Lykken står den kække bi
Der var gang i bryllupsfesten på landet, og Henrik og hans kone stod ved at få giftet deres ældste datter væk. Hele landsbyen morede sig, men ovre i hjørnet sad den yngste datter, Rigmor, og så ud som om verden gik under. Henrik, glad i låget på grund af snaps og sild, tumlede over til hende, greb hende, løftede hende op og snurrede hende rundt.
Kom nu, lille Rigmor, du skal ikke være så vemodig! Vi får også dig gift før du får set dig om. Du er jo også en flot pige selvfølgelig kommer der en mand til dig! Du bliver lykkelig, skal du se.
Rigmor var tolv, men det føltes, som om hun havde gået og haltet i hele sit liv. Hun havde fået tilnavnet “Skævben” i landsbyen, for som lille tabte hun et gammeldags strygejern ned over foden. Den lokale sygeplejerske lappede det hele lidt tilfældigt sammen, og foden groede, som den nu groede skæv og besværlig. I landsbyen lagde man nu ikke større mærke til den slags. Ud over Rigmor havde forældrene to ældre døtre. Alle syntes, det var synd for Rigmor, især fordi hun var yngst og haltende med krumme tæer og en fod, som pegede lidt den forkerte vej.
Om sommeren gik Rigmor helst barfodet rundt i gården, for sko var nærmest tortur, især om vinteren. Hun blev mere selvbevidst og generet over sin fod, jo ældre hun blev, men hvad kan man gøre sådan er skæbnen en gang imellem. Til gengæld havde hun et kønt ansigt og en stemme, der fik selv landsbyens hunde til at samles og lytte. Godt nok var hendes søstre nydelige, men Rigmor havde alligevel fået al ynde og nænsomhed i puljen.
Ved siden af Rigmors familie boede familien Madsen, som havde to sønner: Hans og lillebror Poul. Hans var seks år ældre og en mester på harmonikaen; Poul gjorde mest, hvad han kunne, men det blev ved forsøget han var decideret tonedøv.
Rigmor og Poul var jævnaldrende og uadskillelige, nærmest som tvillinger i selskab. De sad tit på Pouls trappe hun sang, mens han lod som om, han spillede på harmonikaen. Når Hans så det, fik Poul en opsang:
Læg så den harmonika, du driver gæk, hvinede Hans, og så stak de to unger ellers af over til Rigmor.
Rigmor syntes, Hans var noget af det flotteste, himmelhøje skuldre, stærk og rank hun kunne knap tage øjnene fra ham, når han gik forbi. Om hun selv rigtigt forstod det, er tvivlsomt men i smug var hun altså småforelsket. Én dag betroede hun sig endda til Poul og sagde, at hans storebror var meget pænere. Poul blev fornærmet.
Men så tog det hele fart. Hans skulle om i militæret. Rigmor græd i smug hun syntes, det var så trist. Da han var rejst, faldt hun tilbage i rutinen med Poul som altid. De blev teenager alle sammen. Rigmor blev klar over, at hun efterhånden så Poul som noget mere end en barndomsven. Hun drømte om, at de endda en dag skulle giftes. Hvis bare det ikke var for den forbandede fod
De gik i skole sammen. Om vinteren ville Poul bære hendes skoletaske, og når der var allerværst, støttede han hende hele vejen hjem.
Skynd dig nu, Rigmor, vi fryser jo tæerne af! sagde han, selvom hun følte, hun løb, men hendes fod skovlede sne og bremsede farten.
Årene gik, og nu var de begge femten. Hans hentede ikke engang hjem fra hæren han tog direkte videre til officersskolen i København efter værnepligten. En varm sommerdag, hvor Rigmor havde klaret mors gøremål, sad hun på trappestenen og lod solen varme sig, mens hun lyttede til fuglene uden at tænke på noget særligt.
