Du fik, hvad du fortjente
Skal du virkelig tage afsted? Astrid kiggede bedende på sin forlovede. Kan de virkelig ikke finde en anden? Mon ikke, der står en masse i kø for at tage til Herning i februar?
Mads grinede og nikkede hende på næsen, mens han pakkede skjorter ned i weekendtasken.
Det er bare en uges arbejde, lille skat. Du når ikke engang at savne mig.
Jeg savner dig allerede, svarede Astrid dramatisk og lagde hånden på hjertet. Kan du se, hvor jeg lider?
Jeg kan se, grinede Mads og nikkede mod køkkenet. Og du har jo din heppegruppe.
Freja hævede sin tekop i respekt fra døråbningen og blinkede til Astrid.
Bare rolig, Mads, jeg holder øje med, at din forlovede ikke går under af savn. Jeg har en plan: serier, pizza og sladder om kollegaer.
Det lyder som en trussel mod min figur, fniste Astrid.
Mads lynede tasken, gik hen til sofaen, bøjede sig ned og kyssede Astrid i håret.
Jeg skriver hver dag. Og ringer. Og sender billeder af triste herningensiske vinterlandskaber.
Det ser jeg frem til, Astrid greb ham i skjortekraven. Især billederne. Vil jo vide, hvad jeg er blevet forladt for.
Freja fnøs og satte sig ved siden af Astrid.
Vi giver dig den bedste uge længe. Den vil du længes tilbage til, når han kommer hjem og igen smider sokker over det hele.
Astrid fulgte Mads til døren, holdt fast i ham et par sekunder længere end planlagt, og vinkede, indtil elevatoren gled i.
De første par dage blev akkurat, som Freja havde forudsagt. Serier til langt ud på natten, pizza med ananas som Mads ikke kunne døje, og endeløse snakke om Frejas nye, uudholdelige chef. Mads skrev morgen, middag og aften, sendte billeder fra hotelværelset, klagede over kedelige møder, spurgte hvad Astrid spiste til aftensmad. På tredjedagen gik noget i stykker…
Astrid sendte en besked klokken ti. Svar først lidt over frokost kort og tørt. Om aftenen ringede hun, men Mads afbrød opkaldet og skrev, han ville ringe senere. Det gjorde han ikke.
Måske er der bare mega travlt? Freja trak på skuldrene og betragtede Astrid, der for femte gang tjekkede mobilen. Sådan er det. Først er alt roligt, så vælter det ind.
Ikke engang en smiley, Astrid viste deres samtale. Se. “Okay”. Ét ord. Han skriver aldrig sådan.
Astrid, du gør dig unødigt ondt, sagde Freja og lagde mobilen med skærmen ned. Mænd bliver bare trætte. Det betyder ikke, han er holdt op med at elske dig efter tre dage.
Astrid ville svare, men Freja satte en ny episode i gang, og samtalen døde ud.
På femtedagen svarede Mads kun kortfattet og med timers mellemrum. Astrid holdt op med at spørge ind, for svaret var altid det samme:
“Alt fint, bare træt.”
Ugen sluttede…
Astrid brugte hele dagen i køkkenet. Lavede pasta med rejer efter hans mors opskrift. Åbnede den flaske vin, hun havde gemt til noget særligt…
Lyden af nøglen i døren fik hjertet til at galoppere. Hun tørrede hænderne i forklædet og gik ud i gangen.
Mads så træt ud. Skygger under øjnene.
Hej, Astrid gik ham i møde, stod på tæer og rakte sig op til et kys.
Men Mads vendte hovedet væk…
Astrid stod der og følte sig tåbelig. Armene ned langs siden, smilet stivnet.
Mads?
Han gik uden at sige noget forbi hende ind i stuen stadig med jakken på.
Mads, hvad sker der? Astrid gik efter og stoppede i døren.
Han svarede ikke. Han åbnede skabet, hev den store kuffert frem og smed den på sengen. Lynlåsen hvæsede, og han begyndte at rive tøj ned fra hylderne.
