Min far har aldrig brudt sig om Henrik. Han havde for længst udset sig en passende mand blandt sønnerne af sine egne venner, så mine egne kærester tog han ikke seriøst og ignorerede. Han levede i sine egne illusioner og drømme, og da han hørte om min forlovelse med Henrik, smed han mig ud af hjemmet. Han regnede med, at jeg ville komme krybende tilbage og bede om tilgivelse, men det gjorde jeg ikke.
Min mor støttede mig, men hun turde aldrig sige faren imod hun var bange for ham, og hun frygtede at ende uden tag over hovedet, da hun ikke havde nogen familie tilbage. Jeg var dog i en helt anden situation. Min svigermor var en fantastisk kvinde. Hun tog glædeligt imod Henrik og mig og tilbød os at bo hos hende. Hun støttede os på alle tænkelige måder både moralsk og økonomisk. Vi boede sammen alle tre, og da vi fik en lille dreng, blev livet pludselig meget mere roligt og harmonisk end det nogensinde havde været under min fars tag, hvor bebrejdelserne aldrig holdt op.
Fordi min far var som han var, havde jeg svært ved at holde kontakten til min mor. Hver gang hun ville besøge mig og sit barnebarn, måtte hun lyve for far og påstå, at hun skulle ud med veninder. Det havde hun god grund til min far kunne være hård og endda voldelig, hvis han blev vred. Men et eller andet sted kunne min mor aldrig slippe ham hun elskede ham trods alt og kunne ikke forestille sig at forlade ham.
Så jeg prøvede at leve videre med Henrik, som om mine forældre boede langt væk og ikke i samme by, i Odense.
Først ni år senere, da vores søn var startet i skole, og min svigermor fik en blodprop, lykkedes det min mor at overtale far til at besøge os igen. Man kunne mærke, han havde savnet os. Han blev glad for at se sit barnebarn og gik endda så vidt som til at kramme Henrik, som om han endelig anerkendte ham som søn. Min mor hjalp meget med min svigermor, mens Henrik og jeg var på arbejde. Det endte faktisk med, at vi var nødt til at lade vores dreng være hos far i hverdagen han måtte følge ham til og fra skole, til fodbold og så videre.
Jeg begyndte dog at lægge mærke til, at vores barn ændrede sig, hvis han havde tilbragt tid med far. Han blev mere ilter, utilfreds og kunne græde uden nogen åbenbar grund. Henrik brugte lang tid på at finde ud af, hvad der foregik. Det viste sig, at min far nedgjorde ham på alle mulige måder; på vej til og fra skole fortalte han vores søn, at ingen havde brug for ham, at vi som forældre ikke elskede ham, at han var uduelig til fodbold og derfor altid sad på bænken.
Min far havde altså slet ikke forandret sig. Han hadede fortsat Henrik og mig, og han ville stadig gøre alt for at ødelægge vores tilværelse som en slags hævn for hvad der skete dengang.
Det satte et endeligt punktum for mit forhold til ham. Det var langt bedre at gå tidligt fra arbejde for selv at hente vores dreng og kun ses med mor, end at leve med sådan negativitet. Han er voksen ja, endda gammel og han frygter intet og tænker ikke over konsekvenserne. Hvis han ikke har brug for os, så får han heller ikke os. Vi klarede ni år uden ham, og vi kan sagtens klare tyve mere.