Rigmor! lød det forpustet fra Poul, som sprang ind i gården. Din far! Ude på marken han er faldet om
Rigmor løb. Hjertet hamrede. Men hun kom for sent. Faren lå på jorden, og folk stod allerede rundt om, mens mor græd så det gav genlyd. Rigmor græd også.
Henrik blev begravet på tredje dagen, stort set hele sognet mødte op han var vellidt, ham Henrik. Moren og de tre døtre stod fortabte og så jorden dumpe ned på kistelåget. Alle græd.
Hvordan skal jeg nu klare mig, jamrede moren.
De ældste søstre var i forvejen gift og ude af huset, men Rigmor sagde stille:
Mor, jeg bliver her hos dig. Græd nu ikke.
Senere sagde hendes mor tit:
Åh, Rigmor, du blev nok sendt til mig som trøst. Du forlader mig aldrig, gør du vel?
Selvfølgelig ville Rigmor også gerne læse videre efter skolen og drømte om gymnasiet i Holbæk, men nu vidste hun, at hun måtte blive hos sin mor. Hun følte sig som en fugl fanget i et bur, især da moren oftere og oftere krævede Rigmors selskab.
Tiden løb, og en dag så Rigmor, at Poul gik forbi huset hånd i hånd med en fremmed pige. Senere fandt hun ud af, at det var Katrine fra Holbæk på besøg hos sin bedstemor i byen. Poul så ikke engang på Rigmor, han lo og var glad.
Rigmor blev underlig indvendig. Poul med en anden?
Men hvad med mig? tænkte hun panikslagent. De går i forsamlingshuset. Jeg tager også derned og ser Poul i øjnene. Jeg tager min nye kjole på, så må han kigge!
Hun trak i den lange kjole, lånte morens læbestift, slap håret løs. Smuk pige! Men så var der jo den fod
Poul stod og smilede til Katrine, fortalte noget mægtigt sjovt, hun lo trillende.
Hej, sagde Rigmor og prøvede at være naturlig. Jeg ville også lige komme forbi, sikke en dejlig aften.
Hun så straks, at Poul blev utilpas, og Katrine kiggede nysgerrigt.
Katrine, det er Rigmor, min nabo, hende har jeg fortalt dig om, sagde Poul hurtigt og vendte sig mod Rigmor, kan du ikke lige sætte dig lidt, vi kommer også derhen om lidt, han fik hende næsten skubbet over på bænken.
Jeg vil ikke sidde. Jeg vil også danse Katrine, må jeg ikke danse med Poul? Katrine nikkede.
Sagde jeg ikke, du skulle sætte dig? Sådan et sted er ikke for dig. Hvordan vil du kunne danse?
Rigmor blev rød i hovedet, vendte sig skarpt om men mistede balancen og faldt. Poul sprang til og hjalp hende op, førte hende udenfor, men hun græd og haltede hjem alene. På trappetrinet ventede hendes mor.
Hvor har du været? Hvorfor har du klædt dig sådan ud? råbte moren.
Men da hun så tårerne, blev hun blød.
Græd ikke. Herregud, du så Poul gå med en anden pige. Lad det nu ligge. Du har mig, vi to skal nok klare os. Hvem har brug for sådan en Poul? Du lovede mig jo, du altid ville blive hos mig. Og Poul ville jo aldrig …
Efter at have sundet sig sad Rigmor ved vinduet og så senere, hvordan Poul dukkede op hjemme, Katrine i hælene på ham. Hun begyndte at græde igen.
Poul har forrådt mig, tænkte hun, selvom han faktisk aldrig havde givet noget løfte. Han havde bare altid været der.
Rigmor forstod ikke, at kærlighed kunne komme i mange former. Hun tænkte aldrig over, at han måske ville kunne lide en anden. Hun havde altid troet, at Poul ville være der hele livet.
Uden at tænke for meget fortsatte hun mod åen
Senere på natten, da moren sov, listede Rigmor ud og satte kursen mod åen, snublende og med tårerne sprøjtende. Hun gik, indtil stjernerne spejlede sig i vandoverfladen. Uden at tænke meget mere, gik hun ud i det kolde vand.