Hvad sker der? Astrid forsøgte at fange hans blik. Jeg har glædet mig så meget, lavet mad, og du pakker bare?
Mads bevægede sig, som om han gennemførte en uundgåelig, men ubehagelig pligt.
Mads!
Endelig standsede han. Rettede sig. Men han så ikke på Astrid kiggede bare lige forbi hende ud i ingenting.
Du kan bare beholde ringen, sagde han, stemningsløst. Der bliver ingen bryllup. Vi går fra hinanden.
Astrid blinkede, én gang, to gange, prøvede at forstå.
Hvad? Hvorfor? Hvad har jeg gjort?
Mads smækkede kufferten i og trak den mod døren. Astrid greb hans ærme, tvang ham til at se på hende.
Sig dog noget! Hvad skete der?
Han så på hende, og i hans øjne lå noget mærkeligt. Ikke vrede, ikke sorg snarere afsky.
Jeg vil ikke tale om det, sagde han og trak ærmet fri. Farvel, Astrid.
Døren smækkede, og Astrid blev alene i soveværelset, i et fjollet blomsterforklæde og med et dækket bord i køkkenet…
Freja kom stormende tyve minutter senere, rodet hår og jakken smidt over skuldrene.
For himlens skyld, Astrid, sagde hun og satte sig med et kram. Hvad sagde han?
Ingenting, svarede Astrid langsomt, som i søvne. Ingenting. Han pakkede og gik. Sagde, brylluppet var afblæst.
Slet ingen forklaring?
Jeg spurgte. Han svarede ikke.
Freja fandt et tæppe, trak det op om Astrids skuldre, kælede hende over håret, mens Astrid sad stumt og stirrede.
Måske gjorde jeg noget forkert? hviskede Astrid og holdt fast. Måske sagde jeg noget? Eller ringede for lidt?
Nu stopper du, rystede Freja på hovedet. Du har ikke gjort noget galt. Mænd forlader os bare engang imellem. Uden grund.
Astrid nikkede, men indeni rullede tankerne: Hvad gjorde jeg forkert? Hvorfor? Hvordan kunne man kysse hende i håret og love billeder den ene uge, og den næste uge se på hende som en fremmed?
Freja blev natten over. Og natten efter. Lavede suppe, tvang Astrid til at spise, så dumme komedier og sagde aldrig noget, når Astrid begyndte at græde i nattens mørke.
Tiden gik. Den skarpe smerte blev en smertefuld tomhed dybt inde. Astrid lærte at stå op om morgenen, gå på arbejde, smile til kollegaerne. Ringen tog hun af efter en måned, gemte væk under gamle breve og lykønskningskort i kommodens skuffe.
Der gik fire år…
…Astrid åbnede øjnene og lå lidt og stirrede mod loftet. Igen den aften. Igen kufferten på sengen, igen hans ryg i døren.
Ved siden af hende vendte Emil sig, gned øjnene og trak Astrid tættere ind til sig.
Kan du ikke sove? mumlede han.
Det er allerede morgen, smilede hun og kyssede hans skulder.
Der lød larm fra værelset ved siden af. Magnus, deres søn, var tydeligvis vågen og i gang med koncert for alle sine legetøjsbiler.
Jeg tager ham, Emil strakte sig og skubbede dynen væk. Bliv du bare liggende lidt endnu.
Astrid betragtede sin mand, som han gik ud, og kort efter kunne hun høre Magnus begejstrede latter. Livet blev ikke, som hun havde tænkt. Ikke med den mand, hun forestillede sig men godt.
Dagen forløb som de så mange andre: morgenmad, tur i parken med sønnen, husarbejde, frokost. Så ringede telefonen. Det var Freja.
Astrid, stemmen var mærkelig desperat. Kan du komme? Please.
Freja, hvad sker der?
Bare kom.
Astrid lod Magnus blive hos Emil og var en halv time senere i Frejas opgang.
Jonas er flyttet, fik Freja presset frem, tårerne løb ned ad kinderne.
