Jeg er kommet for at overtale dig til at komme tilbage til mig. Karen, mit familieliv har aldrig fungeret siden du gik din vej. Jeg kan ikke finde en kvinde, der passer mig. Det er faktisk gået mere end tyve år siden du gik, og jeg har stadig ikke fundet den rette. Savnet har ramt mig, og jeg er begyndt at tænke tilbage på dig.
Karen kigger ud ad vinduet, da hun hører lyden af en bil, der triller op foran huset, og ser gennem plankeværket hvordan Ole stiger værdigt ud ad bilen.
Hvad vil han dog mig nu, alt er for længst afgjort, tænker Karen. Snart kommer Poul, bare de to ikke løber ind i hinanden. Ikke at det vil blive nogen hemmelighed, her i landsbyen kommer alt hurtigt ud. Tja, what happens, happens, når Ole ikke forhastet åbner havelågen og ser sig omkring i gården.
Karen skynder sig ud af huset, bange for, at den uventede gæst skulle komme ind uden videre.
Som altid står Ole knivskarp i tøjet, stadig en flot og charmerende mand, mørke øjne og nu med strejf af gråt ved tindingerne. Han har taget lidt på, og skjorten strammer om maven, brillerne rammer et eksklusivt stel. Selvfølgelig, årene sætter sine spor han er fyrre-ni år; ikke gammel, men heller ikke nogen knægt, og der er kommet mere værdighed over ham.
Hej Karen, du havde vel ikke regnet med at se mig? spørger Ole fredeligt.
Hej! Ærligt talt, nej, jeg troede vores sag for længst var lagt på hylden. Hvorfor er du kommet, efter så mange år?
Jeg er kommet for at bede dig tage mig tilbage. Karen, mit ægteskab blev aldrig til noget, efter du forlod mig. Jeg har ikke kunnet finde nogen, jeg bryder mig om. Det er virkelig mere end tyve år siden, du gik, og jeg kan stadig ikke få dig ud af tankerne. Savnet ramte mig igen.
Ole, du ved jeg har en mand og en datter sammen med ham. Hvorfor er du her? Synes du stadig, at du kan alt, hvad du har lyst til? Har du tænkt på, at Poul ikke vil bryde sig om dit besøg? Jeg har haft det godt med Poul alle disse år, jeg ønsker ikke et andet liv.
Jeg er kommet for dig, siger han uden at høre på hende. Jeg ved, du har familie, jeg ved godt din datter går på universitetet. Jeg har altid fulgt lidt med, men ikke blandet mig indtil nu. Jeg kunne ikke holde mig væk mere, jeg ville tilbyde dig at starte på en frisk. Jeg er blevet et andet menneske, ser mit liv og dig med nye øjne. Hvad holder dig i dette gamle bindingsværkshus du boede som en dronning før. Kom nu, tag med mig, vi to kan sammen…
Han når ikke at tale ud før de tunge skridt bag ham stopper ham, og Karen ser foruroliget på noget bag hans ryg.
Han drejer sig og får øje på hendes mand. Poul går med rank ryg og faste skridt, et hoved højere end Ole.
Karen, hvad laver han her? spørger Poul og nikker mod Ole.
Ole, vær venlig at tage af sted, du har ikke noget at gøre her. Jeg har sagt det jeg skulle, siger hun til Ole. Poul, jeg skal nok forklare dig alting, jeg…
Det behøver du ikke, alt er tydeligt, sagde han uden at lyde såret eller vred, går ind i huset, kommer straks ud med en taske og går resolut mod landevejen, som går uden om landsbyen.
Karen står forvirret tilbage, tårerne i øjnene, ser efter Poul, mens Ole fryser midt i gården.
Hvorfor ødelægger du altid alt? Du dukker op og ryster rundt i mit liv igen. Jeg elsker dig ikke længere, forsvind og kom aldrig her igen.
Karen, jeg ville kun det bedste, prøver Ole dæmpet.
Men Karen forsvinder indenfor, smækker døren i. Efter lidt tid løber hun grædende ud ad døren og sætter kursen mod landevejen, efter Poul.
Ole bliver siddende i bilen, ser hende fare forbi. Nå, det var så det… hvorfor troede jeg egentlig det kunne blive noget? Alle de år.
Karen, altid let på tå og yndefuld, stadig smuk bare mere moden, hvilket kun klæder hende.
Ole fortryder bittert, at han lod hende glide væk. Ingen havde været nær så rigtig for ham uanset hvem han mødte siden.
Men han havde ikke været god mod hende dengang. Han værdsatte hende aldrig ordentligt, var ung og levede hensynsløst. Hun bøjede nakken længe, men til sidst var det for meget.
I bilen tænker Ole tilbage på da han så hende første gang unge studerende Karen hakkende grinende med sine meddeltagere, hendes smil fangede ham på stedet. Han, den unge forretningsmand, beslutter straks at lære hende at kende.