Alle mine sorger bliver her i vandet, tænkte hun, mens hun bevægede sig længere ud. Vandet var iskoldt, men hun mærkede det knapt.
Gud, hvor er det uhyggeligt, jamrede hun, Far, du gik fra mig, du lovede ellers, du ville finde mig en mand. Og nu er jeg alene
Hun så op på stjernerne og kastede sig længere ud. Hun så ikke, hvem der sprang i efter hende og pludselig trak hende op igen.
Har du helt mistet forstanden? råbte Hans. Vil du dø af det her? Hvad tænker du på, Rigmor?
Hans? Hvor kommer du fra? Hun forsøgte at skubbe ham væk, drivvåd og rasende. Du blev aldrig kaldt skævben. Du forstår det ikke! Hun græd. Du har altid haft alt; du ser godt ud. Jeg … Men hvordan kan du være her?
Hun anede ikke, at Hans efter færdiggjort uddannelse havde gjort tjeneste som løjtnant det sidste år, og var landet hjemme på orlov samme eftermiddag. Hun havde ikke lagt mærke til ham i alt sit eget drama. Helt tilfældigt havde han set hende luske mod åen, da han stod ude og ville ryge en cigaret.
Der blev stille. Hans ventede, mens Rigmor snøftede færdig. Foran ham stod den mest smukke og den mest ulykkelige pige.
Min mor mistede sig selv efter far døde, snøftede Rigmor. Hun lader mig slet ikke rejse eller læse videre. Hvem vil have sådan et liv?
Han trak hende tættere ind til sig, hun dirrede over hele kroppen.
Dit liv er din og også vigtig for mig. Dit liv er kun lige begyndt og man kan altid nå at give op, men det er nu sværere at tage springet til lykke.
Han svøbte sin jakke om hende, krammede hende og kyssede hende pludselig.
Gjorde du det af medlidenhed, Hans? spurgte Rigmor, helt paf og ildrød i ansigtet.
Nej, nej, Rigmor. Jeg har altid tænkt på dig. Jeg vil tage dig med til København, så får du opereret foden. Du glemmer alt det her som et ondt mareridt. Jeg har aldrig giftet mig, kan du forstå det? Jeg har faktisk hele tiden haft dig i tankerne allerede som lille var du speciel. Nu er du øjensynligt kun smukkere. Vil du være min kone? Jeg husker, hvordan du altid så beundrende på mig.
Hvis du ikke laver sjov, så ja, Hans.
Mor blev først gal over, at Rigmor ville giftes og flytte, men inden brylluppet var hun selv helt oppe at køre og kunne ikke lade være med at hjælpe. Hans’ orlov var kort, så de måtte skynde sig.
Tre dage efter brylluppet flyttede Hans og Rigmor til byen. Hans fandt hurtigt en kirurg, der sagde:
Det bliver svært, men det kan gøres! Havde man dog bare gjort det, da du var barn! Men har du tålmodighed, så har vi en chance.
Bare gør det, snøftede Rigmor, jeg skal nok holde ud, bare jeg får den fod rettet!
Tiden gik, operationen lykkedes, og året efter var der ingen haltende fod mere. Til gengæld kom Rigmor glad hjem til Hans og fortalte:
Hans, vi skal have barn!
Han blev først ganske overrasket og hostede, men så krammede han hende, så hun næsten blev mast.
Jeg er så glad, min kære Rigmor håber, det bliver en pige, der ligner dig.
Jamen, vi må se, hvad der sker, lo Rigmor. Hun var lykkelig.
Da deres datter blev født, kunne Hans ikke få nok af sine to piger. Og Rigmor kiggede sig af og til i spejlet og tænkte:
Jeg er virkelig lykkelig … Og tænk, at jeg dengang næsten … Tak fordi Hans reddede mig.
