Det føles måske hårdt at sige, men jeg har altså heller aldrig selv valgt at skulle træffe den slags beslutninger. Min mand, Svend, er enebarn. Hans forældre har altid været forholdsvis selvstændige de har opdraget ham godt, sørget for hans uddannelse og holdt sig ellers udenfor vores liv. Forholdet til min svigermor, Bodil, har altid været lidt distanceret; vi har ikke skændtes, men vi er heller ikke tætte. Hun har nogen gange givet mig små, rare gaver, og har aldrig blandet sig i vores måde at leve på. Jeg har sat pris på, at hun var optaget af sit eget. Når der var brug for det, hjalp hun til, og sådan gik årene.
Det sidste år har været svært for Bodil, efter at hun mistede sin mand. Hun er nu over 80, stadig en kvinde med stærk vilje, men hun har trukket sig tilbage og græder ofte. Hun er rastløs og ensom, og hendes frygt for at være alene fylder meget. Jeg har bare ikke lyst til at få hende boende hos os.
Hvis vi ikke tager hende hjem, har vi kun den mulighed at finde en hjemmehjælper og betale for det, eller få hende på et godt, privat plejehjem. Offentlige hjem her i København er ikke altid, hvad man kunne håbe på. Og der starter problemerne virkelig.
Ved vi at tage hende hjem, bliver vi nødt til begge at arbejde ekstra for at kunne betale for enten hjemmehjælp eller et privat plejehjem. Der er ingen nem løsning.
Men jeg vil ærligt talt ikke have hende boende ikke kun for min egen skyld, men fordi jeg også har min egen mor at tænke på. Inge er jævnaldrende med Bodil, men har altid været mere aktiv, har spist sundt og haft masser af energi. Hun har det godt nu, men ingen er usårlig, og hvad gør jeg den dag, hvor hun har brug for hjælp? Hvis jeg allerede har Bodil boende, hvor er der så plads og overskud til min egen mor?
At forestille sig to ældre damer under samme tag Bare tanken gør mig træt. Enhver, der har prøvet at tage sig af gamle forældre, forstår hvor krævende det er fysisk og psykisk. Og økonomisk! Skal vi så knokle begge to for at betale for to plejepladser eller assistenter? Det virker helt uoverskueligt.
Nogle gange ville jeg ønske, man i Danmark havde fundet på en mere nænsom og smidig måde at klare det her på. Svend trækker sig, som om han bare håber, jeg finder ud af det selv.
Først arbejder vi hele vores ungdom for at finde fodfæste, så venter børnene, og når de er på vej ud i livet, kommer de første børnebørn. Lige idet man tænker, nu kan man endelig fokusere på sig selv, kommer forældrene og de ældre slægtninge og kræver opmærksomhed. Hele livet går egentlig med at tage sig af andres behov, ikke?
Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at sige ja til, at Bodil flytter ind i vores lejlighed, selvom hun allerede lægger pres på og laver scener. Intet er afgjort, og allerede nu er det mig, der har problemerne at slås med.
