Min søn, som nu er 28 år, har bedt mig om at stoppe med at sige, at han skylder mig sit liv, fordi han mener, det har manipuleret ham hele hans liv.
Ærligt talt har jeg aldrig forestillet mig, det kunne gøre ham ondt.
For mig har det altid været en påmindelse om, at jeg har ofret alt for ham.
Men for ham ja, der er lige præcis dér, problemet ligger: Han følte sig tvunget, forpligtet, nærmest som om han ikke selv måtte bestemme noget.
Jeg begyndte at bruge dén vending, da han var omkring 8 år gammel.
Hans far smuttede, og så stod jeg der alene med hele ansvaret.
Når han bad om at måtte tage ud, eller hvis han ville have noget, sagde jeg til ham:
Jeg har knoklet alene med dig, holdt dig oprejst, du skylder mig dit liv, min dreng.
Jeg var udmattet, skuffet, og tit sad jeg og tudede ude på badeværelset.
Men han var jo bare et barn og sagde aldrig til mig, hvordan det føltes.
Da han var 12, og gerne ville bo lidt hos sin far, sagde jeg til ham ja, selvfølgelig med tårer i øjnene:
Hvis du tager derover, efterlader du mig alene. Husk lige, hvem der gav dig dét liv, som din far ikke gad at give dig.
Siden da blev emnet ikke rigtig nævnt mere.
Han fortalte mig senere, at det var dér, han opdagede, at man måske ikke altid skulle diskutere med sin mor
Da han fyldte 18 og gerne ville læse i Aarhus, sagde jeg nej.
Jeg sagde, at hvis han flyttede, ville jeg ikke klare det.
Han lod være med at insistere.
Han tog en uddannelse, han dybest set ikke kunne fordrage, bare fordi den lå tæt på mig.
Og nu siger han, at han er vred på mig over det.
Da han var 23 og fik sin første alvorlige kæreste, kom den gamle sætning igen.
Han ville fejre jul hos hendes familie, og jeg sagde:
Har du glemt, hvem der gav dig livet? Er en pige nu vigtigere end din egen mor?
Han droppede juleturen.
Hans kæreste blev ked af det, og de gik fra hinanden to måneder senere.
Da han fik job og ville flytte hjemmefra, sagde jeg igen, at jeg ikke kunne holde ud at være alene, at han var det eneste, jeg havde.
Og så kneb jeg lige endnu engang den gamle sætning af:
Du skylder mig dit liv, skat. Lad være med at forlade mig.
Han blev.
Han satte sin uafhængighed på pause i yderligere fire år, bare for ikke at gøre mig ked af det.
For to uger siden, da han var i gang med at pakke sine ting i IKEA-kasser for nu vil han prøve igen at rykke ud stod jeg der, lettere desperat, og sagde:
Vil du nu forlade mig igen? Efter alt det, jeg har gjort for dig?
Dengang vendte han sig om og sagde med en stemme, jeg aldrig har hørt før:
At den sætning var som en kæde, jeg havde lagt om ham som barn.
At hver gang jeg sagde det, føltes det, som om han mistede pusten.
At han aldrig havde følt, han måtte bestemme selv hverken hvad han skulle læse, hvem han ville elske, eller hvor han ville bo.
At jeg forvekslede at ofre sig med at styre.
Han sagde helt ordret:
Mor, jeg har aldrig bedt om at blive født. Jeg skylder dig ikke mit liv. Det var dit valg at blive mor, og hver gang du siger det, manipulerer du mig.
Det var ikke rart at høre.
Men jeg hørte det.
Og nu ved jeg virkelig ikke, hvordan jeg skal lave det hele om.
Hvad ville I råde mig til?
