Da mit forhold til Mille blev mere seriøst, flyttede vi sammen i en lejlighed, som hendes forældre havde givet hende. Hun var kun toogtyve år, men havde allerede sit eget sted! Jeg turde dårligt drømme om sådan noget. Efter brylluppet regnede jeg med, at vores liv stort set ville fortsætte uændret, men min svigerfar kom med en genial idé måske kunne vi midlertidigt bo hos dem og leje Milles lejlighed ud. På den måde kunne vi jo lynhurtigt spare en ordentlig sum sammen til at sætte lejligheden pænt i stand.
Mille var straks med på idéen det passede hende godt at bo hjemme hos forældrene igen, og lidt ekstra penge var ikke dårligt. Jeg forstod bare ikke, hvorfor hun havde trukket tiden så længe, før vi flyttede sammen og jeg lærte dem at kende. Hun kunne jo tidligere have valgt at flytte tilbage til forældrene og sparet op til renovering.
Men der var ikke rigtigt noget at gøre vi blev nødt til at flytte hjem til hendes forældre og leje vores lille rede ud et stykke tid. Indtægten var ret fornuftig. Mille og jeg oprettede endda en fælles konto i banken, hvor vi satte alle de penge ind, vi sparede op, så vi om tre-fire måneder kunne vende tilbage og renovere lejligheden. Men det opvejede ikke for alt det, jeg skulle finde mig i hos min svigerfamilie. Jeg kunne ofte mærke, at mine svigerforældre havde inviteret os mest for at tryne mig. Min svigerfars yndlingsbeskæftigelse som pensionist var at sende mig ned i Netto på mine fridage, skælde mig ud over at jeg havde købt det forkerte, og så tvinge mig til at se boksekampe med ham, selvom jeg ikke kan klare at se den slags vold. Det gør mig helt dårligt at se nogen få tæsk, men han mener, at alle rigtige mænd skal få sig noget hår på brystet og kunne forsvare sig selv.
Min svigermor har åbenlyst nogle humørsvingninger. Enten nusser hun mig kærligt på kinden, eller også skælder hun mig hæder og ære fra for at have nogle sokker hængende til tørre på radiatoren i stedet for tørrestativet. En gang imellem hidser hun sig så voldsomt op, at jeg er sikker på, hele opgangen må kunne høre hendes råberi.
Måske er det helt normalt i nogle familier, men hjemme fra min opvækst er det fuldstændigt utænkeligt.
Først tænkte jeg på at overtale Mille til, at vi kunne flytte ind hos mine forældre i stedet, men da jeg forestillede mig, at der kunne opstå de samme problemer, kom jeg på en smartere idé. Jeg vil foreslå Mille, at hun fortæller sine forældre, at jeg skal til at rejse mere i forbindelse med mit arbejde, og så kan jeg flytte hjem til mig selv midlertidigt. Det vil sikkert ikke gøre vores ægteskab noget at få to ugers pause fra svigerforældrene. Så kan jeg bide tænderne sammen én uge ad gangen hos dem, før jeg igen trækker stikket. Og bagefter flytter vi sammen igen, og alt bliver som før. For nu aner jeg ikke, hvor længe jeg ellers kan holde ud.
Man lærer virkelig noget om sig selv og sine egne grænser på sådan en prøve jeg har i hvert fald fundet ud af, at man skal holde fast i dem, også overfor svigerfamilien.
