod henne ved vinduet, som om han ikke turde møde øjnene, og de begge mærkede savnet efter et helt års tavshed.
Natten gav plads til mange tanker; Kristian besluttede sig for at bede om tilgivelse:
Undskyld det var forkert af mig, sagde han lavt. Jeg tænkte kun på mig selv og ville ikke lytte til jeres mening.
Skat, shh, nu skal du bare blive rask. Vi elsker dig begge to, og far har savnet dig så meget, ikke også, Henrik? sagde hans mor og kiggede på sin mand.
Faderen vendte sig fra vinduet og så indtrængende på sønnen:
Tine, lad ham nu tale ud.
Kristian lukkede øjnene og samlede sig. Det var ikke nemt at nævne det, der oprindelig havde splittet dem.
Drømmen om en hund havde fulgt ham altid, men én gang havde far sagt nej og så var det sådan. Efter studentereksamen og optagelse på universitetet havde han nævnt det igen, men blev mødt med samme modstand. Uvenskabet blev dybt. Først boede han skiftevis hos venner, men snart fik han et værelse på kollegiet.
Hunde var forbudte på kollegiet. Mange gange havde Kristian tænkt på at leje et lille hus og bo sammen med Akrobatten. I tankerne var hunden allerede hans: de forstod hinanden uden ord. Nu, hvor Akrobatten havde reddet ham, lå Kristian på hospitalet og trak sig sammen ved tanken om, at hunden måtte vente på ham, alene og sulten ved kollegiets indgang.
Stolthed og stædighed blev lagt til side, da Kristian sagde:
Far, jeg beder dig ikke om tilladelse til at have hund derhjemme; jeg forstår nu, det er jeres hjem jeg vil blot bede om hjælp. Han reddede mit liv, og jeg svigter ham ikke. Han venter udenfor kollegiet sort-hvid, hedder Akrobatten Han skal have mad
Kristian var bleg, og sveden perlede på hans pande. Hans mor lovede straks at tage ud og købe foder, og far ville bringe det.
Tag min taske, så kender han dig på lugten, fik Kristian svagt sagt.
Sådan gik det altså. Femten år har Akrobatten og jeg nu fulgtes ad gennem livet. Han fik min familie til at samle sig igen, og siden førte han mig også til min kommende kone, da vores hundesnore filtredes sammen i parken! Mine tre sønner voksede op med ham og nu siger I, at han bare skal aflives? Nej, jeg kæmper for ham så længe, vi har hinanden!
Manden sad på gangen i dyreklinikken omgivet af sine tre teenagesønner. Akrobatten blev opereret for en tumor, og trods hundens høje alder havde Kristian fundet de bedste dyrlæger og betalte gerne den dyre regning. Nu ventede de alle med hjertet i halsen.
Andre patienter med katte og hunde i transportbure lyttede til historien og opmuntrede Kristian:
Men, hvordan endte det så med blindtarmen? spurgte en kvinde. Hvordan så du Akrobatten igen?
Kristian smilede og dykkede ned i minderne:
Min mor besøgte mig hver dag og forsikrede, at min tro følgesvend havde fået mad og havde det godt. På udskrivningsdagen hentede mine forældre mig, og i bilen sad Akrobatten! Ren og pæn, med ny halsbånd! Det viste sig, at han havde boet hjemme hos os siden den dag, far havde hentet ham efter vores snak.
Jeg satte mig bagi, holdt om min ven, og far vendte sig: “Nå, er vi klar til at tage hjem og komme ovenpå igen?” Og sådan kørte vi hjem.
Alle tilstedeværende smilede og krammede deres kæledyr. Lidt efter kom dyrlægen ud i gangen:
Hr. Madsen, operationen gik godt, din Akrobatten klarede det som en vaskeægte helt! Når han er vågnet, udskriver jeg medicin, så kan I tage ham med hjem.
Med lettelse i sindet fik Kristian Akrobatten overdraget, bar ham varsomt ud sammen med drengene, satte sig bag rattet og vendte sig med et smil:
Så, er vi klar til at tage hjem og komme os sammen?
Og de kørte hjem for hos dem var der plads til både kæledyr, familie og tilgivelse. Nogle venskaber og forbindelser i livet er mere værd end noget andet og lærer os, at det er bedre at give plads til kærlighed og hinanden, end at holde på vores stolthed.