Astrid hjalp hende indenfor, satte hende ned, hentede vand. Det var den sædvanlige, men alligevel frygtelige historie: Manden havde fundet en anden, pakket tasken, efterladt Freja alene med lille Martha og et stort boliglån.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det, snøftede Freja. Hvordan lever jeg alene?
Astrid holdt om sin veninde, mumlede trøstende ord, men kunne ikke lade tanken slippe: Hun havde drømt den nat. Måske ikke tilfældigt…
Uger gik. Hverdagen gik videre.
En lørdag rendte Astrid ind i Søren i Netto. De havde læst jura sammen for år tilbage, ikke set hinanden i årevis. Søren foreslog en kaffe, snak om gamle dage.
Hvordan går det? spurgte han og tog en slurk.
Astrid fortalte om Emil, om Magnus, om sit job. Nævnte Freja, skilsmissen, venindens svære tid.
Søren så alvorlig ud.
Freja, ja… Det er skæbnens ironi.
Hvad mener du?
Ved du det ikke? Han kiggede overrasket. Trodde du vidste det for længst.
Vidste hvad?
Søren tøvede, så væk.
Jeg ville ikke blande mig dengang… Men nu… Kan du huske firmafesten tre år siden? Efter dig og Mads gik fra hinanden?
Astrid nikkede, uroligheden voksede.
Freja var ret fuld, sagde Søren langsomt. Hun pralede med, at det var hende, der satte dig og Mads op mod hinanden. Fortalte ham, at du havde været ham utro. At du var i byen og flirtede med mænd, mens han var væk.
Alt stod stille i Astrid.
Hvorfor sagde du ikke noget?
Ville ikke blande mig, trak Søren på skuldrene. Tænkte, det gik nok over.
De sagde hurtigt farvel. Astrid stod længe udenfor og stirrede på trafikken.
Telefonen vibrerede. Freja:
Astrid, har du tid til at kigge forbi?
Astrid svarede:
Jeg kommer om en time.
Freja åbnede døren, udmattet.
Tak fordi du kommer. Jeg kan ikke klare det alene mere.
Astrid satte sig i sofaen. Martha legede på værelset ved siden af.
Freja, Astrid så på hende. Jeg mødte for nylig Søren Jensen. Kan du huske ham?
Freja virrede usikkert.
Lidt… Hvorfor?
Han fortalte om en fest… om hvordan du pralede med at have skilt mig og Mads.
Freja blev bleg, og Astrid så alt bekræftet i hendes ansigt.
Er det sandt? Astrid lænede sig ind. Sagde du til Mads, at jeg havde været ham utro?
Astrid, jeg… det var så dumt… jeg troede ikke, han ville tage det alvorligt…
Er det sandt?
Freja sank sammen på stolen.
Ja, mumlede hun. Det er.
Hvorfor?
Freja løftede øjnene, fulde af tårer.
Jeg var jaloux! hun udbrød. Du havde alt Mads, bryllup, kjole, ring! Jeg havde ingenting! Jeg kunne ikke bære, at du kom først med alt! Jeg ville selv være den første. Forstår du ikke? Mig!
Astrid sad længe og så på hende. På hende, der havde været hendes bedste veninde i femten år. Hun, der havde trøstet hende, da Mads forlod hende.
Du ødelagde mit liv, sagde Astrid lavmælt, af misundelse. Og så sad du bagefter og så på, mens jeg sørgede.
Undskyld, Astrid, hulkede Freja, rakte ud efter hende. Jeg har så tit ville sige det…
Astrid rejste sig og gik mod døren. Tog i håndtaget, vendte sig om.
Ved du hvad, Freja, sagde hun og så på veninden, der sad knust tilbage. Du har fået, hvad du fortjente. Skæbnen har indhentet dig.
Astrid gik ud og lukkede stille døren bag sig. Hun havde et lykkeligt ægteskab, godt nok ikke med Mads. Hun havde en søn. Men hun havde ikke længere sin veninde.