De flytter ud i hans enorme villa nord for København et to-etagers bindingsværkshus, betalt af hans far, en embedsmand der ikke sparede på noget for sin enebarn.
Hele Oles karakter skyldes farens penge, som nu er væk.
Karen følte sig som i himlen. Hun blev gift med Ole uden engang at have afsluttet studierne, glemte alt om Poul, barndomskæresten, som hun havde delt så mange minder med.
Poul var vild med Karen, regnede det for sikkert at hun blev hans. Men han frygtede også lidt, at hun i byen ville møde en anden. Da hun giftede sig med Ole, trak han sig ind i sig selv, gik ikke ud, talte ikke med piger.
Karen havde haft alt, hushjælp og gartner. Men efterhånden blev lykken bleg. Hun var altid alene hjemme. Ole rejste ofte uden hende, kom hjem småberuset. Selv til forældrene kørte han hende selv, hun kunne aldrig nævne Poul.
Han ville ikke have børn:
Vi skal nyde livet sammen først, sagde han.
Karen blev holdt under opsyn, hun fik dog lov at gøre studiet færdigt. Men til dimissionen måtte hun ikke komme med. Senere hævdede han:
Jeg tog dig ud af den lille landsby, jeg har gjort dig til nogen!
En dag gik det galt, hendes protester fik ham til at eksplodere. Hun lukkede øjnene i syv år, men en dag havde hun fået nok og gik.
Først troede Ole, at hun kom tilbage. Han besluttede at lade være med at såre hende igen. Men hun vendte ikke tilbage.
Karen flyttede hjem til sine forældre i Jylland. Efter noget tid søgte hun om skilsmisse, og lidt efter fandt hun sammen med Poul igen giftede sig og blev mor.
De har haft et godt ægteskab. Poul har været venlig, omsorgsfuld og kærlig. Han tilgav hende forstod at unge piger kan tage fejl og søge lykken i penge. Lykken er ikke penge, det fandt Karen også ud af.
Senere kom deres lille datter, og livet blev kun bedre.
Derfor, da Poul ser Oles dyre SUV i gården, rammer det ham hårdt. Han havde aldrig forestillet sig Ole komme tilbage.
Han synes, Karen taler blidt til Ole. Bilen, manden, det hele stikker ham i hjertet. Han smider en taske med tøj sammen i farten, og går til fods ud af landsbyen mod landevejen, hans egen bil er på værksted.
Ude ved landevejen forsøger han at stoppe biler, men ingen vil tage ham op. Han er ligeglad med, hvor han ender.
Efter lidt tid får han øje på Karen, der løber mod ham langs grøftekanten, vifter og kalder. Hun når ham, griber ham, men han vil ikke tale. Hun græder:
Poul, min elskede, hvor vil du hen? Jeg har kun brug for dig, jeg elsker ikke min eksmand, det ved du. Rejs ikke fra mig, jeg beder dig…
Men Poul vil ikke høre, han forsøger fortsat at finde et lift. Til sidst traver han væk i hast hen ad vejen, væk fra Karen, der sætter sig i grøftekanten og græder.
I det samme ruller Ole op med bilen, løfter Karen op og siger:
Se nu, han har forladt dig, tag med mig. Jeg vil aldrig forlade dig, tro mig Karen.
Gå din vej, jeg vil aldrig se dig igen.
Hun går langsomt tilbage ad vejen mod landsbyen. Ole smækker døren i, starter bilen og kører samme retning som Poul. Poul bemærker bilen, stopper og ser Oles bil forsvinde.
Karen når vejkrydset, standser, ser efter Poul. Pludselig ser hun hans skikkelse i det fjerne vende om og nærme sig. Tør næsten ikke tro sine egne øjne, men løber ham i møde. De mødes, falder hinanden om halsen.
Han tænker: Hvor var jeg dum jeg kunne have tabt hende igen, kun fordi jalousien ramte mig. Karen har aldrig svigtet mig.
Karen tænker: Hvordan skulle jeg kunne leve uden min elskede Poul? Tak, Gud, for at give mig ham tilbage. Jeg har kun brug for ham, bare min Poul altid er hos mig!
De står længe i armene på hinanden, biler kører forbi, nogle dytter, andre vinker, men de mærker ingenting.
Pludselig lyder stemmen fra fru Jensen, deres gamle nabo, som er kommet for at hente sit barnebarn ved busstoppestedet tæt på.
Karen, Poul, hvorfor står I sådan og holder fast i hinanden? Begge smiler med tårer i øjnene, har I fanget lykkens fugl? Hold fast, for den kommer kun én gang. Nu har I den så slipper I aldrig hinanden igen!
Det har vi heller ikke tænkt os, siger Karen lykkeligt, og Poul nikker samtykkende, for rørt til ord. Arm i arm går de hjem ad vejen gennem marken og skoven, mod landsbyen. De er sammen for altid.
