Mænd kan forsvinde til de mærkeligste steder efter ild. Min mand tog til “ynglingen” for at hente gnisten, og et halvt år senere stod jeg der, knap nok i stand til at holde latteren tilbage.
Livet kan virkelig finde på at vende bunken, når man mindst venter det. Jeg havde aldrig forestillet mig, at denne mand så utrolig nøjeregnende, at det næsten var komisk skulle forlade mig sådan. Selv værktøjssættet, jeg gav ham til hans fødselsdag, talte han op: først tavst, så en gang til med snævre øjne, som om jeg kunne finde på at veksle en skruetrækker for et får. Han pakkede sine ting ned i poser, men fløj forvirret rundt i lejligheden, som om han kunne have efterladt sine ortopædiske indlægssåler i kaffekanden.
Ti år bare borte. Jeg er 56, han er 60. Vi havde boet sammen troede jeg da som to sjæle i samlet ro. Kolonihave, frøsåning, aftente med kammerjunkere og endeløse tv-krimier, som han dyrkede med fanatisk hengivenhed. Til efteråret ville vi i kommunen for at få papir på samlivet så er der styr på tingene, sagde han.
Men pludselig en dag stod han der i entreen og vred kasketten mellem hænderne. Øjnene flagrede rundt som myg bag gardinet, og så sagde han:
Astrid, du må ikke tage det ilde op. Du er en god kvinde, pålidelig men du er for jordnær. Jeg har stadig noget spræl i mig! Jeg vil mærke suset, vildskaben, følelsen af liv. Med dig føles det som om jeg allerede har det ene ben i folkepensionen. Jeg har brug for en kone, ikke en bedstemor.
Jeg var ved at kvæles. “Bedstemor” er det nu mig? Mig, der målte hans blodtryk morgen og aften, der huskede ham på, at syltede sild var forbudt, og at stegt mad efter klokken seks var dødssynd?
Jeg har mødt en anden, sagde han med overjordisk ro. Freja. Hun er 38. Når jeg er med hende, føler jeg mig ung igen. Vi skal ud at stå på snowboard, rejse, leve! Hun gør mig levende.
Døren smækkede. Tilbage i luften svævede duften af hjertemedicin og hans billige aftershave som han voldsommere og voldsommere begyndte at bade sig i, som om han kunne skrubbe årene væk.
Hvordan jeg overlevede
Første uge lå jeg bare med ansigtet mod væggen. Alt var slut, Astrid, løbet kørt. Officielt gammel, kasseret, selv uden stempel i folkeregisteret. Når jeg kiggede i spejlet, så jeg ikke mig selv, men en træt, rynket hund.
Men mærkelige ting sker. Jeg vågnede lørdag morgen klokken syv af vane, for at lave Arne hans elskede havregrød. Jeg gik ud i køkkenet og stoppede op.
Hvorfor egentlig?
I stedet lavede jeg mig en kop kaffe stærk, med sukker, som han altid havde prædiket mod: “Det er ikke sundt, Astrid!” Jeg skar et stort stykke lagkage af, købt dagen før i en bølge af fortvivlelse. Jeg satte mig i vindueskarmen, trak benene op under mig. Pludselig: stilhed. Ingen brok om nyheder eller regeringens nedskæringer, ingen slæben med tøfler, ingen kritik af mine tv-vaner.
At være alene var ikke skræmmende. Det var forunderligt dejligt.
Pludselig havde jeg flere penge Arne elskede specialiteter, men alt blev delt over midten. Endnu mere havde jeg tid.
Jeg begyndte ikke på keramik, som man læser om i damebladene, men tilmeldte mig dans. Zumba! Jeg hopper, fniser, sveder, og ingen siger: “Astrid, hvad laver du tænk på dine knæ!”
Jeg stoppede med at farve mit hår den respektable mørkebrune, fik en kort klipning og lyse striber. Jeg købte jeans, der var alt for unge til mig. Og mærkeligt nok holdt min ryg op med at gøre ondt. Det var næsten, som om Arne havde siddet på den i årevis.
Mødet i butikscentret
Et halvt år gik. Arne havde jeg næsten glemt. Jeg gik i Fields for at købe nye sneakers til dans. Jeg stod og kiggede, da en stemme ramte mig. Tynd, næsten pivende:
Arne, kan du ikke skynde dig! Vi kommer for sent til filmen! Og vi har ikke engang købt popcorn!
Jeg vendte mig om. Åh Gud.
Der kom Freja. Eller masede, rettere sagt. “Ynglingen” egentlig bare en dame med et rundhåndet forhold til botox: pande som plast, læber som tudeand. Leopardmønstret fra top til tå, stilletter, og så ellers fuld fart frem.
Bag hende kom Arne. Jeg kendte ham næppe. Han var blevet mager, ansigtet indfaldent, halsen tynd som en kyllings, stak op af en alt for ungdommelig hættetrøje med skrigende skrift. Bukserne var hullede jeans, og årene på benene skreg efter ro.
I hænderne poser, Frejas taske og en pizzabakke. Han hev efter vejret, sveden perlede i panden, ansigtet ildrødt. Det lignede, han trængte mere til en sofa og en Magnyl end en snowboardtur.
Må vi ikke lige sætte os, Freja, jeg får det skidt peb han.
Arne, nu må du holde op! Du sagde jo, du var frisk og sporty! Du gør mig til grin, kom så!
Og så så han mig.
Jeg stod der i min lyse, åbne frakke og nye, smarte sneakers, let smilende, rolig, frisk efter dans, fri.
Han stivnede, i blikket var der en stille bøn: “Red mig.” Et øjeblik fik jeg ondt af ham. Han trådte et skridt hen mod mig, åbnede munden
Arne! Hører du ikke hvad jeg siger?! råbte Freja.
Jeg så dem forsvinde, og latteren boblede op indefra. Ikke for at håne, men som en lettelse.
Han ville have ild nu brænder den ham.
Han ønskede ungdommens liv, men glemte, man skal have både helbred og et hjerte af granit for at følge med.
Nu har han ingen hygge-bedstemor længere, men en general i nederdel.
“Jeg har brug for en kone,” gentog han så tit. Ja, ja.
Nu har han hverken kone eller bedstemor.
Han er bare en træt gammel mand i hænderne på et forkælet barnebarn.
