Hvem skulle have troet det? Min forlovede droppede mig på selve bryllupsdagen. Ingen kunne forstå, hvad han havde gang i. Selv hans forældre anede ikke, hvor sønnen pludselig var blevet af. Og jeg? Jeg kunne ikke finde ro nogen steder. Jeg gik hele tiden og tænkte, at der sikkert var sket ham noget slemt. Så kom en fælles ven med en seddel til mig, hvor der stod: Vi kan ikke blive en familie. Undskyld. Vent ikke på mig. Du bliver helt sikkert lykkelig. Bare med en anden. Lad være med at lede efter mig.
Mit liv smuldrede for øjnene af mig. Jeg var både knust og rasende. Jeg forbandede den dag, vi mødte hinanden. Hans forældre forsøgte krampagtigt at få information om, hvor deres søn befandt sig, men det var som at tale til en dør.
Tiden gik sin gang. Ekskæresten vendte hjem til forældrene efter noget tid. Men vi havde ingen kontakt mere. Jeg kunne slet ikke tilgive ham. Jeg havde endda vilde fantasier om at tage hævn på et tidspunkt. Første tanke var at sige ja til den fyr, der havde plaget mig i årevis bare for at irritere min eks. Heldigvis overtalte min mor mig til at lade være, for ellers ville det nok have været mit livs største bommert.
Først et halvt år senere fik jeg at vide, hvorfor han havde forladt mig. Min forlovede var døende. En uge før brylluppet havde han fået at vide, at han var alvorligt syg. Han ville simpelthen ikke have, at jeg skulle lide på grund af ham. Han sagde det ikke engang til sine forældre kun hans bedste ven vidste besked og afleverede farvelbrevet til mig. Senere sagde han også, at min elskede tit spurgte til mig. Han havde virkelig haft lyst til at fortælle mig det hele, men noget holdt ham tilbage. Han ønskede ikke, at jeg skulle lide endnu mere…
Min forlovede efterlod mig på vores bryllupsdag. Først da han var væk, fandt jeg ud af hvorfor.
