Du, jeg må lige fortælle dig om noget, der skete for ikke så længe siden. Jeg mødte Mette på jobbet vi stødte ofte på hinanden på gangen, du ved, sådan lidt hverdagsagtigt. I starten sagde vi bare hej, men efterhånden begyndte vi at snakke sammen, og på et tidspunkt kom vi til at tage ud på nogle middage sammen. Hun var virkelig rar sådan én, jeg kunne tage med i biografen eller en tur på Torvehallerne for at handle. Lige sådan en kvinde havde jeg brug for, nu hvor jeg har rundet de tres.
Mette virkede også til at kunne lide mig nogle aftener ville hun blive hos mig og se en film eller sidde med en bog langt ud på natten, og næste morgen kunne vi spise mine hjemmelavede pandekager og friskbrygget kaffe. Det var virkelig hyggeligt.
Men jeg havde faktisk ikke styr på, at Mette havde været gift før, og at hun havde en voksen søn fra det forhold. Han hedder Jonas og er 37 år. Stadig single, ingen børn, og det virkede bare som om han var enormt jaloux enten på sin mor eller på mig for allerede fra det øjeblik han hørte, at Mette og jeg datede, begyndte han at gøre alt muligt for at vise, at han ikke var glad for det.
En gang, hvor jeg blev og overnattede hjemme hos dem, stod Jonas op om morgenen, gik hen til sit skab og tog nogle penge ud og så beskyldte han mig for, at der manglede nogle, og at det kun kunne være mig, der havde taget dem.
Efter det begyndte jeg simpelthen aldrig at komme hjem til dem. Jeg bad Mette om at flytte ind hos mig, spurgte om hun ville gifte sig, tilbød hende endda at tage med på ferie, men hele tiden fik jeg bare det samme svar: Det vil min søn ikke bryde sig om. Så blev vores lykke altså ikke til mere Mette forlod mig en uge før min fødselsdag, fordi Jonas var imod vores forhold. Hun er jo næsten bedstemor, så hvad er det egentlig for et ægteskab, vi kan tale om?
På arbejdet undgår hun mig, som om ingenting er sket. Tror du virkelig, hun vil bruge resten af sit liv på kun at tænke på sin voksne søn og gøre alt for at gøre ham tilfreds?
