Jeg havde engang en tradition med en gammel ven fra min ungdom, hvor vi ringede til hinanden i weekenden for at udveksle nyt. Han boede stadig på landet, arbejdede hårdt, var stadig alene ingen familie, få venner og jeg var hans eneste forbindelse til omverdenen. For et par måneder siden holdt han pludselig op med at tage telefonen; først én gang, så igen og igen. Jeg troede bare, han havde travlt. Da måneden var omme, begyndte jeg at blive bekymret, men så tænkte jeg, at han kun var fyrre, og intet alvorligt kunne være sket måske ville han bare ikke snakke med mig.
For en sikkerheds skyld lagde jeg en besked på hans telefonsvarer:
“Hej, det er længe siden du har taget telefonen. Hvordan går det? Mine børn driver mig til vanvid for tiden. Min datter, Signe, vil ikke på universitetet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med hende… Og så har jeg alt det papirarbejde…”
Senere sendte jeg endnu en besked:
“Du har ikke skiftet nummer, vel? Det ville være pinligt, hvis jeg skriver til én, jeg ikke kender. Signe lover at hun alligevel tager afsted på universitetet. Og Ida har så travlt med sin egen familie, at hun ikke har tid til sine forældre. Jeg ville ønske, jeg kunne komme ud til dig vi kunne tage på fisketur eller grille sammen. Ring til mig måske kan vi mødes?”
Efter næsten to måneder lavede jeg endnu en besked:
“Jeg venter virkelig på at høre fra dig. Nu er jeg nervøs. Du har aldrig før bare forsvundet sådan. Rejste du til udlandet uden at fortælle det til din gamle ven? Jeg savner vores samtaler. Jeg håber stadig, vi kan tage på fisketur, som i gamle dage. Ring til mig snart, ikke?”
Da jeg til sidst ringede igen, tog en kvinde telefonen. “Han har været væk i to måneder,” sagde hun. “Hans hjerte stoppede bare. Vi begravede ham på kommunens regning. Jeg fandt først telefonen for nylig. Er du i familie med ham?”
Det fik mine øjne til at løbe i vand. Jeg havde ikke forestillet mig sådan noget forfærdeligt. Jeg vidste ikke, at jeg for længe siden havde mistet en ven.
Jeg kunne ikke få mig selv til at tage tilbage til den lille landsby i Midtjylland, hvor vi havde tilbragt barndommen sammen, for at sige farvel.
Livet mindede mig om, hvor vigtigt det er at værdsætte dem, vi har for en dag kan det være for sent til bare at ringe og sige hej.
